Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3770Visninger
AA

22. Dag 22

Han er stadig bevidstløs, men i det mindste er hans feber faldet lidt. Men det bekymrer mig, at han stadig ikke har bevæget sig. Hans hale bevæger sig lidt, men jeg tror at det er reflekser, ubevidste bevægelser. Han er det væsen fra den tank, som var i stykker. Så meget har jeg fundet ud af.

Jeg har været ude af værelset, men kun hen til hans tank. Der var vand over det hele, og glasset var knust. Der var stadig noget is i bunden i tanken, hvor der er store revner i. Jeg tror at han har sat fast i isen med benene, helt op til knæene. Hvor han har knust isen for at komme fri. Det ville forklare hvorfor han har en så høj feber. Jeg har ikke kunne gå mine rundter, fordi at Umma ikke ville have at jeg skulle gå mine rundter. Så jeg ved ikke hvor længe han har siddet fast, og hvor længe han har været vågen af den tid. Jeg håber ikke at han har været vågen særligt længe, men det er jeg bange for at han har.

Jeg skyndte mig tilbage. Jeg turde ikke at være ude længere, end højst nødvendigt. Men jeg var nødt til at se om tanken ikke kunne fortælle noget om ham. Det kunne den ikke. Maskinen kender ikke hans art, men det er jo også et gammelt fragtskib. Computeren er sikker ikke helt opdateret. Jeg håber at han kan spise noget af mit menneske-mad, ellers ved jeg ikke hvad han skal leve af. Og jeg kan jo ikke lade ham dø af sult, hvis han kommer sig.

Jeg ved godt, at Umma på ingen måde kan være vågen mere, eller i live som jeg selv kalder det, men jeg ville så gerne have kunnet se hende en sidste gang. Det er ikke muligt, at flytte de ødelagte containerne. Jeg savner Umma så utroligt meget. Jeg savner hendes nuttede stemme, hendes søde smil og hvordan jeg altid skulle lakere hendes negle. Det kommer jeg ikke til mere. Umma er væk, og nu er jeg helt alene. Umma har altid været der. Hun var min forælder, min mor, så min søster og min bedste veninde. Hun var min eneste familie, hele min familie og nu er hun væk. Jeg kommer til at savne hende, og mangle hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...