Bagsiden af medaljen

Justin Bieber lever om nogen et liv i overhalingsbanen. Alle vil have ham, ingen undtagelser. Men er han virkelig så fantastisk, som omverdenen gør ham til? Denne novelle tager Justin med ud i en fortælling, hvor han ikke længere kan genkende sig selv. Hvad er ægte, og hvad er uægte?
Forstyrret af sine indre dæmoner flygter Justin fra storbyens stress og jag, han vil væk, langt væk. Men kun for en stund, for uanset hvorend han gemmer sig, får han aldrig fred. Justin Bieber er i den grad den mest fantastiske dreng i USA, men har dette en bagside af medaljen? I jagten på den indre lykke bliver Justin indviet i en følelsesmæssig rutsjebane: Og sådan går det, at en ny sang bliver til!

12Likes
29Kommentarer
1539Visninger
AA

1. Bagsiden af medaljen

 

 

Drænet for energi og godt humør smækkede Justin døren bag sig, sparkede skoene af og vred sig ud af den sidste nye Armani trenchcoat. Det aflagte mærketøj dannede på finurlig vis en sti bag ham, men han orkede ikke at skænke det en tanke: Rod måtte være rod. Det var sidst på måneden, og den havde indtil nu bestået af intet mindre end arbejde og atter arbejde.

            Med ét dybt suk smed Justin sig på den nærmeste hjørnesofa, han kunne komme i nærheden af. Der gik ikke mange sekunder, inden han faldt i søvn, men ikke desto mindre varede freden kun i en times tid. I-phonen bimlede og brummede ustyrligt i bukselommen, som var den en tikkende bombe. Omtåget satte han sig op, tørrede sine øjne og greb ned i lommen. ’Manager’ stod der på displayet, men Bieber orkede ikke at snakke med nogen som helst. Manageren måtte vente, for hvor vigtigt kunne det dog være?

            Afkræftet lod han telefonen glide ned på gulvet, hvorefter han ubekymret fortsatte luren. Den varede dog heller ikke længe denne gang. Justin måtte mod hans vilje indse, at det simpelthen måtte være endnu én af de der dage, hvor intet gik efter hans ønske. ’Manager’ viste displayet igen.

            ”Mmh?” sukkede Justin.

            ”Hey, Bieber!” udbrød Kevin energisk. ”Hva’ så? Hvor er du?”

            Justin overvejede at afbryde samtalen og glemme alt om alt, men svarede i stedet:

            ”S.F.”

            ”San Fransico?” gentog Kevin en smule overrasket. ”Jamen hvad laver du dog der?”

            ”Chiller”.

            ”Alene?”

            ”Mmh”.

            ”Okay, men vi skal altså bruge dig til et interview på MTV i aften. Er du fresh?” fastholdt Kevin med fornyet energi. Det var åbenbart en evne, enhver manager skulle tilegne sig i denne branche. Spotlight, showbizz, interviews, mere, mere, mere.

            ”No can do,” svarede Justin opgivende.

Kevin forsøgte desperat at overbevise Bieber, om at deltage i interviewet. Det var super vigtigt for hans omdømme, og desuden skulle han jo snart på tour. Der var ingen tid til afslapning! Justin havde nægtet først den ene og så den anden protest, men lige lidt hjalp det, indtil han til sidst udbrød:

            ”NO CAN DO!” 

 

            Træt og nu med en voksende hovedpine efter de tidligere anstrengelser med Kevin slæbte Justin sig selv ud på badeværelset. Rummet var enormt og alt for stort til blot en person. Gulvet var belagt med de fineste cremehvide klinker og væggene ligeledes, dog med en anden, matchende farvenuance. I badeværelsets ene hjørne stod der en tom, arkitekttegnet jacuzzi, som aldrig var blevet brugt. Ved siden af jacuzzien, eller flere meter rettere sagt, var der indbygget en smart, italiensk brostensvæg, der adskilte bademiljøet fra de øvrige artikler. Smukt var det. Selv stod Justin blændet af loftets spotlys og betragtede sit ansigt i spejlet.

