Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3777Visninger
AA

24. Dag 24

Jeg vovede mig ud i dag, der har været helt stille. Men jeg skyndte mig. Jeg ville være helt sikker på, at Umma ikke lå under en af containerne og stadig var vågen. Jeg havde et mareridt om det, og er bare nødt til at være sikker.

Jeg løb hele vejen derned, og kastede mig på knæ imellem containerne, der var faldet ned over hende. Jeg skrabede metalstykker og indhold fra containerne væk, mens jeg forsøgte at finde hende. Jeg måtte hurtigt give op. Hendes androideskelet består af et meget stærkt metal, som havde modstået lidt af trykket fra containeren. Men det havde ikke været nok til at redde hende. Jeg kunne under kanten af containerne se ganske få centimeter af hendes maste ansigt. Det var blevet trykt helt fladt, og var revnet flere steder. Det eneste der var intakt var hendes venstre øje. Næsten, ihvertfald. Det midterste af øjet, selve plastikdelen var faldet ud, så jeg kunne se metaldelen under. Jeg kunne se den linse, som hun brugte til at se med. Jeg havde set den før, engang da Umma havde renset sit øje ud. Derfor vidste jeg, at Umma var borte. Det lille lys som plejede at være i hendes øjne var slukket. Hun havde engang, da jeg var helt lille, fortalt mig, at hvis lyset gik ud. Så ville hun falde i søvn, og ikke vågne igen. Hun forsøgte selvfølgelig at fortælle mig det på en god måde, så jeg ville forstå det. Men jeg var flippet fuldstændig ud og ville ikke holde op med at græde, før hun havde lovet mig, at hun aldrig ville forlade mig. Da havde vi været på samme alder, ihvertfald i udseendet.

Jeg havde forsøgte at række ind til hende, men kunne lige præcis ikke nå hende. Straks hørte jeg den skrabende lyd igen, og for afsted tilbage mod mit værelse igen. Jeg kunne høre det lige bag mig. Jeg nåede ind i mit værelse, og smækkede metaldøren i med et brag. Det gav et kæmpe brag, da den stødte ind i døren.  Heldigvis holdt døren, og gav sig ikke det mindste. Det var første gang, jeg var glad for at min dør var så tung og solid. Jeg lå på gulvet, med hamrende hjerte, og holdt øje med døren. Jeg kunne høre den gå igen, og først da der var helt stille, turde jeg at trække vejret igen. Jeg pustede ud, og drejede let.

Jeg for forskrækket tilbage, da jeg mødte hans røde øjne. Jeg havde slet ikke opdaget, at han sad på gulvet med tæppet omkring sig. Han så nysgerrigt på mig, og dernæst på døren. Også tilbage på mig igen.

"Du skræmte mig."

Sagde jeg forsigtig, og satte mig op på gulvet overfor mig. Han lagde hovedet let på skrå, som om han ikke forstod hvad jeg sagde.

"Forstår du mig?"

Spurgte jeg, og fokuserede meget på hvordan jeg udtalte det, så det ikke kunne misforstås. Han åbnede let munden. Jeg troede det var for at tale, da han let stak tungen ud og hvislede. Det gav mig tvivl om han overhovedet kunne tale, når hans tunge var lige som en slanges. Jeg sukkede let, og håbede på at hans mad ikke bestod af levende mus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...