Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7483Visninger
AA

1. Prolog

Jeg tror at det, at jeg var vidne til at det skete, er det værste. Det er det der gør, at jeg ikke længere føler mig fortjent til at være i denne her verden. Hvorfor var det hende det skulle gå ud over? Det kunne jo ligeså godt have været mig. Det kunne ligeså godt have været mig der havde været spærret inde i flammerne, imens hun havde stået udenfor og forgæves håbet på et mirakel. Et mirakel, som ikke ville være kommet.

Jeg husker tydeligt det sidste kram hun gav mig. Husker hvordan hun trak mig ind i sin kærlige velkendte favn, tryggede mig ind til sig, og hviskede i mit øre; "Pas nu på jer selv."

Jeg husker tydeligt den sidste gang jeg så hende. Som hun stod der i vores smalle entré, og smilede, iført en blå top, og et par korte gule shorts, fordi hun altid havde nægtet at gå i sommerkjole eller nederdel. Hendes stædighed, og sommetider underlige holdninger, er noget af det jeg har arvet efter hende.

Jeg husker tydeligt den sidste gang hun så på mig. Hendes blå øjne, der lignede mine så meget, lyste af ægte glæde og kærlighed, imens hun stod og vinkede til mig og min far.

Jeg husker tydeligt det sidste hun sagde til mig. "Ligemeget hvad der sker, så husk at jeg elsker dig." 

Ordene har gentaget sig i mit hoved, ligesiden hun sagde dem. Hun sagde altid sådan, når jeg forlod hende, også selvom det kun var for få timer, men den sidste gang, er den eneste jeg sådan rigtigt husker.

Men det jeg husker allermest. Det der giver allermest genlyd i mit hoved, og det der jagter mig både nat og dag, er hendes dødskrig. Den skingre lyd der kom inde fra den store røde villa, da flammerne overtog det allersidste rum, som hun kunne flygte til. Det skrig, som i virkeligheden kunne have tilhørt hvem som helst, men som tilhørte hende. 

Min mor. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...