Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7421Visninger
AA

15. Kapitel 14

Tvillingemagi 

Det siges at der måske en Dag vil komme en Dobbeltgænger, som har en Tvilling. Min Magi vil ikke fortælle mig ret meget om det, eller ogsaa er det fordi, at jeg endnu ikke har lært det.

Det jeg kan konkludere er dog at denne Magi er meget stærk og at denne Tvilling sandsynligvis vil være i stand til meget mere, end blot at rejse rundt i tiden som et Spøgelse, og få Smaating til at forsvinde. Hun vil have Kræfter, som selv ikke den mest trænede Dobbeltgænger vil kunne hamle op med.

 

Jeg sukker frustreret og stopper med at læse. Afsnittet er ikke længere, og det næste der står i bogen handler blot om, hvordan man via nogen urter, som ser meget sjældne ud, skal få en eller anden blomst, jeg aldrig har hørt om, til at vokse hurtigere.

Jeg undrer mig meget over det der  står. Vil det sige at jeg har noget magi, som jeg slet ikke ved, hvordan jeg bruger? Og vil det sige, at jeg er i stærkere en alle de andre dobbeltgængere, der har eksisteret?

Jeg samler den lilla dagbog op, og begynder at bladre rundt i den. Måske har Lemoni skrevet noget om denne underlige myte? Måske ved hun noget? Hun virker til at være typen der ved alt, og ind til videre er der da heller ikke et eneste spørgsmål, som hun ikke har kunnet svare mig på.

Jeg må nærmest opgive med det samme, jeg har åbnet bogen. Der er ingen orden i noget som helst af dét som Lemoni har skrevet, og det vil tage mig meget længere tid, end jeg har tålmodighed til, hvis jeg skal begynde at skimme det hele igennem.

Jeg når lige at komme i tanke om, at Lemoni altid dukker op, når jeg åbner dagbogen, da jeg mærker et koldt pust i nakken, og hendes kække latter lyder lige bag mig.

"Hvad er det, som du leder så febrilsk efter?" spørger hun, og svæver med vilje direkte igennem mig, og stopper midt mellem mig og bogen, så hun kan læse med, hvilket resultere at jeg intet kan se. Chokket over den kulde, som hun frembringer, får mig til at tabe bogen, og trække mine hænder til mig.

"Der er ingen chance for, at jeg finder det nu!" udbryder jeg vredt, og ser arrigt på hende. "Og kan du ikke finde en eller anden bedre måde at dukke op på? Du skræmmer for pokker da livet af mig hver gang!"

Lemoni griner. Hendes latter minder uhyggeligt meget om min egen, og den smitter så meget, at jeg virkelig må anstrenge mig for ikke at grine med. "Det er jo ikke fordi jeg kan gøre dig noget, så du behøver ikke bruge energi på at være bange. Desuden så er jeg et spøgelse. Jeg kan ikke røre ved noget eller nogen i denne verden, så jeg er helt uskadelig. Mit eneste våben er at svæve igennem dig, og det mærker du næsten alligevel ikke."

"Jeg fatter virkelig hat af spøgelseshumor," sukker jeg, men sender hende alligevel et smil. Det er så småt gået op for mig, at hun slet ikke er hverken ond eller tarvelig. Blot lidt flabet og selvglad. Og egentlig meget hyggelig.

"Fatter hat? Hvordan er det i snakker nu om dage?" spørger hun og griner igen.

Jeg ryster blot på hovedet, og beslutter at skifte emnet. Jeg har vigtigere ting at tale om. "Men det var godt at du kom! Jeg har noget vigtigt jeg skal spørge dig om," siger jeg alvorligt.  

Lemoni gengælder mit blik og svæver over til vinduet. "Spørg løs," smiler hun venligt.

"Vidste du godt at jeg havde en tvilling?"

Jeg når dårligt at have stillet spørgsmålet færdigt, for Lemonis hånd er røget op foran hendes mund, og hendes øjne er blevet til to store bobler. "D-du.. hv-hvad?" gisper hun.

"Jeg har en tvilling. Kian," forklarer jeg. Lemoni svarer ikke. Hun bliver bare ved med at se på mig, som om jeg var et stykke guld på størrelse med rundetårn, eller et skrabelod, hvorpå hun havde vundet en million.

Jeg skal til at sige noget igen, da døren til min lejlighed går op med et stort brag. Lemoni forsvinder i en støvsky, og jeg står igen tilbage alene. Lyden af skridt uden i entréen bliver hurtigt højere, og de ophidsende klik gør mig nervøs. Det lyder som om, at personen, som har trængt ind i min lejlighed er meget vred, og har meget travlt.

Inden jeg når at reagere står der en skikkelse i døren, som jeg genkender med det samme. Det lyse hår og det isblå øjne er slet ikke til at tage fejl af.

Hun kommer helt hen til mig, og skriger mig direkte ind i hovedet. "Du får aldrig lov til, at røre min baby!" 

Jeg åbner overrasket munden, men der når ikke at komme noget ud. Alt hvad jeg når at opfatte er et højt knald, og så bliver alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...