Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7377Visninger
AA

20. Kapitel 19

"Du kaldte på mig?" spørger Kian forvirret, og træder ind i værelset.

"Nej jeg gjorde ej. Jeg lå faktisk og sov," svarer jeg en smule irriteret, og fortryder igen at jeg kommer sådan til at bide af ham. Det er ikke med vilje at mine frustrationer skal gå ud over ham. Det er bare virkelig ikke særligt smart, at jeg ikke fik hørt hvad det var,  Lemoni sagde at jeg skulle være opmærksom på.

"Undskyld," siger han stille, og gør mine til at gå igen. "Det var altså ikke min mening at forstyrre dig. Jeg syntes bare, at jeg hørte dig kalde."

"Det gør ikke noget, jeg kan alligevel ikke sove mere," siger jeg hurtigt. "Må jeg ikke komme med dig ind, og se TV? Jeg kan ikke sove mere. Desuden så gør mit hoved slet ikke længere ondt. Jeg tror ikke at jeg fejler noget."

"Jeg ser ikke TV mere," svarer han. "Mia er kommet hjem, og er ved at lave mad. Men du er velkommen til at komme ind og sætte dig til bords. Jeg tror maden er færdig om lidt."

Lyden af Mias navn får kuldegysninger til at løbe ned af min ryg, og tanken om at hun er i huset får mit hjerte til at flyve helt op i halsen, men jeg prøver at ignorere det. Jeg har ikke lyst til, at skulle til, at forklare Kian, hvorfor hans kæreste skræmmer livet af mig.

"Ved Mia godt at jeg er her?" spørger jeg uskyldigt.

"Gud nej, det glemte jeg at sige. Hun var så stresset da hun kom hjem," mumler han, mest for sig selv. "Men jeg er sikker på, at det ikke er et problem."

Uden at sige mere følger jeg med Kian ud i den kridhvide entré, og ind i stuen, som er sammenkoblet med deres køkken. Mia står bag den lille bar, der mest fungere som køkkenbord, med ryggen til. Dybt optaget af, hvad end det er, der er igang med at blive kogt i hendes gryde.

Jeg når nærmest kun, at tage et enkelt skridt indenfor før hun er snurret rundt i mod mig, som en pil, og sender mig et væsende blik.

"Jeg smutter lige på toilettet, og så er jeg klar," smiler Kian tilsyneladende upåvirket af den knitrende stemning, der pludselig er opstået. Der er stille imens han forlader rummet, og med anspændt åndedræt lytter jeg efter hans skridt, der bliver mindre og mindre klikkende.

"Hvad i himlens navn?!" udbryder Mia, så snart hun er sikker på, at Kian er uden for hørevidde. Jeg svarer ikke, og gør mig blot umage med at se hårdt og stålfast på hende. Jeg vil ikke vise hende min frygt. "Hvad i himlens navn laver du her?!" gentager hun ophidset. "Gjorde jeg det ikke rimlig tydeligt, at jeg ikke vil have dig i mit  hus, eller skal man skære alt ud i pap for dig?" Hendes øjne lyner mere end det værste tordenvejr jeg nogensinde har oplevet, og jeg må anstrenge mig for at ignorere den frygt, der har sat sig fast i mig, og er ved at æde mig op indefra.

"Jeg leder efter min bog," siger jeg kort og roligt.

"Tror du selv bare, at du kan finde den? Jeg ved godt, hvad det er du er ude på, og du får aldrig lov at få den tilbage!" raser hun, og jeg får hurtigt et indtryk af, at hendes raseri kun er så kraftigt, fordi det er fremkaldt af en eller anden frygt. Men ligemeget hvor meget, jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke huske om hun sagde noget til mig, inden hun slog mig ned.

"Jeg tror der er et eller andet du har misforstået?" spørger jeg undrende og glemmer et øjeblik at være bange.

"Hvad er der at misforstå? Jeg har læst i den bog, og jeg ved godt, hvad det er du vil! Kian skulle aldrig have haft lov, at give den til dig!"

"Mia, er du ikke sød at fortælle mig, hvad det er du tror jeg vil gøre?" spørger jeg stille.

"Hvad er det i skændes om?" spørger Kian undrende. Han er kommet tilbage fra toilettet og hans stemme flyver som en pil i mellem os, og jeg må anstrenge mig for ikke endnu engang at blive sur på ham. Hans timing er virkelig elendig idag.

"Din kære søster er blevet magtsyg, og det er vores baby der kommer til at betale prisen. Men det ser du ikke fordi du er så forblændet af kærlighed!" råber Mia, og Kian ser blot endnu mere forvirret ud. Han åbner munden for at sige noget, men jeg afbryder. 

"Din baby?" spørger jeg undrende. "Hvorfor skulle jeg skade den?"

"Hvis det virkelig er sandt at du intet ved, så har vi været ubeskriveligt heldige, og så skal det forblive sådan," siger hun, og trækker en køkkenskuffe ud, hvorefter hun trækker den brune lurvede bog op og ligger den på køkkenbordet. Jeg ser undrende til, imens hun sætter bundproppen i håndvasken, og tænder for vandhanen.

"Hvad laver du?" spørger jeg en smule panisk.

"Jeg ødelægger din eneste chance for at redde din mor," hvæser hun, og med et snuptag har hun åbnet bogen er er begyndt at rive siderne ud én efter en, hvorefter hun smider dem over i håndvasken og lader dem smuldre i det kølige vand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...