Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

85Likes
188Kommentarer
7691Visninger
AA

19. Kapitel 18

"Det har jeg heller ikke nogen anelse om. Den dukkede bare op i favnen på mig, da du kaldte. Og jeg vil gå udfra, at du ikke længere er i stand til at bruge den. Det er ikke ret godt, for jeg ved at det kræver ekstrem stærk magi at trække en dobbeltgænger frem i tiden, uden hendes dagbog. Det er jo oprindeligt den der er nøglen, som du nok opdagede," forklare hun, og holder stadigt krampagtigt fast i den lille dagbog. "Desuden hvad mener du så med at Mia stjal amuletten? Du har den jo om halsen?"

"Det har jeg ikke haft hele tiden. Den dukkede bare op? Men vil det sige, at der er risiko for at jeg ikke længere kan kalde på dig, når du rejser tilbage?" spørger jeg, og jeg må anstrenge mig for at min stemme ikke skal begynde at ryste. Jeg bliver nødt til at have Lemoni. Hun skal jo hjælpe mig med at finde rundt i alt det her? Jeg kan under ingen omstændigheder klare mig med en støvet lærerbog, der er skrevet i et sprog, som man kun forstod for flere hundrede år siden.

"Det ved jeg ikke.. Men jeg frygter det. Og angående amuletten, så har det vidst noget at gøre med at den tilhører dig. Og så kan man ikke bare stjæle den. Det mener jeg at have læst."

"Rolig nu. Der står altså i bogen at en tvilling vil være i stand til alt muligt, som en almindelig dobbeltgænger slet ikke kan. Jeg kan sikkert bare blive ved med at bruge min amulet," beroliger jeg, men jeg har svært ved at skjule at jeg ikke rigtigt selv tror på det.

"Som jeg sagde før, så er dagbogen den normale nøgle. Og en dobbeltgænger der har så meget magt som dig, burde i realiteten slet ikke have brug for vejledning. Så jeg tror ikke at magien, der gør at du kan påkalde mig ellers, har været nødvendig. Grunden til at jeg skal kunne påkaldes af dig, er jo for at vise dig din magi. Der er simpelthen ikke nogen der har tænkt på, at det skulle kunne være muligt at have en reserve nøgle til at finde mig, eller hvad man kan kalde det," bliver hun ved, og nu har hun slukket mit håb fuldstændig.

Jeg sukker lidt trist. Måske kunne jeg godt finde ud af alle de her ting alene, men på trods af at hun er flabet, og at hun til tider skræmmer livet af mig, så er jeg kommet til at holde af hende. Hun er kun et spøgelse og jeg har ikke kendt hende ret længe, men det er som om at hun er den eneste der forstår mig i øjeblikket. Hun er der til at besvare alle mine spørgsmål, og hun minder mig om mig selv, selvom det måske mest er fordi at vores useender er så ens.

"Men du snakkede om noget med at Mia havde stjålet dine ting?" spørger hun ,og skifter dermed emnet tilbage.

"Ja," svarer jeg. "Men det ser ud til, at to af tingene alligevel er komme tilbage til os."

"Det er fordi at de tilhører os, som jeg sagde før, nu kan jeg godt huske hvad der stod. Du kan vidst finde det i lærerbogen. Et almindeligt menneske kan ikke stjæle noget fra en dobbeltgænger, medmindre dobbeltgængeren har givet tilladelsen til at de må tage det. Det undrer mig lidt at lærerbogen ikke også er dukket op," siger hun og kigger sig omkring, som om hun forventer at bogen ligger et sted i værelset. "Kan det måske være at Mia ved en eller anden tilfældighed har spurgt om hun måtte tage den, og du så har sagt ja?" spørger hun.

Mit hjerte flyver med det samme op i halsen. "Kian!" udbryder jeg højt, og takker i næste sekund for at han stadig ser TV. Han må ikke tro at jeg kaldte på ham. "Det kan Kian nemt have gjort da tingene lå hos ham. Gælder det ikke også, eftersom at han jo er min tvilling?" spørger jeg, og tilføjer så; "Ved du egentlig hvad Mia kan have ment med at jeg ville skade hendes baby?"

"Jeg kan ikke svare dig på noget af det. I det hele taget har jeg ikke hørt ret meget om det der tvillingemagi, fordi det er så sjældent. Men det kan godt være at du.." Hun når ikke at fuldføre sin sætning før at der lyder skridt uden for døren. 

"Isabella?" kalder Kian, og jeg kan høre at han kommer tættere på. Han må stå lige uden for døren nu.

"Vent lige lidt! Jeg har ikke noget tøj på!" lyver jeg, og sender Lemoni et panisk blik. Hun må for alt i verden ikke forsvinde.

”Hun har ikke i sinde at bruge lærebogen. Det er kun for at beskytte hendes baby,” hvisker hun hurtigt og ophidset, og gengælder mit blik. Hun ved ligeså godt som jeg, at hun er nødt til at forsvinde, hvis Kian kommer ind. 

”Jamen så må vil forsikre hende om, at jeg ikke vil røre hendes baby!” udbryder jeg.

"Gør hvad du kan for at få bogen fra hende, uden magi. Men ellers så skal jeg nok få fat i min amulet, og prøve at hjælpe dig, fra min egen tid. Jeg tror godt at vi i fællesskab kan få bogen fra hende, hvis det bliver nødvendigt. Du må bare være opmærksom på at.."

Længere når hun ikke før døren til værelset er gået op, og Kian kommer ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...