Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3777Visninger
AA

21. Dag 21

Det mest forfærdelige skete i dag. Nu føler jeg mig for alvor alene.

 

Jeg hørte endnu engang skridt, og besluttede mig for at finde ud af hvad det var. Jeg nåede at stikke af, inden Umma kunne stoppe mig. Hun har aldrig bandet før, men denne gang gjorde hun, mens hun bønfaldt mig om at komme tilbage ind i mit værelse. Jeg løb ned langs gangen på skibet, da jeg pludseligt hørte en forfærdeligt lyd af metal mod metal. Umma for pludseligt frem, og skubbede hårdt til mig, så jeg faldt frem sammen med hende. Der hvor jeg lige havde stået, faldt en af de tunge metalcontainerne ned og blev næsten slået helt i stykker. 

"Jeg sagde at du skulle blive i værelset."

Sagde Umma roligt, uden at bebrejde mig. Hun hjalp mig op at stå igen, mens hun studerede den slidse, som skulle have holdt containeren på plads på den enorme hylde, hvor de står. Den var blevet helt bøjet, som om noget havde sparket den i stykker. Det var en meget foruroliggende opdagelse.

"Nena, løb!"

Råbte Umma pludseligt og skubbede hårdt til mig, så jeg begyndte at løbe. Hun skyndte sig at følge efter mig, og holde mig igang med at løbe hele tiden. Jeg kunne se bekymringen i hendes plastikøjne. Bag mig, kunne jeg høre flere containere falde ned. Jeg turde ikke se tilbage, lyden var for høj og for tæt på. Pludseligt løb Umma ind foran mig, og skubbede mig hårdt tilbage, så jeg følte mine ribben knage. Jeg landede tungt på ryggen, og nåede lige at se op, netop som en af containerne faldt ned over Umma og knuste hendes ben. Hun udstødte ikke en lyd, og så bare forvirret på sine ben og på mig. Hun så kort op igen, på den næste container, der var ved at løsne sig. Direkte over sit hoved. Så så hun på mig igen og smilte forsigtigt, mens en enkelt tåre gled ned over hendes falske hud på kinden. Jeg fløj op, og løb imod hende.

"UMMA!"

Skreg jeg rædsensslagen, da jeg mærkede en arm lukke sig om mig og holde mig tilbage, da containerne endeligt faldt ned og knuste Umma fuldstændig. Endnu en arm lukkede sig om mig, da jeg forsøgte at komme hen til Umma. Men det var for sent. Hendes androidekrop var fuldstændig smadret, og hendes hukommelsekort knust. Hun var borte, og kunne ikke komme igen. Jeg var sikker for øjeblikket. Den sidste container var faldet ned, og den havde taget Umma fra mig.

Jeg vendte mig endeligt mod den, der havde holdt mig tilbage og mødte et feberagtigt blik. Nu var det min tur til at redde ham. Han gav efter, og sank sammen. Jeg lod mig falde ned sammen med ham, og forhindrede at han slog sig for hårdt. Grunden til at jeg siger han, er at fordi at han var.... Øhm... Lad mig bare nøjes med at sige, at når man skal i tanken, så er man nødt til at være nøgen...

Jeg har aldrig set noget ligende som ham før. Efter at han besvimede på gulvet, slæbte jeg ham tilbage til mit værelse. Han ligger og sover dybt. Han vejer næsten ingen ting, jeg kunne bære ham tilbage i sengen over skulderen. Det gjorde jeg dog ikke. Jeg bar ham i armene, sådan som Umma havde vist mig, at mennesker gjorde med småbørn.

Jeg kan ikke lade være med at stirre på ham. Jeg har selvfølgeligt lagt mit tæppe over ham, men stadigvæk... Jeg har aldrig set hans slags før. Han ligner lidt et menneske, han har ihvertfald samme krops-bygning. Men hans hud er helt hvid, næsten så hvid, at det virker som om den lyser op. Hans hår er også helt hvid, men det ligner at det gror baglæns. Altså at hans hår går bagud, helt tæt ind til hovedet. Også har han en hale. Den bevæger sig engang imellem, vipper frem og tilbage, men han ligger helt stille. I spidsen af hans hale er der en masse lange tynde hår. Næsten som det der dyr Umma har fortalt mig om, en løve, tror jeg det hed. Bortset fra at hans hale selvfølgelig er helt hvid. Jeg så kun ganske kort hans øjne, da han så på mig. De er røde, blodrøde, lige som mit blod. Hans feber er stadig meget høj. Han er helt klart syg, men fordi at jeg ikke kender hans art, så kan jeg ikke behandle ham. Jeg kunne kun risikere, at hvis jeg behandlede ham, så kunne jeg slå ham ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...