Endnu en lorte dag

Historien handler om en pige der hedder Kira. Hun gå igennem svære ting. og har egentlig svært ved at overskue det hele. Men med lidt hjælp fra en bestemt person skal det nok gå.

Det er en gammel novelle jeg har skrevet, Som jeg lige fik lyst til at lægge ind. Mest for at se, om folk egentlig gider læse den. :)

1Likes
5Kommentarer
960Visninger

5. 5

 

Vi sidder nu ved spise bordet, og spiser. Jannick spørg hvorfor jeg er her, og han blev helt i chok efter jeg har fortalt, stort set det hele. Men han er god til at skifte emne. Så nu sidder vi og holder en almindelig samtale. Efter maden vasker jeg op. Egentlig lidt træls, men det går. Bagefter sætter jeg mig ind i stuen ved siden af Joey. Som straks ligger sin arm om mig, og kysser mig på panden. Vi ser According to Jim. Da klokken bliver elve, beslutter jeg mig for at gå i seng.

”Godnat” Siger jeg og kysser Joey hurtigt, på kinden. ”Jeg kommer lige om lidt” Siger han efter mig. Jeg går ind på værelset, finder mit nattøj frem. Tager det på – det består af et par hotpants og en T-shirt. Jeg går ud på badeværelset, og børster tænder. Vasker mit ansigt, og går så ind og ligger mig i den store seng. Den er dejlig blød. Jeg ligger og kigger op i loftet. Det bliver nok en lang nat.

Lidt efter hører jeg døren gå op, og Joey kommer ind. Han smider sit tøj, så han kun står i underbukser. Uff, what a body! Han ligger sig ned ved siden af mig. Så jeg skynder mig at lukke øjnene. ”Sover du?” Hvisker Joey. Jeg åbner øjnene langsomt ”Nej” Svarer jeg. Jeg kan mærke at han søger efter mine læber, så jeg hjælper ham lidt. Vores læber mødes i et dejligt kys. Et langt et. Han skubber mig helt ind til sig. Og kører sin hånd op og ned af min ryg. Det bliver ikke til mere, for pludselig bliver mine øjne tunge, og jeg falder i søvn.

 

Næste morgen vågner jeg ved at Joeys ur ringer – en alarm. Jeg sætter mig træt op i sengen, og ser ned på Joey. Han ligner ikke en der er blevet vækket af alarmen. Jeg læner mig ned kysser ham på panden, rejser mig så op og finder noget tøj. Da jeg er kommet i tøjet, vækker jeg Joey. Han er klart ikke et morgen menneske ”Kom nu op dovne” Siger jeg og rusker let i ham. Han skubber let til mig ”mhamm.. jeg vil sove” Mumler ham træt. ”Vi skal i skole Joey!” Siger jeg lidt højt. Går så ud på badeværelset, og reder mit hår, og tager en let lag mascara på. Joey kommer traskende ind på badeværelset. ”Er det i orden jeg lige tisser? ”Spørg han halv muggent. Jeg nikker og går ud. Går ud i køkkenet hvor Jannick sidder og drikker kaffe, og spiser havregryn. Jeg sætter mig overfor ham. Og tager havregrynene, og hælder op i en skål, og tager mælk på. Jeg spiser uden at sige noget. Da klokken næsten er otte, går vi ned mod Joeys bil. Og kører mod skolen. Dagen virker lang. På en mærkelig måde savner jeg Joey, mens jeg sidder i klassen. Selvom det ikke er mere end en time siden sidst. Men han giver mig en mærkelig tryk hed. Og han får mig til at føle mig elsket. Jeg sidder i mine egne tanker, og følger ikke rigtig med i timen, før Bella knipser foran mine øjne. ”Er du hjemme eller hvad?” Hvisker Bella. Jeg bliver lidt forskrækket, men retter så min opmærksomhed mod hende. ”Ja undskyld, jeg sad bare og tænkte lidt” Svarer jeg.

Bella kigger lidt bekymret på mig ”Er du okay?” Spørg hun. Jeg nikker og smiler skævt. Klokken ringer endelig, så vi har fri. Jeg havde tidligere aftalt, at Joey skulle vente på mig, ude på gangen, da han havde tidligere fri. Men da jeg kommer ud står der ingen Joey. Jeg sidder og venter i ti minutter. Så går jeg ud mod parkeringspladsen for at se om hans bil holder der. Den er væk. Jeg sukkede dybt. Men går så bare hjemad, til mit rigtige hjem. Jeg var ikke sådan sur på Joey, men jeg kan ikke finde hjem til ham. Og han havde glemt mig, så det måtte vel være ham der skulle ringe, ikke?

