Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3873Visninger
AA

29. Dag 29

"Godmorgen."

Det var det jeg stod op til idag. Da jeg vågnede, lå han stadigt i sit leje af puder og sov, så jeg besluttede mig for at tage et bad, inden jeg ville spise morgenmad. Med et håndklæde omkring hovedet og kroppen, kom jeg tilbage til værelset, til den friske duft af ristet brød og opvarmet frugt. Da han hilste, var jeg ved at springe op i luften af ren og skær overraskelse.

"Undskyld, det var ikke min mening at skræmme dig."

Undskyldte han sig, på fejlfrit dansk. Jeg så længe studerende på ham, mens jeg undrede mig over hvor han havde lært at tale dansk henne. Så kom jeg i tanke om min fortæller. Jeg opdagede, at han holdt den i hånden. Jeg gav ham et tvært blik.

"Det var ikke min mening at invadere dit privatliv. Jeg forsikrer dig, at jeg kun har brugt din fortæller til at lære at gøre mig selv forstålig overfor dig."

Jeg kunne mærke at håndklædet var ved at glide ned, så jeg greb fat om det.

"Du har lært at tale, ved hjælp af min fortæller?"

Spurgte jeg skeptisk. Han nikkede let.

"Det tror jeg ikke på."

Sagde jeg stædigt, og ville ønske at jeg havde en hånd fri, så jeg kunne få fat i min fortæller. Han trak på skulderen, og lod spidsen af sin hale vikle omkring min fortæller, så han kunne bruge begge hænder til at dække bord med.

"Hvis du er interesseret i at spise morgenmad, så var det måske en ide med noget tøj?"

Forslog han med en rolig tone, mens han holdt ryggen vendt til mig. Jeg blev enig med mig selv og min mave om at jeg var sulten, og at jeg skulle skynde mig at få noget tøj på.

...

"Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at stille dem. Jeg kan ikke garantere, at jeg forstår det. Mit ordforråd er stadig begrænset."

Sagde han venligt, da jeg satte mig til bords med ham. Han lagde forsigtigt min fortæller på bordet, og skubbede den over til mig med sin hale.

"Hvad er du?"

Spurgte jeg straks.

"Jeg er bange for at jeg ikke kender et menneskeligt ord for det. Men vi bliver kaldt Kiliaer."

Sagde han undskyldende, og fortærede hurtigt det første stykke broccoli.

"Kiliaer?"

Gentog jeg spørgende, mens jeg så på hans sylespidse tænder. Jeg havde aldrig hørt om hans art før. Han smilede med sine tænder, da han opdagede at jeg så på ham.

"Ja, og på trods af vores drabelige udseende, så er vi vegetarer."

Beroligede han mig. Jeg kunne ikke lade være med at le, med det fjollede blik han sendte mig, da han spiste et stykke nikula-frugt. Han skar ansigt, og rakte tunge.

"Ad, hvad er der?"

Spurgte han med afsky, og lagde frugten fra sig.

"Nikula-frugt. En meget syrlig frugt, kun få kan spise med nydelse."

Forklarede jeg, og fnes let, da han stadigvæk skar ansigt.

"Hvad hedder du?"

Spurgte jeg nysgerrigt. Nu hvor han forstod mig, ville det være rart at kalde ham andet end ham eller rejsekammerat.

"Sialsmaku nihipitaus florankity konalinischu."

Svarede han. Jeg rullede opgivende med øjnene. Der var ingen måde, hvorpå jeg ville kunne huske hans navn. Jeg fandt hurtigt på en løsning.

"Jeg tror bare at jeg kalder dig Sial."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...