Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

85Likes
188Kommentarer
7694Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Du ligner ikke en, der har sovet ret meget?"

Sætningen kunne have været hånlig, eller ment for sjov. Men selvom jeg ikke kan se Kians ansigt, eller høre nogen spor af mening i hans stemme, så ved jeg, at han er bekymret. Jeg kender min tvillingebror alt for godt, på det punkt. 

Med et opgivende suk vender jeg mig rundt i mod ham. "Det har jeg heller ikke," svarer jeg, og sætter mig ned i den bløde røde sofa. Den sofa, som har stået i mit barndomshjem så længe jeg kan huske. Normalt kan jeg slet ikke holde ud at se på den, men jeg føler bare, at jeg er nødt til at sidde ned, og den er det eneste der står i nærheden, i den lille bekvemme stue, som sammen med et lille soveværelse, et kontor og et tomt rum, er bestanddelene af min brors lejlighed. Køkkenet ligger i forlængelse af stuen.

Sofaen og en kasse med arvestykker er de eneste minder vi har, og det er kun fordi at Kian fik sofaen foræret da han flyttede hjemmefra. Arvestykkerne overlevede kun branden fordi de havde stået i det eneste haveskur, som ikke var blevet ædt af de grådige flammer.

"Jeg er ked af, at jeg er nødt til at bede dig om det, men jeg har snart ikke plads til dem længere, og jeg vil gerne af med dem," sukker Kian og sætter sig ned ved siden af mig, imens han ligger en trøstende arm omkring mig.

"Det gør ikke noget. Jeg har jo sagt at jeg godt vil se, hvad det er, inden du smider det ud," siger jeg, og tvinger et smil frem, som næsten bliver ægte.

"Er du nu helt sikker på, at du kan klare at bo alene? Jeg bliver altså rigtigt bekymret for dig," bliver han ved. Jeg tror, at det er mindst hundrende gang, at han siger det, men han har også en god grund. Jeg har lignet en, der ligger på hospice de sidste fire måneder.

Månederne uden hende. Uden min elskede mor. Hende jeg kunne fortælle alt, hende jeg havde puttet mig ind til hver nat, når jeg havde mareridt, hende som jeg havde delt alt med, hende som havde opfostret mig, og lært mig hvordan livet skulle leves.

"Hold nu op med at være så bekymret. Jeg har det altså fint," forsvarer jeg, og rejser mig igen. "Dig og Mia skal på ingen måde være afhængig af mig." 

Jeg fortryder mine ord, så snart de er sagt. Det kom jo netop til at lyde som om at jeg gerne ville, når jeg sagde det på den måde.

"Jeg har det fint. På æresord," tilføjer jeg hurtigt, da jeg ser, at han skal til at åbne munden. Garanteret for igen at pointere at jeg er mere end velkommen, også selvom at Mia nok ville være uenig med ham.

Han ser indgående på mig. De blå øjne, der ligner mine så ufatteligt meget, ser på mig med en medfølelse, som jeg kan mærke i hele kroppen, og jeg ved med det samme at han ser sandheden. Sandheden om at jeg i virkeligheden slet ikke har det fint, og at jeg lige nu har allermest brug for, at han ligger armene omkring mig, og lader mig græde. Endnu en gang.

Heldigvis gør han det ikke, og selvom jeg har brug for det, så er jeg glad for at han lader være. Jeg orker ikke længere at være svag, eller græde. Jeg må simpelthen videre. Det ville hun have ønsket.

"De står herinde," siger Kian pludselig.

Taknemmelig over at han har revet mig væk fra de tanker, der var ved at udvikle sig, følger jeg med ham ned ad den lille gang i hans lejlighed, og ind i rummet nede for enden. Det tomme rum. Med en let bevægelse åbner han døren og gør tegn til at jeg skal gå derind.

Der dufter nymalet, og væggene er så hvide, at det næsten skærer mig i øjnene. Bortset fra den store flyttekasse i hjørnet, og en stige, med en spand maling på, indeholder rummet absolut intet, præcis som det plejer. Sandsynligvis på grund af at væggene stadig ikke er helt tørre.

"Jeg ved godt, at det virker underligt, at den står herinde, men den står simpelthen bare i vejen alle andre steder. Det er også derfor jeg virkelig ville være taknemmelig over at slippe af med den," siger Kian undskyldende. Jeg vender imod ham, og smiler endnu en gang, og denne gang bliver det ægte. Også selvom jeg ikke rigtigt forstår hans iver. Det her rum er jo stadig tomt, og det har det altid været. Hvad er der galt med, at den står her?

"Jeg vil gerne se hvad der er i den," siger jeg tydeligt og ligger tryk på alle ordene. Han gengælder mit smil og endelig ser det ud som om, at han tror på mig. Selvom han er min tvillingebror, og vi ligner hinanden på rigtigt mange punkter, så er han altså en del værre end mig, til at være for overbeskyttende. Til gengæld er jeg så den følsomme, og den som altid tuder over stort set ingen ting.

"Jeg er inde i stuen, hvis du får brug for mig," smiler han og forlader så rummet.

Et øjeblik står jeg bare og ser mig lidt omkring, imens jeg falder lidt i staver. Jeg spekulerer på, hvad der i virkeligheden er i den kasse, og om den overhovedet rummer et interessant indhold, eller om jeg bare bliver skuffet.

Min nysgerrighed lader mig ikke stå ret længe. Jeg trækker vejret dybt en sidste gang, og træder så hen imod den brune kasse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...