Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7424Visninger
AA

18. Kapitel 17

Det første sted, jeg kigger, er Kian og Mias soveværelse. Dels fordi det er det værelse, som ligger tættest på gæsteværelset, og dels fordi at jeg tror at det er dér, jeg har størst chance for, at finde mine stjålne ting. Hvis Mia altså overhovedet er kommet hjem med dem endnu? Spørgsmålet dukker op i mit hoved i det samme jeg begynder at tænke over, hvor jeg skal lede. Hvad nu hvis jeg slet ikke har været besvimet så længe, som jeg regner med?

Jeg sikrer mig, at Kian har skruet højt op for TVet og er dybt optaget af sit program, inden jeg lister mig ud. Det kan da godt være, at jeg intet finder, men det er altid forsøget værd.

Deres soveværelse er malet med den mest hæslige gule farve, og jeg har, lige siden Kian flyttede ind, undret mig over, hvorfor de ikke har malet det over. Farven er så skrigende, at jeg slet ikke tror, at jeg selv ville kunne sove i rummet. 

Jeg lukker forsigtigt døren i, efter mig og giver mig til at lede. Først under sengen, så i deres skuffer. Jeg gennemsøger alt i rummet, men jeg må hurtigt konstatere at rummet ikke indeholder min dyrebare dagbog, og jeg må anstrenge mig for at ignorere den stikkende følelse af, at det er dybt forkert at rode sådan i min egen brors ting.

Da jeg læner mig frem for at tage fat i håndtaget til det næste rum, er der noget der støder i mod håndtaget, så det giver et knald, der føles mig højere end det sikkert er. Jeg trækker skræmt hånden til mig, og lytter efter, om der pludselig kommer skridt i entréen. Men efter et par sekunder kan jeg ånde lettet op. TVet er stadig skruet helt op, og der er helt stille ude i den lille gang.

Først der går det op for mig, hvad det er der er stødt på håndtaget. Jeg genkender den lille genstand omkring min hals, med det samme, og jeg kan ikke lade være med at sukke lettet. Den lille amulet giver mig en behagelig følelse, og jeg føler mig pludselig meget mere sikker og modig med den om halsen.

"Lemoni!" kalder jeg stille, og skynder mig tilbage til det værelse, som Kian tror, at jeg ligger og sover i. Jeg ved ikke hvordan jeg har fundet ud af det, men jeg ved med sikkerhed at Lemoni vil dukke op nu, fordi jeg har amuletten.

Hun er ganske rigtigt også inde på gæsteværelset, da jeg får lukket døren bag mig, men hun ser meget forvirret og lidt skræmt ud.

"Hvad skete der?" spørger hun, og knuger en lille lilla genstand genstand ind til sig, som jeg også med det samme genkender. Forskellen er bare, at dagbogen nu er gennemsigtig.

"Jeg kaldte på dig?" spørger jeg undrende.

Lemoni ser om muligt endnu mere forvirret ud. "Jamen, hvordan? Du skal jo bruge dagbogen?"

"Jeg brugte min amulet," svarer jeg, og løfter den lille genstand fri af min trøje, så hun kan se den. Men hun ser stadig ikke ud til, at forstå det.

"Normalt så plejer jeg bare at mærke et koldt pust, du åbner dagbogen, og så kan jeg helt selv vælge om jeg vil lade mig trække med til din tid, eller om jeg vil blive. Men denne gang var det som om, at jeg ikke havde noget valg. Jeg stod og snakkede med Edvard, og jeg er lidt bange for, at jeg forsvandt lige for næsen af ham," forklare hun, og ser stadig forvirret ud. Men så lyser hun op i et smil. "Selvfølgelig! Jeg glemte helt hvad du fortalte sidst, om Kian. Så giver det meget bedre mening,"

"Så du tror det er min tvillingemagi, der gør, at jeg kan påkalde dig uden dagbogen?"

"Det bliver det nødt til, at være. Jeg ved ikke, hvordan det ellers skulle kunne lade sig gøre. Desuden giver det meget god mening, eftersom at en dobbeltgængers amulet er hendes mest magtfulde nøgle til magi."

Det går pludselig op for mig, at der faktisk stadig er utroligt mange ting jeg slet ikke ved, om min nye tilværelse, som ultra sjælden dobbeltgænger. Hvad er det magi? Hvad kan jeg bruge det til? Og hvor meget magt har jeg egentlig?

"Jeg vil utroligt gerne høre en masse om alt hvad du kan fortælle mig, men først er jeg altså nødt til, at få dig til at hjælpe mig med noget andet. Kians kæreste, Mia. Hende som forstyrrede os, sidst du var her. Hun har stjålet både amuletten, bogen om magien, og din dagbog," forklare jeg hurtigt, og stopper så mig selv med et lidt skeptisk blik. "Vent lige lidt.. Hvordan har du egentlig fået fat i din dagbog? Og hvorfor er den gennemsigtig?"  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...