Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7385Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg giver mig endnu en gang til, at stirre febrilsk rundt i værelset, men jeg kan intet andet, end at konstatere at jeg stadig er alene, og at stemmen naturligvis løj.

Med hurtige og paniske bevægelser stopper jeg alle de gamle ting ned i den gule Nettopose igen. De skal bare ud og væk. Jeg har allerede fået nok af de mystiske ting.

Med et suk indser jeg, at jeg er nødt til at gå ud i køkkenet og hente dagbogen. Jeg tager et dyb indånding, og stikker lynhurtigt i mine sutsko, så jeg ikke kommer til at træde i alle glasskårene.

Det overrasker mig lidt, at køkkenet stadig ser ud, som da jeg forlod det, for et par minutter siden. Så ryster jeg på hovedet af mig selv. Selvfølgelig er der ikke sket noget, og jeg ånder lettet op, da jeg finder ud af at dagbogen igen har sin normale facon, og er blevet blød og let, som den hele tiden har været.

Nygerrigheden brænder i mine fingre. På trods af at jeg er utrolig skrækslagen for denne lille genstand, og at jeg stadig bare helst gerne vil af med den, så kan jeg ikke lade være med at åbne den igen. Jeg bliver nødt til at se, om jeg kan finde ud af noget mere, om dens hemmelighed.

Mine fingre ryster, da jeg slår det lilla omslag til side, og det går op for mig, at jeg har overset noget. Bogens allerførste side er klæbet sammen med omslaget, og det eneste der afslører at den alligevel er der, er et enkelt lille hjørne, som limen har givet slip på.

Forsigtigt, så den eventuelle skrift, ikke bliver visket ud, eller revet i stykker, forsøger jeg at adskille den gulnede side, og det bløde omslag.

Det tager lid tid, men det lykkedes til sidst. Det er kommet lidt skrammer, men jeg kan alligevel sagtens se hvad formålet med siden er, og jeg må ligge låg på mig selv for ikke at komme med et eller andet udbrud.

Midt på siden er der et billede. Det kunne somend sagtens være et ganske almindeligt billede af en ganske almindelig pige, som sagtens kunne have levet for hundrede år siden, men det er det ikke. Billedet forestiller en mørkhåret pige, med nogen meget påfaldende blå øjne. Hun har en pæn lille velformet næse, og en mund der sidder lige tilpas, med hverken for tygge eller for tynde læber. Hun er iført en hvid kjole med korte ærmer, og hendes hår hænger løst ned ad skulderen på hende.

Hun ser egentlig ikke særligt speciel ud. Men hun er speciel, i hvert fald for mig. For det mystiske ved det billede er at hun ligner mig på en prik. Alt ved os er fuldstændig ens, men jeg ved at pigen på billedet ikke er mig. Det kan det jo ikke være, når jeg aldrig husker at have båret denne kjole? Og jeg heller aldrig har gået under navnet Lemoni?

Mine øjne finder ned til billedteksten nedenunder, og min forbløffelse bliver om muligt endnu større.

 

Denne Bog tilhører Lemoni Lærke Hansen, født 1892.

 

Der finder jeg så den endelig afgørelse, af at min hukommelse intet fejler. Det er virkelig ikke mig på billedet, men en pige som levede for hundrede år siden, og som jeg aldrig før har hørt om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...