Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7462Visninger
AA

25. Kapitel 24

"Hvorfor fortæller du mig ikke sådan noget?! Hvis Tamra ved alt, hvorfor hjælper hun os så ikke med det her problem i stedet for at lade os søge rundt i den åndsvage gamle bog?" spørger jeg vredt, og laver et opgivende kast med hovedet.

"Tamra ved da heller ikke alt," forsvarer Lemoni, og jeg bliver lidt forskrækket da jeg opdager at det rent faktisk er lykkedes mig at gøre hende lidt vred. "Men hun ved en del om tidsrejser, og det er før set, at en dobbeltgænger er rejst tilbage i tiden ved hjælp af forskellige ting. Du kan vidst nok læse det, under det kapitel der hedder Atypiske Tidsrejser. Men efterson at du ikke længere har det, og jeg ikke har læst det, så er Tamra trods alt en god kilde, ikke?"

"Undskyld," mumler jeg en smule forlegent. "Men som jeg sagde, så kan det også være lige meget. Jeg vil ikke gøre det imod Kian," fortsætter jeg beslutsomt.

"Det er jo ikke fordi han aldrig kan blive far. Ligeså snart barnet er uden for rækkevidde, så stopper tiden jo, og når du vender tilbage, vil din mor være der og hverken dig eller ham, vil længere have brug for jeres magi. Så vil i begge få børn, og jeres forældre vil blive bedsteforældre, måske endda sammen? Husk hvad du vil være i stand til at ændre på."

Noget inde i min hjerne koliderer i dét jeg hører hende fortælle, at jeg kan forhindre min far i at gøre det han har gjort. Skal jeg virkelig hjælpe ham ud af den knibe, som han hundrede procent selv er skyld i? Skal jeg lade min mor leve i et falskt forhold, blot fordi jeg forhindrer min far i at være utro, uden at hun ved det?

Selvom det lyder fuldstændigt absurd, så har jeg faktisk lyst til det.

"Du vil også kunne forhindre Kian i at møde Mia," fortsætter hun lokkende. "Så vil han måske i stedet finde en, der kan være din veninde?"

"Nej!" nærmest råber jeg, og det giver et lille sæt i Lemoni. 

"Stille!" hvisker hun panisk. "Du har fodfæste nu, så du kan altså godt blive hørt. Og jeg har ikke så godt tid til at forklare dem det lige nu. Vi skal lige have dit problem af vejen først."

"Der skal ikke ændres på noget," bliver jeg stædigt ved. "Naturen har gået sin gang, og sådan bliver det bare nødt til, at fortsætte."

"Det er din beslutning," siger Lemoni og rækker opgivende sine hænder i vejret. "Jeg synes bare du bør tænke lidt mere over det. Der er så mange fordele og kun én ulempe."

"Du glemmer at det også vil kræve at jeg skal undvære alt det jeg kender i hundrede år, for så at vende tilbage og lade som om intet af det her er sket," påpeger jeg.

"Måske, men hvis du vælger at rejse, så har du ikke længere mig. Og jeg har ikke dig."

"Hvad mener du? Kan jeg ikke bare få din dagbog med tilbage, så jeg kan bruge den igen?" spørger jeg en smule panisk. En lille varme spreder sig i mig, da jeg kan høre, at hun ikke vil undvære mig. Det er længe siden jeg har følt mig i så dejligt velkomment selvskab af et andet menneske. 

"Nej, sådan fungerer det ikke. Tidsrejser er en af de ting der er i mod naturens love, og derfor kan jeg kun besøge dig indtil at jeg har vejledet dig det du har brug for. Og jeg er bange for, at vi er ved at være nået dertil," svarer hun og sender mig et bedrøvet smil.

"Jamen det er jo fordi det er meningen at det er sådan det skal være," forsvarer jeg, selvom hun har ramt et ømt punkt. 

"Men du er en tvilling! Det betyder at du har dobbelt så meget magt, fordi du er forbundet med et andet menneske med magi på en helt speciel måde. Det er altså noget de fleste, der kender til dobbeltgængerens eksistens, ville slå ihjel for. Og desuden så ville tvillingemagien jo heller ikke eksistere uden en grund."

"Men grunden er vel ikke, at jeg skal hjælpe mig selv? Og vil det sige, at jeg skal have fat i Kians amulet også?"

"Du hjælper heller ikke kun dig selv! Du hjælper din mor, du hjælper dem som har mistet hende, og du kommer måske til at kunne redde en masse andre ting, hvis du lære at håndtere din magi ordentligt. Og ja det skal du, men det er ikke fordi du kan bruge den. Den kan kun bruges af den retsmæssige ejer, som i dette tilfælde er Kian. Du skal bruge den, fordi den er din nøgle til barnets livskraft."

Jeg sukker. Det er efterhånden gået op for mig, at Lemoni har en pointe.

"Det er derfor Mia ikke kunne bruge den imod mig," mumler jeg, mest for mig selv. "Betyder det, at Kian har lige så meget magt som mig?" spørger jeg, for at skifte emnet. Jeg føler stadig at jeg har brug for, at tænke lidt mere over det.

"Ja, men det ville jeg nok undgå, at fortælle ham, hvis jeg var dig. Han kan ende med at blive din fjende."

 

_____________________________________________________________

Dadadadam.. Sidste kapitel kommer i morgen! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...