Den tidsløse dagbog

Isabella er knust over sin mors død. Først 4 måneder efter at ulykken skete er hun i stand til at gå op på værelset med alle hendes efterladte ting, og begynde at sortere.
Blandt de gamle arvesager finder Isabella en masse interessante ting, blandt andet en gammel dagbog, som er skrevet af en ukendt pige for 100 år siden.
Isabella bliver nysgerrig, og gemmer dagbogen, men den indeholder overraskelser,som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig muligt. På den første side er nemlig klistret et billede fast, som ligner hende på en prik, bortset fra at det ikke ér hende, men pigen som har skrevet dagbogen.
Langsomt kommer læsningen af dagbogen og opdagelsen af dens hemmeligheder til at afsløre mange flere sandheder, end Isabella kan bære, og da hun til sidst når enden, står hun pludseligt over for et valg, der vil ændre hendes liv for altid..

83Likes
188Kommentarer
7425Visninger
AA

11. Kapitel 10

Da jeg kommer hjem den aften er jeg så træt, og jeg har spekuleret så meget, at min krop føles som overkogt spaghetti. Alligevel kan jeg ikke sove. Jeg ligger bare og vender og drejer mig i min seng, uden på nogen måde, at kunne slappe af. Jeg rejser mig op med en opgivende bevægelse og går ud i køkkenet, for at finde mig et eller andet at drikke. En kop te plejer altid at gøre mig rolig.

Dagbogen ligger stadig på mit køkkenbord, og uden rigtigt at ville det, samler jeg den alligevel op. Der sker jo for pokker ikke noget ved bare at kigge i den? Men tanken om, at Lemoni kunne dukke op igen, får mig alligevel til at tøve lidt. Men er hun overhovedet farlig? Og hvad betød hendes underlige kryptiske besked? Jeg bliver nødt til at finde ud af det.

Jeg slår op på siden fra den 5. juni 1910, og læser videre, fra hvor jeg nåede til.

 

Hun hed Tamra, og hendes Dagbog minder om min. Den er ogsaa magisk. Eller det var den i hvert fald, før jeg begyndte at dræne den for Kraft.

Nå kære dig. Jeg ved jo at du ligner mig, af udsende, men minder vores Liv ogsaa om hinanden? Det tror jeg næppe.

Jeg har brugt det meste af min Dag på at fjante rundt med Edvard. Det er ham, som min Papa vil have, at jeg skal ægte, og jeg kæmper en brag Kamp for at være enig med ham, det gør jeg virkelig, men det er bare som om, at der er noget, som ikke er rigtigt. Men jeg hader den Tanke, for Edvard er jo så sød, og venligtsindet. Han ville være god for mig.

..

"Jeg sagde jo til dig, at du ikke behøvede at læse det. Jeg skrev det kun fordi jeg ikke anede, at jeg ville være i stand til at tale med dig selv."

Denne gang bliver jeg ikke lige så forskrækket som første gang. Jeg havde faktisk nærmest forventet, at hun selvfølgelig ville dukke op. Uden at sige noget, vender jeg mig imod hende, og klapper den lilla bog i med et smæld.

"Nu ved du hvem jeg er, men ved du, hvorfor at jeg er her? Jeg ved ikke hvor langt du nåede at læse," spørger hun, og hun lyder faktisk oprigtigt venlig. Jeg kan slet ikke finde ud af, om den flabethed, som hun udviser når hun dukker op, kun er for sjov, eller om hun rent faktisk har i sinde, at skræmme mig.

"Jeg læste noget om din dobbeltgænger, som hed Tamra. Og så noget om ham du var forlovet med," siger jeg tonløst, og venter på, at hun vil forklare.

"Jeg er altså stadig forlovet med ham," retter hun mig. "Og jeg er heller ikke død, hvis det er det du tror."

Hendes flabethed er vendt tilbage, og igen kan jeg ikke finde ud af, om den er ond eller sjov. Hendes ansigt afslører ingenting.

"Du er ikke et spøgelse?" spørger jeg overrasket, og glemmer et øjeblik at være nervøs og mistroisk.

"Jo, i denne her tid er jeg. Men fordi vi er dobbeltgængere er vores tidszoner paralelle, og jeg kan derfor både leve i 1910 og nu," forklare hun, og med ét er hendes venlighed vendt tilbage. Jeg stirrer bare uforstående på hende, imens jeg undrer mig over, hvor meget hun ligner mig. Der er virkelig intet, udover vores påklædning, som er forskelligt.

Hun er iført en mørkegrøn kjole, der går ned til lige under knæene, og med et korset på ryggen. Hun bærer en ring på den ene finger, som jeg gætter på er hendes forlovelsesring. På den anden hånd bære hun et simpelt sort armbånd og om halsen har hun en amulet, som er fuldstændigt magen til den jeg fandt.

"Så det vil sige, at jeg også lever i 1910?" spørger jeg uforstående, uden at rigtigt at forstå meningen i de ord, jeg lige har sagt.

"Du kan jo selvfølgelig ikke være begge steder på en gang, men teknisk set, så ja."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...