Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7383Visninger
AA

10. Kapitel 9

Egentlig ved jeg slet ikke hvorfor jeg sagde ja, til denne her middag. Jeg hader normalt sådan noget. Men jeg havde vel egentlig bare lidt brug for at komme væk, også selvom jeg hader at se Mia og Kian sammen.

"Værsgo at spise!" siger Mia, da hun har sat den sidste af de store gryder ned på bordet, og sat sig til rette ved siden af Kian. Jeg bliver bare siddende, uden at gøre mine til at bevæge mig. Jeg hader at være den første til at tage.

Kian sender mig et indforstået blik, og ryster let på hovedet, hvorefter han selv går igang med at øse kartofler over på sin tallerken. Da han er færdig rækker Mia og jeg ud efter dem på præcis samme tid, hvilket efterlader os begge med hånden i vejret, men uden at række den frem.

"Du tager bare først," smiler jeg og trækker min hånd til mig igen. Heldigvis gør hun det, uden videre protest.

Jeg ved ikke rigtigt hvad det er, at der er imellem mig og Mia. Hun prøver altid at være sød over for mig, hun smiler venligt, giver knus når jeg kommer, og snakker med mig om alt muligt. Men så alligevel er det som om, at der er et eller andet mystisk ved hende. Som om, at selvom hun gerne vil have det til at se sådan ud, så er sandheden at hun i virkeligheden slet ikke kan lide mig. Jeg hader den fornemmelse, for hun virker virkelig sød, men den er der er alligevel.

Kian bryder tavsheden ligeså snart vi alle har fået mad på vores tallerken og er gået i gang med at spise: "Nå Mia. Vil du vidrebringe den gode nyhed eller skal jeg?"

Mia smiler, og ligger sin kniv og gaffel fra sig. Jeg havde helt glemt alt om den nyhed Kian havde snakket om, i min forvirring omkring Lemoni, men følelsen fra igår, af at nyheden i virkeligheden slet ikke er god, sidder igen i mig.

"Jeg kan da godt fortælle det," begynder hun med et gådefuldt smil. Så stopper hun lidt, ligesom for at øge spændingen.

Kian ryster på hovedet af hende, og overtager. "Mia er gravid."

Hans blå øjne er lyst op i en ægte glæde, som jeg ikke har set i meget lang tid, og det store smil som sidder klistret på dem begge to, er uden tvivl helt ægte.

Jeg tager mig sammen, og sender dem begge et stort falsk smil. "Det er da fantastisk! Tillykke!"

Jeg overvejer et øjeblik at rejse mig op, for at give dem begge et knus, men jeg bliver alligevel siddende. Jeg vil ikke risikere at de ser, hvad der gemmer sig bag mit smil.

Sandheden er at de begge to ligeså godt kunne have hældt en spand koldt vand ned over mig. Ja, det ville jeg faktisk klart have foretrukket, hvis jeg havde fået valget.

Mia er gravid? De tre ord vil slet ikke give mening i mit hoved, selvom jeg godt ved at det er det endelige bevis. Det der gør, at Mia aldrig vil forlade Kian, ligemeget hvor meget jeg håber på det.

Alting var bare meget nemmere dengang Mia ikke var der. Dengang var jeg ikke flov over at blive hos Kian, hvis jeg følte jeg havde brug for det, og dengang kunne jeg altid komme over, hvis jeg havde brug for en filmpartner, eller manglede en skulder at græde ud ved.

Og så nu. Nu hvor jeg har mere brug for ham end nogensinde, så er hun i vejen. Så er hun den, som sidder og ser film med ham om aftenen, og så er det hende der altid græder ud ved hans skulder. Nu kan jeg ikke bare komme og gå, som jeg har lyst til, og pludselig er der en som jeg skal dele min elskede bror med. Og hun vil aldrig forsvinde igen. Ikke efter dette.

"Tænk sig, at du skal være tante, Isabella," griner Kian, og river mig ud af mine tanker. Det giver et sæt i mig, da det går op for mig, hvad han sagde.

"Ja!" sprutter jeg, og hoster en gang, da jeg er ved at få maden galt i halsen. "Ja, det er ret vildt."

Tante? Endnu en af de ord og sætninger som ikke vil give mening. Jeg er jo for pokker kun atten år? 

"Har i spekuleret over nogen navne?" spørger jeg, for at skifte emnet. Nu skal denne her aften bare overståes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...