En almindelig tur til England.. Æhmm.. Nej.

En vinter tager to tvillinge søstre til en one direction koncert i England, men noget går gruligt galt. Den ene søster bliver kidnappet, og uden en mor og en far ved sin side (Hjemme i Danmark) går den anden i panik. Hvad skal/ kan hun gøre!?..
En histoie lavet på Håb, Kærlighed og Mottoet ALDRIG GIK OP DINE DRØMME!

4Likes
9Kommentarer
1405Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Kidnapning

Mille..

Hej med jer! Jo, jeg er blevet inviteret med til denne optagelse, så i kunne høre min side af historien. Så her kommer den!

Jeg stod sammen med Maria og dansede, da Harry satte sig på hug, og sang til os. Jeg kiggede på Maria, som smiltede tilbage. Jeg kiggede på Harry, og begyndte at rødme. Efter soloen rejste han sig op, og sang videre med de andre. Vi skrålede med, alt hvad vi overhovedet kunne. Midt i det hele, ser jeg Mulle blive revet baglæns. Jeg skal lige til at hjælpe hende op, da et par mande hænder hiver mig bagud. ”Lad som ingen ting, og gå med..”  Jeg var skide bange, men det lykkedes mig alligevel at holde det inde. Med en kniv i ryggen, gik jeg med. Ingen lagde mærke til noget i hvert fald. Jeg blev taget med ud til en hvid varevogn. Jeg vidste straks hvad der skete, så jeg vendte rundt, og løb. Desværre lige i armene på en mand med en klud med - Noget der fik mig til at besvime - på.  

Jeg vågner op i en celle. Ligesom en rigtig fængselscelle, med træmmer. Der var ingen seng, og ingen vask. Kun en dør ind til et toilet. Jeg var ikke bundet mere, men var stadig lidt sløv. Der var utrolig koldt herinde. Jeg satte mig op på det hårde stengulv. En pige sidder og græder i et af cellens hjørner. Hun kunne umuligt være mere end 6-10 år. Hun græd så meget, at hun næsten ikke kunne få vejret. ”Heey ven.. ” Jeg kravlede tættere på hende. Hun sad og stirrede på mig, som om jeg ville æde hende. ”Hvad er der sket med dig?” Spurgte jeg hende. Hun hvilede sin pande på hendes knæer. Hun hulkede. ”Heey, det er okay.. ” Jeg rykkede hen og lagde en hånd på hende ryg. Hun sagde ikke noget til det, så jeg rykkede tættere på. ”Er du okay? ” Hun bryder ud i gråd.  Jeg sidder lænet op ad væggen. Hun vælter ind i mig. Jeg ligger armene omkring hende, og lader hende græde ud. Efter 2 minutters tid retter hun sig op, og jeg slipper hende. ”Hvad hedder du?” Spørger jeg. ”Hun kigger op fra gulvet, og tører en tårer væk. ”Katrine.” Siger hun. ”Hej katrine. Må jeg vide hvor gammel du er, og hvordan du er havnet her?” ”Jeg er lige fyldt 8 år. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom her. (græder) Jeg savner min mor og far!” Bryder hun ud. Jeg ligger igen armene om hende. Jeg var virkelig bange, men lige nu følte jeg mig utrolig rolig, i forhold til vores situation.  Vi sad lidt, og jeg blev ved med at spørger hende om ting som.. Hvor kommer du fra? Og.. Hvilket band kan du godt lig? Bare for at falde til ro, og vide lidt om hende. Jeg fandt endda ud af, at hun havde en spiseforstyrelse. Spørg mig ikke om, hvordan jeg fandt ud af det!

Ikke længe efter hun havde grædt færdig, og jeg faktisk kunne se et lille smil på hendes læber, kom en høj gyldenbrun mand ind i cellen, og betragtede os. Katrine gemte  sig bag mig. Han smiler og kigger ned. ”Det ordnede vi vist nok hurtigt...” Han kigger op fra gulvet, og lige på mig. Hvaaad...? tænker jeg. Han kaster sig over mig. Han hiver mig op i sine arme, men kan ikke holde mig. Jeg kradser alt hvad jeg kan, og vender og drejer mig. Bider, river, niver, sparker, og slår alt hvad jeg kan. Han kalder på hjælp, og straks kommer en anden mand ind i den lille celle. ”Svagpissere..  og FUUUCK!! ” Tænker jeg. De får mig ned på maven at ligge, og holder mine arme fast. Jeg bliver hevet op at stå, og men er stadig ikke helt så frisk somm jeg plejer at være. Jeg gisper efter vejret, og er forpustet efter den lange kamp..  Jeg er lige ved at vælte, men bliver grebet af fyren der lige er kommet ind. Han løfter mig op på sin skulder, og begynder at gå.  Jeg slår ham i ryggen, men kun i et par sekunder. Til sidst var der ingen modstand fra min side. Jeg måtte jo sparer på krafterne. På gangen var der limegrønne fliser. Lyset var også ret guligt/grønligt.. ligesom på hospitaler eller galeanstalte i gyser film. Vi drejede ned af en laaaang gang, hvor efter vi kom til en dør. Døren blev åbnet, og vi kom ind. Katrine var der også. De må ha’ gået en omvej, for hun var ikke med mig. 4 andre piger stod på en række, og jeg blev sat ned ved siden af katrine. Et skarpt lys blinder os alle. En stemme siger et eller andet, men vi forstår ikke noget af det. Jeg bliver svag i knæene, da føelsen af en stor mængde mennesker sidder og kigger på mig, overvælder mig. En dør bag os bliver åbnet, og 6 mænd kommer ind. Hver af dem stiller sig bag os. En stemme siger noget igen, og denne gang er jeg sikker på det er tal. Desværre var Katrine nummer 1! Jeg kastede hurtigt et blik til siden, og så Katrines mand gå imod hende. Jeg sprang hen til hende, og holdt hende godt fast. Hun var virkelig bange, og græd næsten sine øjne ud. ”Jeg slipper dig ikke! Jeg slipper dig.. ” Mere nåede jeg ikke at sige, før ”Vores” mænd gik om bag os, og løftede os op. Nu var det os begge der skulle med ud af døren. Jeg kæmper en brag kamp for at komme fri, men til ingen nytte. En klud med noget sprit agtig stads på, førers op  for min mund, og jeg går ud. Katrine bliver skubbet afsted, mens jeg bliver båret over en skulder.  Jeg fik ad vide af Katrine senere, at vi bare blev båret hen til cellerne igen. Rigtig nok, eftersom jeg vågnede der... Men hvad der skulle ske, havde hverken Katrine eller jeg ingen ide om...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...