Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7422Visninger
AA

4. Kapitel 3

Dagbogen er det første der springer mig i øjnene i dét jeg åbner kassen. Først tænker jeg ikke på, at den kan være så speciel efter som, at den af en eller anden grund, er helt lilla. Jeg tror bare, at den er blevet smidt ned oven i kassen ved en tilfældighed, og at den er endnu en af de legesager, fra min barndom, som jeg aldrig fik brugt.

Jeg tager den op, for at se hvad der ellers ligger i kassen, og en fugtig og muggen lugt slår min næse i møde. Da jeg begynder at tage tingene op, bliver lugten værre, og til sidst er den så slem, at selv den giftige lugt af nyt maling, ikke kan stille ret meget op.

Da jeg har fået åbnet et vindue, går jeg igen hen til kassen, og betrager det, som jeg har fundet i den. Jeg har refleksmæssigt sorteret tingene i genstande, som så spændende ud og ting, som bare skulle smides ud.

I bunken med ting, der ser spændende ud, ligger der en amulet i en lang tyk lædersnor, en gammel bog, som jeg endnu ikke har fået kigget i, og et lille lommeur, som er gået i stå.

Hvis nogen spørg mig, så ved jeg ikke, hvorfor jeg lige præcis har valgt disse ting ud. Der er ingen af dem, som man rigtigt kan bruge til noget, præcis som alle de andre ting i kassen. Alligevel føler jeg, at jeg må beholde dem. Eller i hvert fald lige kigge på dem en ekstra gang.

Jeg kører min hånd en sidste gang i gennem kassen, og bander lavmælt da min finger støder på noget skarpt, og en svigende smerte opstår, lige under mig pegefingernegl. Jeg læner mig frem, for at finde ud af, hvad det er jeg har skåret mig på, men det eneste jeg kan se, er en lille mønt, som sidder gemt ovre i det ene hjørne. Jeg prøver at tage den, men af eller anden grund, er den som klistret fast til papkassens side, og jeg opgiver det hurtigt. Det er bare en ganske almindelig en-øre, som man kan skaffe alle steder.

"Kian!" råber jeg, og trækker min hånd op af kassen, imens jeg gnider mine to fingre spidser imod hinanden. De er helt klistrede efter at have rørt ved mønten, og jeg gætte mig frem til, at den må have været smurt ind i lim.

"Ja, Isabella?" lyder det inde fra stuen. Et kort øjeblik efter kan jeg høre hans skridt i entréen.

"Jeg er færdig. Du kan smide det meste af det ud, men jeg vil gerne beholde disse tre ting," siger jeg, med min blødende pegefinger i munden. Jeg peger over på bunken med bogen, amuletten og det lille lommeur.

Kian ser undrende på mig, men smiler så. "Fint nok. Gider du ikke putte de ting, som jeg skal smide ud, op i kassen igen så? Så kan jeg nemlig bære det ned, med det samme."

"Jo, det skal jeg nok," svarer jeg, og begynder at putte tingene tilbage i kassen en efter en, fordi jeg pludselig kun har en hånd at arbejde med. Det går langsomt.

"Hvad har du lavet ved din finger?" bemærker Kian, og kommer igen hen til mig, selvom han ellers var ved, at gå ind i stuen igen.

"Ikke noget," mumler jeg, og tager fingeren ud af munden, hvorefter jeg prøver at skjule den bag mig ryg, så han ikke kan se, at den er såret.

"For pokker da Isabella. Selv ikke de gamle arvesager, kan være søde ved dig vel?" joker han, og jeg dasker lidt til ham, med den raske hånd. "Jeg skal nok hjælpe dig, så."

Med bevægelser, der er meget mere effektive end mine, begynder han at putte alle tingene fra den store bunke op i kassen igen. Han stopper først, da der kun ligger en ting tilbage på gulvet, udover tingene jeg ville gemme.

Den lilla dagbog.

"Hvad er det her?" spørger han, mest henvendt til sig selv, og samler bogen op. Han skal lige til at åbne den, da en pludselig indskydelse, får mig til at snuppe den ud ad hånden på ham. 

"Den vil jeg også gerne gemme!" siger jeg ivrigt, og smider den over til den anden bunke. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er der har fået mig til at reagere så pludseligt, men med det samme ved jeg bare, at han ikke må læse i dagbogen. Gad vide om jeg måske alligevel har skrevet et eller andet hemmeligt i den, som kun min underbevidsthed husker?

"Ehh.. Okay," siger han en smule overrasket, men han protesterer heldigvis ikke. I stedet løfter han, den tilsyneladende meget tunge kasse op i favnen, og forlader endnu en gang rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...