Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7381Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg stirrer måløst på den lille lilla bog i min hånd. Den føles ikke længere som en bog, men i stedet som en sten. En kold og hård sten. Jeg indser lynhurtigt, at det er umuligt at få den op igen.

Et øjeblik prøver jeg at fortælle mig selv, at det som lige er sket, slet ikke skete. At jeg aldrig har kunnet åbne den, at jeg aldrig læste noget i den og at det smadrede glas lå der i forvejen.

Selvom jeg godt ved, at alt det jeg lige så, var virkeligt så lykkedes det mig faktisk at overbevise min hjerne. Simpelthen fordi at det ville være for urealistisk, hvis det rent faktisk var rigtigt.

Uden rigtigt at tænke over det giver jeg slip på bogen, og lader den falde ned. Denne gang lyder der ikke et let bump, men en højt brag. Så højt, at jeg et øjeblik er bange for om jeg får problemer med min underbo.

Jeg lader den ligge, og med rystende hænder, går jeg i steder over for at kigge på de andre ting. Da jeg har vendt ryggen til dagbogen, er jeg næsten bange for at vende mig om igen. Selvom jeg nødigt vil indrømme det, så er jeg faktisk bange for den.

Jeg tager den lille pose som de andre tre ting ligger i, og går ind på mit kontor, hvor jeg lukker døren. Jeg vil bare væk fra dagbogen, og jeg fortryder mere end inderligt, at jeg ikke bare tog imod Kians tilbud. Sandheden er jo at jeg virkelig hader at være her, helt alene. Det eneste der holder mig ved selvskab er minderne og drømmene. Og de er intet rart selvskab.

Jeg rydder det meste af mit skrivebord, med en enkelt armbevægelse, hvorefter jeg hælder den gule netto poses indhold ud over det lysebrune, og efterhånden ret slidte, træ. Det giver en klirrende lyd, som skærer forfærdeligt i ørerne.  

Det lille lommeur går i stykker, da det rammer der hårde træ. Glasset splintres, og den ene af viserne knækker midt over. Med en impulsiv bevægelse fejer jeg det væk fra bordet, og direkte ned i min papirkurv. Nu ligger der kun to ting tilbage. Amuletten og bogen.

Jeg samler amuletten op, og sætter mig på min skrivebordsstol imens at jeg betragter den. Tankerne om den uhyggelige dagbog danser stadig rundt i mit hoved, og gør det svært for mig at koncentrere mig. Jeg er mere bange for at være alene, end jeg nogensinde har været før.

"Du er ikke alene."

Med et sæt vender jeg rundt på stolen, og ser mig omkring i værelset med et flakkende blik for at finde stemmens ejermand. Mit hjerte sidder oppe i halsen, men jeg kan intet se. Jeg er stadig alene. Så forbandet alene.

"Du lyver!" råber jeg fortvivlet, og endnu engang begynder tårerne at strømme ned ad mine kinder. Jeg er næsten sikker på at stemmen tilhører min mor. Alligevel ved jeg jo udmærket godt, at det ikke er hende. Jeg ved godt, at hun er væk. For altid.

Mine fingre holder krampagtigt fast om amuletten. Med stive bevægelser giver jeg slip på den, og lader den falde ned på bordet igen. Et øjeblik sidder jeg blot og stirrer ud i luften. Så går det op for mig, at der er en tekst indgraveret på amuletten.

"Jeg er Nøglen." 

Jeg vil sværge på at den ikke var der før. Den dukkede helt sikkert først op efter stemmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...