Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3820Visninger
AA

25. Dag 25

Jeg har forsøgt at fodre ham en bolle. Han hvislede af den. Jeg mener at kunne huske, at Umma har sagt at det er slangers måde at snuse på. Han så på mig igen, som for at spørge om jeg ikke havde noget andet. Jeg rejste mig for at stege en bøf til ham, men så snart han så det rå kød, flippede han fuldstændig ud. Han nærmest løb fra bordet, hen til den anden ende af værelset. Der blev han, indtil jeg pakkede kødet ned i beholderne igen og lagde det tilbage i køleren. Da han så til gengæld opdagede, at jeg havde en enkelt rå broccoli i køleskabet, blev han ellevild. Nogle af grønsager fra jorden var velkendt, og broccoli var en af dem. De var blevet kemisk fremstillet, efter jordens ødelæggelse.

"Vil du have den?"

Spurgte jeg ham. Han lagde hovedet på skrå. Jeg tror det betyder, at han ikke forstår hvad jeg siger. Jeg tog broccolien ud af køleskabet, for at skære den hårde skal af. Men han blev ivrig, og hoppede næsten på stedet, så jeg gav den til ham bare sådan. Han flåede den hurtigt med tænderne, så jeg kunne se dem. Hans tænder var sylespidse, og hele hans mund var fuld af dem. Han fortærede broccolien på ingen tid, og spiste alt af den. Han slikkede resterne af sine fingre, og så på mig igen, som for at spørge efter mere. Jeg tog noget mere op af fryserne, og tøede det op i varmeren. Han spiste den lige så hurtig, så jeg måtte tage flere op. Han endte med at spiste fem kæmpe broccolier, og så ud til at nyde det helt vildt. Jeg har aldrig kunnet lide broccoli, og lod ham glædeligt spise det hele, men ikke på en gang. Jeg var ikke sikker på hvor tit han skulle spise. Han slikkede sig om munden, som jeg ville have gjort, da han spiste den sidste.

"Jeg er Nena."

Sagde jeg, da jeg gættede mig til at han var mæt. Han lagde igen hovedet på skrå, så han forstod mig altså ikke. Jeg pegede på mig selv.

"Nena."

Han lænede sig ind over bordet, og stirrede indgående på mig. Det var rigtigt ubehageligt, som om han havde tænkt sig at spise mig. Han hvislede let, og lukkede kort øjnene, da han lænede sig tilbage igen.

"Du forstår mig slet ikke."

Sukkede jeg stille for mig selv, da han pludseligt greb min hånd. Jeg gøs let. Han var blevet varmere, men var stadig meget kold. Han løftede min hånd op til sin mund, og hvislede let, så hans tunge rørte ved min hud. Det var underligt, og klamt, men kildede helt vildt. Jeg ville ikke trække hånden til mig, og risikere at fornærme ham. De mange forskellige arter i rummet, havde alle deres egen måde at hilse på hinanden og jeg kendte ikke dem alle. Kun de mest almindelige. Jeg rystede let hans hånd, da hans tunge gled tilbage på plads, på den menneskelige måde at hilse på. Endeligt slap han, så jeg kunne rejse mig og lave mad til mig selv. Jeg havde lige rejst mig, og vendt ryggen til ham, da jeg kunne høre ham hvisle højt og på en måde sige noget. Han hvislede imens, og gjorde det lidt svært at forstå hvad han sagde, men jeg forstod det dog.

"Ne....nas..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...