Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

85Likes
188Kommentarer
7727Visninger
AA

21. Kapitel 20

"Du fortæller mig, hvad det er du taler om! Og det er lige nu!" råber jeg vredt,og går truende hen i mod hende. Forgæves prøver jeg at vriste hendes fingre fri af bogen, og få hende til at holde op med at ødelægge den.

Det lykkedes faktisk næsten. Jeg er stærkere end hende, og jeg har fået låst den ene af hendes hænder om på ryggen. Men Kian ødelægger min koncentration, ved at forsøge at trække os fra hinanden.

"Slap så af! Begge to!" råber han, og det giver Mia lejlighed til at snuppe bogen, og holde den hen over vasken i en truende stilling.

"Kian, bland dig nu forhelvede uden om!" råber jeg vredt. Det får ham til at slippe mig helt. Det er sjældent at han ser mig så frustreret og rasende som nu.

"Et skridt nærmere og jeg slipper bogen ned i vandet," hvisler Mia, og ser triumferende på mig. Hun ved, at hun har vundet kampen.

"Okay, okay. Bare hver sød at fortælle mig, hvad du mener," siger jeg roligt, og prøver at få hendes vilde øjne til bare at respondere lidt på mit paniske og desperate blik. Men det virker ikke.

"Hvad tror du egentlig jeg er? Tror du virkelig jeg er så dum?!" råber hun, og giver sig igen til at rive flere sider ud af bogen. Jeg ved godt at der ikke er nogen vej uden om længere. Hvad end det var Lemoni ville have at jeg var opmærksom på, så bliver jeg bare nødt til at betale prisen.

"Stop så Mia! Hvordan fanden er det du opfører dig?! Det der er vores mors gamle ting?!" råber Kian hidsigt, og trodser mit budskab om at han skulle blande sig uden om. Et øjeblik fryder jeg mig over, at han endelig er blevet sur på hende. Det er på tide, at han indser, hvilken falsk kælling hun er. Hvad har jeg måske gjort hende? Jeg aner ikke engang, hvad det er hun taler om.

Jeg knuger den lille amulet i min hånd, og giver mig til at fokusere på bogen og Lemoni. I princippet ved jeg faktisk slet ikke, hvad det er jeg skal gøre, men jeg må stole på, at amuletten og Lemoni vil hjælpe mig. Det er vigtigt at jeg får bogen fra Mia, inden hun ødelægger nogen afgørende informationer.

Et sekund står jeg bare der med lukkede øjne, imens jeg skræmt lytter til den kradsende lyd, af sider der bliver revet i stykker. Jeg må ligne en eller anden sindsforvirret hypnotisør, for jeg kan høre, at Mia griner hånligt af mig.

"Tror du at magi kan hjælpe dig? Jeg har faktisk også hjælp på min side at du ved det!"

Hendes sætning, får mig til at miste fokus, og slå øjnene op. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad det er hun mener.

Det triumferende blik hærger stadig hendes ellers så kønne ansigt, og de isblå øjne, ser mere vilde ud end nogensinde. I sin ene hånd holder hun stadig bogen og i den anden befinder denne genstand sig, som hun tror hun kan overvinde mig med. Og det ved jeg faktisk ikke om hun kan.

Det er en amulet, der er fuldstændigt magen til min. Så identisk, at jeg bliver nødt til at tjekke om det rent faktisk ér min. Men det er det ikke, for min hænger stadig om halsen.

"Hvor har du den fra? Du kan da ikke være en af os?" spørger jeg og prøver at skjule panikken i min stemme. Hun må ikke se, at hun har ramt mig.

"Det er Kians amulet. Din bror har været så sød at låne mig den," smiler hun olmt.

Jeg ved pludselig ikke, hvor farlig den situation jeg står i, er. Jeg vidste slet ikke at Kian også havde en amulet. Har han så også magi? Og hvor meget? Der er alt for meget jeg ikke ved.

Jeg lukker igen øjnene og fokusere på, at få bogen fra hende på samme måde som før. Jeg bliver bare nødt til at tro på, at jeg er stærkere end hende, og Kians amulet.

Et kæmpe stort vindsus fylder rummet, og jeg modstår den åbenlyse trang til at se hvad der foregår. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at holde mit fokus.

"Lemoni, hjælp mig," hvisker jeg, og knuger om muligt amuletten endnu hårdere ind til kroppen. Suset tager til i styrke, og mit løse brune hår hvirvler omkring mit ansigt.

"Isabella, hvad sker der!" lyder Kians fjerne stemme, men jeg ved at det ikke vil nytte at svare ham.

Suset fortsætter et øjeblik mere og så bliver alt med ét stille, og tomt. Jeg kan intet høre til at starte med, men da jeg lytter efter  er der alligevel en stemme der trænger igennem. En stemme der er dejlig velkendt.

"Isabella! Fokusér på mig!" råber Lemoni, og jeg gør uden at tøve, som hun siger.

Hendes stemme bliver hurtigt tydeligere, og da jeg kan mærke hendes hånd på min skulder, kan jeg ikke længere modstå min trang til at åbne øjnene. Og foran mig afspejler der sig et helt andet rum, end det jeg stod i for et øjeblik siden.

"Velkommen til Valerias gods, den 3. august 1910," smiler Lemoni.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...