Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7455Visninger
AA

26. Kapitel 25

"Er der ikke en eller anden der vil være sød, at fortælle mig, hvad der foregår?" spørger Kian, da jeg igen står i hans og Mias køkken. Den dyrebare bog er forsvundet fra Mias greb og suset har fortaget sig igen. "Er der et vindue der er åbent? Og hvor blev bogen af?"

"Om få sekunder vil du ikke kunne huske at du har set det her, fordi du praktisk talt slet ikke har været vidne til det," svarer jeg kort, og husker mig selv på, at jeg må forhindre Mia i at ødelægge bogen, så den kan forblive intakt til den næste dobbeltgænger. "Derfor gider jeg altså ikke lige bruge energi på at forklare det."

Selvom jeg hader at indrømme det, så er min irritation på Kian ikke blevet mindre. Selvom han i princippet ikke er skyld i noget af det her, så er hans konstante mangel på situationsfornemmelse, ved at gå mig på nerverne.

"Hvad er der i vejen med dig, i øjeblikket?" spørger Kian en smule vredt, og vender mig, så jeg er tvunget til at se ham ind i øjnene. Den dårlige samvittighed overfalder mig med det samme, og jeg må bruge alt min energi på at fastholde mit irriterede og stålfaste blik.

Mia, der har været helt stille, siden det gik op for hende, at bogen nu igen er i sikkerhed, åbner munden: "Kian, du må for alt i verden ikke slippe hende af syne," siger hun stille og forskrækket. Hun ved udmærket hvad det er der vil komme til at ske.

"Hvorfor dog ikke det?" spørger han undrende.

"Fordi hun lige nu er i færd med at finde ud af, hvordan hun kan min baby fra mig. Og du vil opdage, at hun vil have forbløffende let ved det."

Et øjeblik overvejer jeg faktisk at sætte Kian ind i situationen. Jeg er faktisk sikker på at han vil forstå og være enig i mit valg. Han savner jo vores mor ligeså meget som mig? Men jeg beslutter alligevel at lade være. Det er for farligt, hvis han reagerer uventet.

I stedet giver jeg mig til at fokusere på, at få Kians amulet fra Mia. Selvom jeg ikke er i stand til at anvende den, så skal jeg jo bruge tilslutningen i den, til at kanalisere livskraften i Mias baby. Og derefter fjerne den.

Det går faktisk forbløffende let. Eftersom at Mia ikke selv kan gøre brug af amuletten, og jeg har fået en lille lektion af Lemoni, i, hvordan jeg anvender simpel magi, er det hurtigt at få amuletten til at smutte ud af Mias hånd og over i min.

Men Mia giver ikke op. Hun udstøder et frustreret hyl, og løber hen imod mig, hvorefter hun vælter mig omkuld. "Kian, hjælp mig! Gør alt hvad du kan, for at hun mister fokus!" råber hun, men Kian reagerer ikke. Han står bare og ser fuldstændigt paf fra den ene til den anden.

Der ikke ord for, hvor hårdt det er, at skulle begå sådan en stor forbrydelse imod sit eget kød og blod. Den baby, som jeg er nødt til at slå ihjel, er min nevø eller niece. Den er min brors barn! Men det, at Mia er så tæt på mig, gør bare opgaven lettere. Der gå ikke mere end et par sekunder, før jeg mærker barnets livskraft i mig, og jeg ved, at jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil med den. Jeg har det lille skræmte sind i min magt.

"Undskyld," hvisker jeg, da jeg slukker den sidste lille livskraft, og jeg mærker sindet forsvinde. Mia slipper mig, og kommer på benene. Hendes blik er pludseligt fuldstændigt tomt, og hendes arme hænger opgivende ned langs siden.

"Jeg mærkede det," siger hun tonløst. "Hun er væk."

Hendes vilde isblå øjne er nu helt rolige og livløse. Tårerne er langsomt begyndt at trille ned ad hendes kinder, og for første gang i alt den tid jeg har kendt hende, har jeg oprigtigt ondt af hende. Hun ser fuldstændigt fortabt ud, som hun står der.

"Rolig nu, skat," siger Kian og trækker hende ind til sig. "Selvfølgelig er hun ikke væk. Hvad end det er, som Isabella kan, så ved jeg da at hun aldrig kunne drømme om, at skade vores baby."

"Hun er væk, når jeg siger det!" råber Mia, og begynder at hulke imod Kians skulder. Han trøster hende, og sender mig et forvirret og spørgende blik.

"Jeg er ked af det Kian. Men det er det bedste for alle," hvisker jeg, og forsvinder endnu en gang for øjnene af ham, inden han når at svare.

Hans forvirrede og sorgfyldte blik, er det sidste jeg når at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...