Endnu en lorte dag

Historien handler om en pige der hedder Kira. Hun gå igennem svære ting. og har egentlig svært ved at overskue det hele. Men med lidt hjælp fra en bestemt person skal det nok gå.

Det er en gammel novelle jeg har skrevet, Som jeg lige fik lyst til at lægge ind. Mest for at se, om folk egentlig gider læse den. :)

1Likes
5Kommentarer
983Visninger

6. 6

 

Klokken er nu syv – om aften. Jeg ved ikke hvad jeg skal fortage mig. Jeg er ikke sulten. Lektierne er lavet. Det er fredag så de andre er til fest, jeg undlod at tage med. Mit humør var ikke lige så festligt. Joey har godt nok ringet et par gange. Men jeg tror det er bedst bare at glemme ham. Det er svært, han har åbenbart på meget kort tid, snoet sig ind i mit hjerte. Og den del af mit hjerte, prøver at fortælle mig, at mit valg var forkert. Men det er for sent nu, det er ynkeligt at komme kravlende tilbage i hans arme. Desuden så er han nok sammen med sin 'veninde', eller ude at feste. Ude at more sig med sine venner. ”Men han burde more sig med mig” Hvisker jeg. Jeg slår mig selv på panden. ”Hold mund” Mumler jeg. ”argh, er jeg virkelig blevet så ensom, at jeg bliver nød til at snakke med mig selv.” Jeg kaster mig ned i sofaen, prøver at lukke øjnene, for at falde i søvn. Men jeg er ikke træt. Jeg har brug for at snakke med en, Min mor!

Jeg løber hen mod busstoppestedet. Bussen kommer om cirka. 7 minutter. Da den endelig kommer, betaler jeg for en billet, sætter mig ned. Håber på at hun er vågen. Det er først lige gået op for mig, at jeg næsten havde glemt hende, jeg har kun tænkt på mig selv, med alt det med Joey. Også ligger min mor på hospitalet og er syg. Hvor egoistisk kan man være.

Da jeg træder ind på hendes værelse, er lyset tændt. Hun sidder i sengen og læser. Hun kigger op da jeg træder ind, og smiler.

”Ihh, hej skat. Jeg troede lige du havde glemt mig.” Siger hun og smiler stort, mens et lille grin flyder ud over hendes læber.

”Selvfølgelig ikke. Dig glemmer man aldrig” siger jeg. Løgn, men vil ikke såre hende. Jeg går glad hen mod hende, og krammer hende hårdt.

”Jeg har sådan savnet dig mor!” Siger jeg med en klump i halsen.

”Jeg har også savnet dig skat.” Siger mor ”Lægerne siger at jeg nok er frisk nok til at komme hjem på onsdag. Der er lige nogen blodprøver der skal tages nemlig.”

”Det bliver dejligt” Siger jeg og smiler.

”Men hvad så med ham der kørte der sidst. Hvad har du gjort af ham?” Siger hun og smiler drilsk.

Jeg sukker og kigger ned ”Det gik ikke.” Siger jeg lidt trist.

”Org skat, det er jeg ked af. Kom her” siger hun og folder sine arme ud til et kram.

Hun er så varm, og tryk. Det er altid dejligt når ens mor holder om en. Hun svigter aldrig en. Man kan selvfølgelig blive uvenner, men man ved at ens mor altid vil være der. Altid vil holde af dig.

Jeg tror jeg faldt i søvn i hendes arme, for jeg vågner ved at en sygeplejeske vækker mig. Jeg skal tage hjem, man må åbenbart ikke sove her. Det er da noget mærkeligt noget. Men jeg siger farvel til min mor, og går så ud mod busstoppestedet. Jeg ender hjemme i min seng. Under en dejlig varm dyne. Nu er jeg så træt, og jeg falder i søvn lige med det samme.

 

Jeg vågnede ved tolv tiden. Kiggede lidt rundt i værelset. Tanken om hvad jeg skal lave i dag, eller rettere sagt hvad jeg ikke skal lave, gør mig lidt trist. For jeg har intet at fortage mig. Intet jeg skal nå. Ingen at ses med. Ingen at snakke med. Jeg har bare mig selv, helt mudders alene.

Jeg står alligevel op, og går nedenunder, jeg er faktisk blevet lidt sulten. Så jeg vil lave noget mad, også ud og løbe en tur.

Løbe turen blev ikke så lang, det er lang tid siden jeg sidst har dyrket sport, så min kondi er ikke lige i topform.

Da jeg træder ind af døren, skynder jeg mig op i bad. Da jeg står i badet hører jeg at det ringer på. ”Fuck” Mumler jeg til mig selv. Slukker for vandet finder et håndklæde, og vikler det godt om mig.

Går hurtigt ned af trapperne. Åbner døren så jeg kan stikke hovedet ud. Og der står Joey.

”Øh.. Må jeg måske komme ind?” Spørg han lidt nervøst.

”Øh.. Altså jeg har kun et håndklæde på.” Mumler jeg lidt pinlig berørt. Han griner let.

”Jeg kigger ikke” siger han og skubber lidt til døren. Jeg sukker og lukker ham så ind.

”To sekunder så” Siger jeg og løber ovenpå. Ind på værelset for at finde noget tøj. Det ender med et par almindelige jogging bukser og en top. Smutter hurtigt ned af trappen, hvor Joey står forenden.

Jeg smiler skævt til ham. ”Hvad vil du?” Siger jeg så. Han kigger lidt ned. ”Det går ikke” Siger han endelig. ”Hvad går ikke?” Spørg jeg dumt.

”Jeg ved ikke hvad det er, men på kort tid så er du blevet en vigtig del af mit liv. Og jeg kan ikke leve uden dig. Jeg har brug for dig ved min side.” Siger han og rødmer så svagt.

”Jeg...” Jeg når ikke at siger mere før Joey har trukket mig hen mod ham, og vores læber mødes i et kys. Jeg prøver først at stritte imod. Men de er så bløde, og jeg kan ikke modstå ham. Da vi trækker os fra hinanden, smiler Joey stort.

”Betyder det noget?” Spørg han så, og synker smilet lidt.

”Du betyder noget. Men jeg ved bare ikke” Siger jeg og sukker.

”Men Kira, jeg kan ikke uden dig. Jeg er virkelig ked af det. Jeg lavede ikke noget med hende. Det lover jeg!” Siger han bestemt. Jeg står lidt og kigger bare på ham. Tænker. 'argh hvorfor er han så charmerende.'

Jeg kigger ham dybt i øjnene, håber på at finde et svar. Hans øjne siger kun kærlighed. Hans øjne vil fortælle mig, at jeg skal springe i hans arme, kysse ham og leve lykkeligt med ham.

Leve lykkeligt med ham. Det er det jeg vil. Så jeg springer i armene på ham, og kysser ham bildt på hans dejlige læber. Aldrig har jeg været mere sikker. Aldrig har jeg følt så stor en kærlighed.

Det hele er gået så hurtigt. Aldrig har jeg følt så mange forskellige følelser. Aldrig har jeg været så forelsket. Aldrig har jeg grædt så meget. Men alt i alt så er det mit liv. Et liv jeg må leve med.

 

 

The end

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...