Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3839Visninger
AA

32. Dag 32

Som du nok har opdaget, så indspillede jeg ikke noget i går. Jeg var simpelthen for hæs til at snakke overhovedet igår, så Sial og jeg har kommunikeret ved hjælp af fagter. I dag fik jeg svar på de fleste af mine spørgsmål, så skal du høre.

"Hvad er en kiliaer?"

Spurgte jeg som mit første spørgsmål, da Sial havde skænket ham og mig en kop te hver.

"Det er sådan en som mig. Vi er meget adrætte, vejer ikke som meget, cirka det som som en fuluks-unge, men er uhyre stærke. Som du nok har opdaget, så er vi helt hvide, med undtagelse af øjnene. Det er mest øjnene og vores tænder, der gør at mange tror at vi er farlige dræbere. Men vores øjne er røde på grund af den sol vi har på vores hjemplanet. Hvis vi havde en anden farve, så ville vi blive blinde. Derfor er vi også hvide. Det er meget varmt om dagen, og utroligt koldt om natten. På grund af det varme miljø er det begrænset med føde, og derfor har vi de skarpe tænder. Det gør det muligt for os, at spise de mest seje planter."

Jeg nikkede let til hans forklaring.

"Men jeg har aldrig set en af din slags før, hvorfor?"

Spurgte jeg nysgerrigt, og tog en mundfuld fra koppen. Jeg var lige ved at spytte det ud i hovedet på Sial. Teen var alt for stærk. Jeg tvang det ned, og satte koppen fra mig.

"Fordi at vores planet blev udsat for en metroide-storm. Kun få af os overlevede, og planten... Tja, den er stortset støv nu. Jeg var stadig i æg, da det skete."

Mens han forklarede, hældte han stilfærdigt noget sødemiddel i min te. Jeg nikkede taknemmeligt, og stillede næste spørgsmål.

"Æg?"

Spurgte jeg undrende. Han nikkede.

"Hunner gennemgår en graviditet, som normalt, men "føder" et æg, som yderligere skal holdes koldt i op til et år, før det klækker."

Jeg spærrede øjnene let op, og det bemærkede Sial selvfølgelig med det samme.

"Ja, det er lang tid. Vi er meget sårbare på grund af det. Hunnerne får kun et æg afgangen, og den unge vogter de over til den er fuldvoksen, før de får en ny unge."

Jeg nikkede forstående, så var det klart at der stadig ikke var mange af dem.

"Så kan i da ikke få mange unger."

Sagde jeg tænkende, og drak noget af teen. Den smagte meget bedre, nu hvor der var kommet noget sødemiddel i.

"Jo, en hun kan nå at få mange unger. Vi lever utroligt længe."

Sagde han med et smil, og drak af teen, inden den blev for kold.  Jeg gav ham et undrende blik, der summede af spørgsmål. Han kom til at smile, og sukkede så over alle mine uudtalte spørgsmål.

"Det tager en unge cirka tyve år at blive fuldvoksen. Min slags kan leve til omkring de 500 år, men nogle er blevet kendt for at blive det dobbelte. Men jeg selv er kun 25 år."

Jeg fnes let, og drak det sidste af min te.

"Det er jeg også. Altså 25 år gammel."

Sagde jeg, for at forklare hvorfor jeg havde grinet. Han gav mig et forsigtigt smil, og forsatte med at forklare om hvordan han var endt her.

"Min mor tog mit æg med sig, da hun blev reddet fra planten, som en af de få. Hun døde desværre af rumfeber, før jeg kom ud af ægget. Så jeg blev opfostret af forskellige væsner på den rumstation, hvor jeg endte. Den rumstation blev angrebet af rumpiratter for et par måneder siden, og endte med at blive ødelagt. Så jeg tænkte at det var på tide med en ny start."

Jeg nikkede. Hans historie var trist, og mindede på mange måder om min. Jeg tømte koppen, og opdagede at han også havde gjort det samme. Så spurgte han:

"Hvad med dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...