Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3601Visninger
AA

1. Dag 1

Dette du nu læser, er min fortælling. Jeg sidder lige nu med min fortæller i hånd, hvisker de ord ind som den vil gemme på sin hukommelse, dem som du nu læser. Jeg sidder om bag på fragtskibet Legolas 9000, med plads til 9000 sovende passagere. De 8999 af dem ligger allerede i en dyb frostsøvn, hvor de vil ligge og sove det næste lange stykke tid. Jeg kan ikke sove, den menneskelig krop kan ikke tåle at blive froset ned så længe. Derfor skal jeg være vågen, vogte over skibet og vogte over lasten. Jeg burde nok sige, mine medpassagere, men jeg har ikke det mindste til fælles med dem. Jeg er alene.

Umma sidder ved min side, og forsøger at skrive et nyt skakprogram til sig selv. Hendes gamle program er blevet kedeligt, jeg har slået det for mange gange. Nu tænker du nok, men jeg sagde jo, at jeg var alene. Det er jeg, også selvom Umma er her. Umma er en androide. Hun har taget sig af mig, siden jeg var lille. Hun var med mig, da den lille redningsbåd jeg var i, blevet samlet op i kredsløb om jorden. Hun har lært mig alt hvad jeg kan, og passer hele tiden på mig, så godt som en androide nu kan. Umma er en forkortelse for hendes tekniske navn, det er noget i stil med: Ultra, Menneskelig et eller andet androide. Hun blev bygget i japan, og har udseendet som en pige på 12 år. Hun har lyst hår, der føltes ægte og en garderobe fyldt med kjoler, nederdele og bluser som ligner tøj til en pige på hendes alder. Ihvertfald den udsendsmæssige alder. Det eneste der gør, at man ved at hun er en androide, er hendes øjne. Hun kan bevæge dem, og se med dem. Men hun kan ikke græde, hun er ikke bygget med tårekanaler. Hendes øjne er lavet af plastik, og er derfor alt for blå. Hun er knap 30 år gammel, hun fyldte fem år det år jorden blev ramt af virussen.

Umma har fortalt mig om virussen, hver eneste gang jeg har spurgt, men hun er ikke glad for det. Hun bryder sig ikke om at minde mig på, hvorfor jeg er så alene. Virussen som var kommet på jorden, havde slået alt menneskeligt liv ihjel. Ingen vidste hvor virussen var kommet fra, hvem der var skyld i det, man vidste bare at der ikke var en kur for det. Når man først var blevet smittet, så døde man efter en dag. Selv efter at man var død, så fortsatte kroppen med at smitte og man kunne derfor ikke udrydde virussen på den måde hellere. På knap en uge, døde mere end 2 millioner mennesker. Da der var gået en måned, var hele befolkningen i Europa døde. Efter to måneder var resten af verdens mennesker døde. Undtagens mig, som blev samlet op i kredsløb om jorden sammen med Umma.

Mit navn er Nena, jeg er 25 år gammel og jeg er det sidste menneske i hele universet.

 

LOGBOG AFSLUTTET

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...