Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7383Visninger
AA

17. Kapitel 16

”Jeg synes altså du burde tage på skadestuen, bare for at være sikker,” sukker Kian, og sætter forsigtigt mit klistrede og sammenfiltrede hår på plads igen, efter at han har studeret mit sår. ”Det skal også renses, sådan så dit hår ikke er så klistret, og så det ikke kommer ind i såret og får det lukket til.”

”Du siger selv, at det ikke er dybt, og jeg har det altså okay. Det gør jo ikke særligt ondt, ” protesterer jeg. ”Desuden, så hvad nu, hvis de klipper mit hår af, der hvor såret er?” fortsætter jeg, og sender ham et lille drilsk smil. Jeg har på ingen måde tid, til at skulle nogen steder hen, andet end hjem til Kian. Jeg bliver på en eller anden måde nødt til at finde de ting Mia har stjålet. Helst inden hun når at finde ud af for mange hemmeligheder.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke bare fortæller Kian sandheden om at han har en psykologisk kæreste, som lige har slået hans søster ned, og at han bare skal holde sig langt væk fra hende. Jeg tror måske at jeg er lidt bange for, at han ikke vil tro mig, og desuden så har jeg virkelig ikke brug for at der er nogen der skal blandes ind i det.

På den anden side, så er det virkelig fristende. Det ville være en god mulighed for at få Mia ud af mit liv, og desuden så synes jeg heller ikke at det er særligt fedt at min elskede tvillingebror har en kæreste, der kan finde på alt muligt.

Men ligegyldigt hvad, så bliver jeg under alle omstændigheder nødt til at vente lidt endnu. I hvert fald ind til min bog er i sikkerhed, og jeg ved, hvad der kommer til at ske, når jeg ser Mia igen.

”Men derfor kan jeg stadig ikke være sikker, for jeg er ikke en læge. Og det er alt for farligt for dig at være herhjemme alene, hvis du pludselig skulle besvime, eller sådan noget,” forsætter han stålfast. Jeg ryster igen på hovedet af han overbekymring, men beslutter at udnytte det, for en gang skyld.

”Kan jeg så ikke tage med hjem til dig? Så er jeg ikke alene?” spørger jeg.

”Tjoh, det kan du vel godt..” svarer han en smule tøvende.

Jeg må anstrenge mig for ikke at blive vred på ham. Jeg er så ubeskriveligt træt af, at Mia evigt skal bestemme, hvad han må og ikke må, og at hun skal forhindre mig i at besøge ham præcis når jeg har lyst til det. Men jeg ved godt, at dette ikke er det rette tidspunkt at tage diskussionen med ham på. Så længe han bare gik med til det. Så måtte jeg få dårlig samvittighed over at have presset ham bagefter.

”Super!” siger jeg, og lyser op i et smil, som jeg prøver at gøre så ægte og uvidende som muligt. Han gengælder det et øjeblik, men det når ikke hans øjne.

”Hvis det er en dårlig idé, så kan du da bare lade være!” bider jeg, og fortryder mine ord, så snart de er udeover mine læber. Men jeg kan bare ikke lade være, når han pludselig får mig til at føle mig, så uvelkommen. Jeg synes faktisk overhovedet ikke han kan være det bekendt, og han burde også selv kunne se, hvor meget Mia kontrollere hans liv.

”Nejnej,” siger han en smule chokkeret. ”Jeg synes bare, at skadestuen var en bedre idé.”

Jeg ved godt inderst inde, at han bare prøve at redde den, med en dårlig undskyldning, men jeg sender ham alligevel et smil. Nu er det vigtigste bare, at jeg kommer hjem til ham, for det er der jeg tror, at jeg har størst chance for at finde bogen.

”Du har vundet denne her diskussion. Smut ned i bilen med dig,” siger han og smiler igen. Jeg rejser mig hurtigt op, og giver mig til hurtigt at pakke en taske med de vigtigste ting i tilfælde af, at jeg af eller anden grund, måske skulle blive natten over. I sidste øjeblik kommer jeg i tanke om at min computer stadig er tændt, og jeg skynder mig at slukke den.

”Er Mia egentlig hjemme?” spørger jeg en smule henkastet, da jeg har placeret mig på forsædet ved siden af ham.

”Næh.. Jeg tror vidst nok hun sagde, at hun skulle over til en veninde, men jeg ved ikke om hun er kommet tilbage, når vi er der,” svarer han, og jeg håber i mit stille sind, at hun stadig er over hos denne såkaldte veninde. Jeg har ikke ret meget lyst til at stå ansigt til ansigt med hende lige nu.

Vi snakker ikke ret meget sammen på vejen. Der er en ubehagelig stemning imellem os, som jeg ikke rigtigt bryder mig om, og da vi endelig når frem, er jeg lettet over at komme ud af bilen, og jeg ignorere følelsen af at være uvelkommen. Det eneste jeg skal fokusere på er bare, at finde dagbogen. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvor meget Mia ved, og hvad jeg skal stille op. Og jeg skal også tale med Lemoni, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal komme i kontakt med hende uden dagbogen.

”Der er noget fodbold i fjernsynet, som jeg gerne vil se. Du kan bare gå ind og hvile dig imens. Hvis du har fået hjernerystelse, tør jeg næsten ikke lade dig se TV,” siger Kian, da vi er kommet ind af døren og har fået sko og jakker af. Mia er heldigvis ikke kommet tilbage endnu.

”Det er helt fint,” siger jeg, selvom jeg ikke er det mindste træt. Dette er en kærkommen mulighed til at snuse lidt rundt, uden at blive set.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...