Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7380Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg ånder lettet op, da jeg igen træder ind af døren til mig egen lejlighed. Selvom jeg elsker at besøge Kian, så kan jeg bedste lide at være hjemme. Det er i hvert fald det, som jeg forsøger at bilde mig selv ind, mest af tiden.

Jeg stiller Netto posen med de gamle arve sager fra mig, og tager den første genstand jeg får fat i, op. Det er dagbogen. Med ligegyldige bevægelser slår jeg op på første side. Klar til at opdage at den, som forventet, er tom, og at den ikke er noget værd. Dog opdager jeg hurtigt, at der er tekst i, og uden at tænke over det bevæger jeg mig ud i køkkenet imens jeg læser.

 

Goddag frk. Dagbog.

Jeg ved allerede nu, at jeg ikke bryder mig om dig. Jeg hader at vise mine svage Punkter frem og det er jo præcis, hvad du er beregnet til. Ja faktisk, saa vil jeg helst lade som om at de svage Punkter slet ikke eksisterer.

Men jeg er nødsaget til at skrive i dig, thi jeg ikke kan lade dig vide hvorfor. Det jeg kan berette er dog, at der på et Tidspunkt er en bestemt Person, der skal læse i dig. En bestemt Person, som maa vide alle disse dybe Hemmeligheder. 

Ser du, frk. dagbog. Jeg har nemlig fundet Hemmeligheden, og det er blevet mig fortalt at jeg skal bringe min Viden videre. Ikke til hvem som helst, men til én. Denne Hemmelighed skal leve, selv naar jeg ikke længere gør.

Til dig, kære Person. Dig, som er den eneste der rent faktisk har tilladelse til at kigge på disse guldnede Sider. Til dig vil jeg kun sige: 

Held og lykke, og jeg vil haabe at du træffer de rigtige Valg, naar du naar til Enden!

- Lemoni

 

Jeg læser ordene på siden igennem utroligt mange gange, men jeg forstår dem stadig ikke. Det er så mystiske, og kryptiske, men alligevel, så føler jeg allerede nu, at de er en del af mig. Men jeg har jo ikke selv skrevet dem?

"Lemoni.." mumler jeg lavmælt og eftertænktsomt for mig selv. Navnet siger mig absolut ingenting, og jeg har aldrig hørt det før. Mest af alt vil jeg bare gerne lukke bogen, og smide den ud. Præcis som det hele tiden var meningen. Men det gør jeg ikke. For selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ikke er den person, som skal læse ordene, eller at noget af det overhovedet kommer mig ved, så er der et eller andet, dybt i mig, som skriger i protest, hver gang jeg tænker på at smide bogen væk.

Nysgerrigt bladrer jeg frem til den næste side.

 

Du er ikke hende, som denne Bog er skrevet til. Luk venligst Bogen inden for 3 Sekunder.

 

Beskeden overrasker mig som sådan ikke, og et øjeblik sidder jeg endda også med et lille smil på læben. Jeg kunne da også have sagt mig selv, at denne "Lemoni" blot var en person, som kunne lide at lave numre med folk.

Smilet på læben bliver siddende, lige ind til at de tre sekunder er gået. Selvfølgelig tænker jeg ikke over, at bogens trudsel kan være ment alvorligt, og derfor lukker jeg den ikke i tide.

Med et let bevægelse smutter bogen ud af hånden på mig, og lander på gulvet med et let bump. Lige i dét den lander, smadrer et af de glas, som står på hylden i mit lille køkken med et højt knald, og med ét er hele køkkenbordet og det meste af linoleumsgulvet fyldt med bitte små knivskarpe glasskår.

Målløst samler jeg bog op igen, og forsøger at bladre om på den første side med den kryptiske besked. Måske der er noget jeg har overset? Et hint til, hvem hende som bogen er skrevet til, er?

Men der er et problem. Den lilla bog vil ikke åbne.

Ligemeget hvor febrilsk jeg prøver, at få det lilla omslag til at give efter, så føles det pludseligt som om, at det underlige materiale, der før var så blødt og fint, pludselig er forvandlet til stenhårdt metal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...