Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

86Likes
188Kommentarer
7923Visninger
AA

8. Kapitel 7

Min hjerne kan slet ikke kapere alle de mystiske ting jeg har oplevet inden for så få minutter. Jeg begynder at tænke over, om det hele i virkeligheden bare er en drøm, som jeg ikke kan vågne fra.

Med sløve og lidt zombieagtige bevægelser, lukker jeg dagbogen i igen, og sætter mig bare til at stirre ud i luften, imens jeg prøver at kode alle de umulige ting sammen. Først den underlige indledning på dagbogen, så glasset der smadrede, så dagbogen, der blev stenhård, så stemmen, så amuletten med tekst på, og nu et billede af en pige der ligner mig på en prik. 

Det kan da for pokker ikke passe?

Men inderst inde så ved jeg godt, at det gør det. Det hele er virkelig sket, som jeg så det, også selv om det virker fuldstændigt utroligt.

Efter at have siddet på køkkenbordet i et ubestemt tidsrum, går jeg ind i stuen og henter min gamle Nilfisk-støvsuger, for at få ryddet alle de glasskår væk, som ligger og flyder. Men mest af alt, er det blot fordi jeg trænger til at lave et eller andet, der kan få tankerne væk. Også selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke hjælper at gøre rent.

Da glasskårene er væk og jeg har dobbelttjekket, at der ikke ligger flere af de sylespidse glasstumper rundt omkring, kan jeg igen ikke lade være. Den brændende nysgerrighed er vendt tilbage og har overdøvet min frygt.

Jeg tager dagbogen op fra køkkengulvet, hvor jeg endnu en gang har haft efterladt den, og bliver en smule overrasket over at den endnu ikke har forvandlet sig til sten igen. Den ser ud præcis, som da Kian og jeg fandt den.

Jeg bladre op på første side, hvor den klæbende lim ikke længere virker. Billedet af Lemoni er der endnu, og jeg stopper et øjeblik ved siden, for endnu en gang at overbevise mig selv om, at pigen virkelig ikke er mig. Så bladrer jeg videre til den næste side, og læser indledningen igen. Den giver mig stadig intet hint om, hvorfor jeg ligner pigen på billedet, eller hvem hende 'den udvalgte' er.

Jeg tøver lidt inden jeg bladre om endnu en gang. Af en eller anden grund, er jeg næsten sikker på, at der vil stå noget andet end advarslen, men jeg plejer ikke at være særlig god til at stole på mine instinkter.

Forsigtigt, og klar til at smække bogen i med det samme, gør jeg det dog alligevel. Jeg ved jo godt at der intet sker, ved at se teksten igen, og nå at lukke bogen igen. Det håber jeg i hvert fald ikke at der gør.

Men denne gang er der ingen advarsel på siden, og der er meget mere tekst end der var før. Mine øjne begynder automatisk at glide ned over linjerne.

Den 5. Juni 1910

Goddag frk dagbog

Jeg er nu naaet til den Del af dig, som kun hun kan læse. Det gør mig en smule tryg, men ogsaa kun lidt. For skønt det kun er hende, saa ved jeg jo intet om, hvem hun er. Jeg ved ikke, om hun blot er en, som vil gøre nar af mine Hemmeligheder, og finde morsomheder i mine inderste Tanker.

Endskøn maa jeg dog berette, om min Viden. Den Viden som for evigt vil have forandret mit Liv, og den Viden, som har foræret mig nogle Valg, som jeg skal være meget stolt over. Ser du, Du Som Læser Dette, så har jeg nemlig fundet min Dobbeltgængers Dagbog.

...

Mine øjne når ikke længere før stemmen fra før afbryder mig. Denne gang lyder den dog meget mere klar, og sikker end før. Denne gang er jeg sikker på, at den ikke er indbildning.

"Du behøver altså ikke sidde der og tyde mine kravertær. Jeg kan også bare selv fortælle dig det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...