Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

85Likes
188Kommentarer
7690Visninger
AA

12. Kapitel 11

"Jeg er altså ikke helt sikker på at jeg forstår det," siger jeg lidt usikkert. Jeg er igen blevet nervøs, og jeg ved ikke helt hvor smart det er, at stille for mange spørgsmål. Hvad nu, hvis hun i virkeligheden er ond? Der er et eller andet ved hende, der gør mig rigtigt utryg.

"Jeg bliver nok nødt til at vise dig det, så," smiler hun, og med en hurtig fejende bevægelse er hun henne ved mig. En kold vind rammer mig i ansigtet, og sender kuldegysninger igennem mig. Hendes blå øjne ser dybt ind i mine, og de holder mig fast. Og det er ikke bare fordi de er smukke, eller ligner mine, men jeg kunne ikke slippe om jeg så gerne ville. Jeg er nærmest fanget.

Til min store frygt og overraskelse begynder omgivelserne omkring os, at skifte. Mit lille hyggelige køkken flader langsomt ud, og et øjeblik er alting sort.

"Lemoni! Hvad sker der?" råber jeg febrilsk, men hun svarer mig ikke. Hendes blik holder mig bare fast.

Nye omgivelser begynder langsomt at tage fat, og forme sig. Et højloftet og meget stort rum kommer tilsyne, og under mine fødder dukker et kæmpe stort marmor gulv op. Blomster, borde og billeder kommer frem over det hele, og inden jeg når at registrere det, står vi midt i en kæmpe stor festsal fyldt med mennesker, som jeg ikke kan genkende. Pludselig føltes min krop alt for uhyggelig let. Som om jeg kan flyve væk, hvis jeg bare laver det mindste hop.

"Jeg forlod dem, altså midt i en fest, så vi har ikke så meget tid. Det eneste du skal vide er, at det kun er mig der kan se, høre og mærke dig. For de andre er det som om, at du slet ikke er her. Og du skal nok få lov at komme tilbage, så du skal ikke være bange. Ellers så bare hold dig tæt til mig." Lemonis stemme er hurtigt, og jeg må vende hendes ord flere gange inde i mit hoved, inden at jeg kan få dem til at give mening. Er det så mig, der er et spøgelse nu?

Jeg skal til at spørge hende, men opdager så, at en ung mand har stjålet hendes opmærksomhed. Han er høj, mørkhåret og har nogle grønne øjne, som jeg sagtens, hvis jeg ville, kunne svømme helt væk i. Han ser slet ikke værst ud, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor det er blevet valgt at Lemoni skal giftes med ham.

Jeg får hurtigt fornemelsen af at jeg befinder mig i et helt andet århundrede. Folk her, er klædt i noget helt andet tøj, og deres hår er sat på måder, som der kun ville blive gloet efter i min egen tid. Den musik der spiller er noget, som jeg aldrig har hørt før, og det skærer i mine ører. Det er præcis som at være gået ind i en scene på en gammel film.

"Hvor har du været?" spørger Edvard henvendt til Lemoni, og trækker hende let, men bestemt, uden for menneskemængden. Jeg følger med, og må lukke øjnene da det går op for mig, at de fleste mennesker jeg passerer, går direkte igennem mig. Men ligemeget hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke undgå dem, fordi de ikke kan se mig.

Jeg ånder lettet op da vi endelig er udenfor. Jeg sørger for, høfligt, at holde mig lidt i baggrunden imens Lemoni taler videre med Edvard, og der går heldigvis ikke længe før hun har fået sendt ham indenfor alene, og kommer tilbage til mig.

Jeg har hørt det meste af deres samtale, men jeg nævner det ikke for hende. Det var tydeligt at se, at der ikke var nogen som helst gnist mellem hende og Edvard, og jeg har faktisk en smule ondt af hende. Tænk at være tvunget til at gifte sig med en, som man slet ikke elsker? Jeg får kuldegysninger ved tanken.

"Forstår du det nu?" spørger hun med et lille drilsk blik, men det stivner da hun ser mit ansigtsudtryk.

"Det kunne du altså sagtens bare havde forklaret mig!" siger jeg en smule før højt, men kommer så i tanke om, at der er alligevel ikke er nogen, der kan høre mig.

"Ja, det kunne jeg, men du må da give mig ret i, at det her er meget sjovere," smiler hun. Tydeligvis for at prøve at løsne mig lidt op.

"Jeg vil gerne tilbage," siger jeg kort. "Og det skal være lige nu."

"Det er skam slet ikke mig, der er herre over det," siger hun, og sender mig igen et af de der blikke, som snart er ved at gå mig på nerverne. "Okay okay, bare luk øjnene, og forestil dig at du står i det rum, som vi forlod," begynder hun at forklare, da hun ser mit lynende blik, og det for alvor går op for hende, at jeg ikke synes det er sjovt.

Jeg gør som hun siger, og lukker mine øjne. Jeg fokuserer hele min krop på, at jeg skal stå i mit eget lille køkken, og at jeg vil væk fra denne her fest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...