Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7457Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg løfter hurtigt og skræmt blikket fra bogen, og stirrer pludselig direkte ind i mine egne blå øjne. Det er præcis som at se sig selv i spejlet, bortset fra at de øjne jeg ser, slet ikke udstråler det samme som jeg føler. Derfor ved jeg også lynhurtigt, at det ikke er et spejl der er foran mig, men et helt andet menneske.

Lemoni.

Jeg jager mine hæle ned i gulvet, så hårdt at den stol jeg sidder på, er tæt på at vælte bagover, men heldigvis redder væggen mig i sidste øjeblik. Forvirret og skræmt får jeg den stillet rigtigt igen, og giver mig til at stirre på den dobbeltgænger som står foran mig og ser lyslevende ud. Det kan ikke passe. Det må være dagbogen der har fået min fornuft til at forsvinde? 

Lemoni smiler lidt ved synet af min ansigtsudtryk, men ser så lynhurtigt alvorlig ud igen. "Kan du høre mig?" spørger hun overrasket.

Jeg siger stadig ikke noget. Jeg sidder blot og stirre på hende, imens jeg forsøger at rode alle de kludrede tråde ud i mit hoved. Det her kan ikke være rigtigt!

I et panisk forsøg på at overbevise mig selv fuldstændigt om at jeg ser syner, rejser jeg mig op, og forsøger at røre hende på skulderen.

Min hånd går lige igennem og bliver med ét iskold. Jeg flyver tilbage med et sæt, og lander igen på stolen.

"Undskyld. Det var ikke min mening at skræmme dig," siger Lemoni oprigtigt, og rækker en beroligende hånd ud, som hun dog hurtigt trækker til sig igen.

"Er det dig er der er Lemoni?" får jeg fremstammet.

"Ja," svarer hun, og tilføjer så: "og det er også mig der har skrevet dagbogen, som du sidder med i hånden."

"M-men.." begynder jeg, uden rigtigt at vide hvordan jeg skal fortsætte. Sidder jeg virkelig og taler med et spøgelse, som er hundrede år gammelt?

"Vi har ikke ret meget tid, så jeg bliver altså nødt til at sætte dig ind i tingene med det samme. Min dagbog er magisk, som du måske nok har opdaget, og jeg er ikke sikker på, at det, at du kan se mig, er nogen særlig god ting. Det er ikke til at sige, hvad der sker, når jeg forsvinder," siger hun hurtigt, og ser indgående på mig.

"Hvad mener du?" spørger jeg panisk.

Lemoni skal til at åbne munden igen, da min telefon ringer. Hun forsvinder i en støvsky med det samme, og jeg sidder igen tilbage, alene.

"Det er Isabella," siger jeg automatisk, da jeg har løftet røret op.

"Hey søs," lyder Kians stemme. "Jeg tænkte på om du ikke vil komme over og spise hos os i morgen? Vi har noget vigtigt at fortælle dig." Han lyder glad, og det får mig til at smile, selvom chokket stadig sidder dybt i mig. 

"Det lyder da dejligt," svarer jeg, og forsøger at lyde lige så spændt, som det forventes af mig.

"Fint! Så ses vi bare klokken syv. Passer det dig?"

"Det er helt fint!"

Jeg ligger på, uden rigtigt at tænke over, hvad det er jeg lige har sagt ja til. Faktisk virker samtalen allerede fjern i mit hoved. Som om den var foregået i går. Og selvom jeg utroligt gerne vil ignorere min ubehagelige mavefornemmelse, så er jeg næsten sikker på, at den nyhed Kian har, slet ikke er så god endda..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...