Da jeg får låst døren op smider jeg nøglerne, på spisebordet. Trasker ind og smider mig i sofaen, ligger mobilen foran mig, og ventede på at Joey ringer. Men det sker bare ikke. Og jeg ender med at falde i søvn. Jeg vågner med et sæt. Der er helt mørkt i huset. Jeg er vågnet ved at det banker på døren. Jeg skynder mig ud for at åbne. Da jeg åbner døren, smækker jeg den straks i igen. ”undskyld Kira!” Råber Joey fra den anden side af døren ”Men en fra klassen havde brug for hjælp, og så glemte jeg helt tiden”

Jeg sukker, han glemte ikke tiden, han glemte mig. Hvorfor er jeg også så dum at tro at sådan en perfekt person som ham, vil have en mislykket pige som mig. Jeg sank ind i mine egne tanker, og triller bare ned på gulvet. Jeg opdager ikke at Joey bliver ved med at banke på og råbe. Alt bliver bare tys for mig, og han er kun en fjern person i min galakse.

 

Jeg vågner på gulvet, med en stor træng til at blive holdt om. Jeg føler mig ensom. Forladt. Jeg kan mærke at jeg har sovet forfærdeligt. På det sten hårde gulv. Hver en muskel i min krop gør ondt. Da jeg prøver at rejse mig op, falder jeg nærmest bare sammen. Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs. Aldrig har jeg haft mere brug for en. Jeg kigger rundt efter min mobil. Den ligger på stue bordet. Jeg får møvet eller kravlet mig hen, for at tage den.

Joey havde ringet, 43 gange, og sendt 26 beskeder. Selvom jeg er lidt halv sur på ham, så har jeg brug for ham lige nu. Så jeg ringer op, og der går ikke mere end 2 sekunder så tager han den.

”Kira! Er det dig! Jeg er virkelig ked af det! Undskyld, du må ikke være sur på mig!” Joey snakker ud i en lang køre. Jeg kan mærke klumpen i halsen. Nej jeg skal ikke græde nu!

”Vil du ikke komme” Hvisker jeg nærmest med gråd i stemmen.

”Jeg kommer straks!” Siger Joey, og ligger så på. Efter ti minutter banker det på døren, og jeg får med besvær rejst mig op, og får låst døren op. Han skynder sig at åbne døren, det var lige perfekt timing for med det samme, besvimer jeg i hans arme. Jeg kan mærke nogen muskuløse arme om mig. Jeg bliver båret. Da jeg vågner ligger jeg i min egen seng. Mine øjne er kun halvt åbne, men jeg kan se eller mærke at en person kigger på mig.

”Hvad er der sket?” spørg en hæs stemme pludselig, Joey.

Jeg prøver at samle ordene i min mund, men de kommer bare ikke ud. Jeg kan mærke at Joey sætter sig i kanten af sengen. Jeg prøver at finde hans hånd. Det ender med at han må tage min i stedet. Jeg kan mærke at han ryster.

”Hvor var du?” Får jeg endelig fremstammet, men kun højt nok til at han lige kan høre det.

”En fra min klasse havde brug for hjælp til nogle matematik lektier” Siger han stille.

”Hvem?” Spørg jeg.

”En der hedder Diana.” Siger han stille. Jeg nikke bare

”Hvorfor ringede du ikke bare, eller skrev i det mindste?” Spørg jeg.

”Jeg ved godt det var dumt, men tiden løb pludselig af sted.” Siger han stille. Jeg prøver at fange hans blik, men det er som om han prøver at undgå at se mig i øjnene. Som om han skjuler noget.

”Måske er det bare bedst at vi dropper det her.” siger jeg stille. ”Ja lad os komme videre, glemme det. Og starte forfra” Siger Joey nu lidt mere glad. ”Nej jeg mener. Os to. Måske er det en dårlig ide.” Siger jeg koldt. Han farer op fra sengen. ”Hvad nej! Hvorfor?” Råber han nærmest.

”En dreng er nok ikke det bedste for mig lige nu.” Siger jeg og kigger på mine hænder. Han åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød ham.

”Vi kan køre hjem til dig nu og henter mine ting” Siger jeg bestemt.

”Hvad? Nej Kira, du skal ikke være her alene. Jeg sover bare på sofaen.” Siger han og sukker.

”Nej jeg kan sagtens klare mig selv.” Siger jeg ”Lad os nu bare køre” Jeg går hen mod mine sko, og jakke. Tager det på. Går ud af døren. Venter på Joey kommer ud så jeg kan låse. Da vi kommer hjem til Joey, smutter jeg hurtigt ind på værelset. Finder min taske, og smider det hele ned. Tager mine toiletsager. Og går ud i stuen igen. Det tog så kun 10 minutter. Joey kigger længe på mig, da jeg kommer ud af døren. Han siger intet, sukker bare og går så hen mod hoveddøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...