Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7467Visninger
AA

16. Kapitel 15

Mit hoved føles tungt som bly, da jeg åbner øjnene. Et øjeblik kan jeg overhovedet intet huske, men da jeg sætter mig op kommer det meste af det tilbage ret hurtigt.

Alting gynger, og jeg må ligge mig ned på det hårde gulv igen. Jeg skal slet ikke orientere mig, og mit hoved gør så ondt, at det næsten ikke er til at bevæge.

Hvad var det, der skete?

Jeg prøver at huske noget mere, og kommer automatisk til at tænke på alle de sidste dages vilde begivenheder. Et øjeblik går jeg endda så vidt som at tro, at det hele bare har været en eller anden syg drøm, men da den gule nettopose viser sig i udkanten af mit blik, glemmer jeg hurtigt den tanke.

Forsigtigt forsøger jeg at vende mit hoved imod netteposen. Der er et eller andet galt. Den lå da ikke på gulvet før? Og hvorfor ser det mistænkeligt meget ud som om, at den er tom? 

Jeg sukker irriteret da mit hoved igen brokker sig. Jeg kan slet ikke løfte det, og jeg ligger for langt væk til at kunne række ud og nå posen. Igen forsøger jeg at huske, men alt hvad der skete efter at jeg var på biblioteket virker som en tung og tyk tåge. Som en mur jeg ikke kan trænge igennem.

"Lemoni!" kalder jeg pludselig. Jeg ved ikke hvor indskydelsen kom fra, men noget inde i mig fortæller mig, at det ville være godt, hvis hun var her lige nu. Jeg holder vejret og venter. Lyden fra råbet værker kraftigt i mine ømme tindinger.

Men hun kommer ikke. Lige meget hvor mange gange jeg bider smerten i mig, og råber efter hende, sker der ingenting. Det er først da jeg har kaldt på hende for fjerde gang at det går op for mig, at det er fordi jeg mangler dagbogen. Det har altid været den, der har været min nøgle til at få fat i hende.

Efter et par minutter lykkedes det mig endelig at bide tænderne så meget sammen, at jeg kan sætte mig op. Nu kan jeg godt nå posen, men jeg behøver ikke at anstrenge mig, for at se at den er tom. Med bange anelser vender jeg blikket imod det sted, hvor Lemoni havde fået mig til at tabe dagbogen, og ser, at også den mangler.

Hvor pokker er tingene henne? Er der nogen der har taget dem? Og i så fald - hvem?

Imens jeg sidder der går det meste, af sandheden op for mig. Grunden til min hovedpine må være, at der er nogen der har slået mig. Og den person der har slået mig, har sandsynligvist haft interesse i de gamle arvesager.

Jeg kommer hurtigt på benene, og ignorere den ulidelige smerte som endnu en gang banker ned i mit hoved. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad det er der er sket. Hvad nu, hvis tyven kender dagbogens hemmelighed?

Der ligger blod på gulvet på det sted, hvor jeg har ligget, og jeg rækker med bange anelser hånden op til mit baghovedet. Mit hår er uhyggeligt klistret, og da jeg kigger på min hånd er der blod på mine fingerspidser.

Jeg skynder mig, uden at tøve hen til min telefon og taster Kians nummer ind. Selvom jeg hader at forstyrre ham, og stjæle hans medlidenhed, så har jeg ikke rigtigt noget valg. Jeg ved trods alt ikke hvor dybt såret er, eller om det er noget som skal syes. Og skadestuen er ikke just min bedste ven.

"Kian? Har du mulighed for lige at komme over? Jeg bliver nødt til at tale med dig," siger jeg hurtigt, da telefonen er holdt op med at dutte, og jeg kan høre, at der er nogen i røret.

"Ja? Jo, selvfølgelig!" udbryder han en smule forfjamsket. Jeg må åbentbart lyde mere bange end jeg føler mig. "Jeg er der lige om lidt. Er du sikker på du er okay?"

"Jaja, jeg har det fint, og tak," siger jeg roligt, og ligger røret på. Det er ingen grund til at gøre ham nervøs, før han er kommet.

Det er først da han er trådt ind af døren, først da jeg ser ind i hans blå øjne, der ligner mine så meget, at jeg husker det. Husker, hvem der var der stjal mine ting, og hvem det var der slog mig. 

Mia. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...