            ”Du er så hot. Du er så fantastisk,” vrængede han sarkastisk, mens han knep øjnene sammen. Håret sad ikke som det skulle, huden virkede blegere og mere slidt, end hvad den ellers gjorde. ’Hvad fanden ser folk dog i mig?’ tænkte han ved sig selv og sukkede. Ligegyldigt hvor ihærdigt han prøvede, fandt han det yderst vanskeligt at fæstne sig ved noget, der bare var en mindste smule fantastisk.

             Men heller ikke foran spejlet kunne Justin få fred, for netop som han stod og havde ondt af sig selv, vibrerede telefonen demonstrativt inde fra stuen, som kaldte den på ham. Først bestemte han sig for at ignorere dens kald, men gav til sidste efter for dens massive larm.

            ”Justin,” svarede han stille.

            ”Hey, Justin!” udbrød en ny stemme.

Hvorfor skulle folk altid brøle sådan ind i deres telefon?

            ”Hey, hva’ så?”

            ”Skal du med i byen? Vi har samlet vores crewe!”

            ”Uhm, hvem er det?” spurgte Justin forvirret, da han stadig ikke havde kunnet sætte navn på personen i den anden ende.

            ”Jake, sku da! Come on! Alle tøserne spørger efter dig”

            ”Jeg må hoppe over i aften”.           

            ”Say what, Bieber?” klagede Jake, men inden han kom for godt i gang blev samtalen afbrudt.

            ”Jeez!” råbte Justin og flåede batteriet ud af telefonen.

            Han vidste ikke, hvor længe han kunne blive i sit nye beach house på San Fransisco Bay, men heldigvis var det ikke samtlige af landets paparazzi, der havde fået kendskab om huset endnu. Det var derfor, han havde flygtet dertil. Han havde brug for en fridag: Fri fra alle sine hujende fans, facadiske venner og påtrængende managers.   

 

 

Selvom aftenen efterhånden var blevet nat, besluttede Justin sig for at liste ned på stranden. Han havde brug for at få styr på tankevrimlen i sit hoved, han ville så langt væk fra alt og alle, som han overhovedet kunne komme.

            Den hvide sandstrand, de henkastede sten og den lune nattevind udgjorde et smukt sceneri. Fuldmånen strålede højt og elegant ned på byen oppe fra sin majestætiske placering på himmelhvælvingen. De utallige stjerner nærmest dansede omkring på må og få, som var månen deres vogter. Justin satte sig i vandkanten og nød stemningen med alle sine sanser, det var en nat som denne, at det ville være vidunderligt at have sit livs kærlighed ved sin side. Sammen kunne de sidde og nyde hinandens kærlige selvskab, alt i mens omgivelserne tog dem med ud på den ene fantastiske drømmerejse efter den anden.

            Det var et sandt privilegium at være i live en nat som denne, og selv for Justin virkede følelserne på en sådan overvældende måde, at han lod en tåre glide ned på sin kind. Aldrig havde han følt sig så ensom, så sårbar. Han havde alt, hjertet kunne begære, men alligevel brændte en indre ild i ham. En ild, der længe havde forbrændt hans sind. Ulykkelig over at befinde sig i disse lykkelige omgivelser lukkede Justin sine øjne, tog en dyb indånding og puste uundgåeligt ud.

            Ude i horisontens fjerneste mørke, dér over havets brusende skyggespil, fik han øje på noget fortryllende. Det lignede en flamme, men han var ikke sikker. Fantasien forsøgte med alle dens kræfter at danne meninger ud fra flammens svage silhuetter, men det virkede umuligt. Indtil en forunderlig stemme hviskede ømt: ”This is real” i Justins øre, og med ét gik det op for ham.

Febrilsk rakte han ud efter en afbrækket gren, tog den op og skrev omkvædet til sin nye sang: ’Bagsiden af medaljen’ i det våde sand. 

 

 

"Sometimes life gets rough

Oh, so tough

When you’re all alone

All by yourself

Yeaah, left in the dark...

Cuz on the flipside,

Yeah, on the flipside

Oh!

Cuz on the flipside,

Yeah, on the flipside"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...