Endnu en lorte dag

Historien handler om en pige der hedder Kira. Hun gå igennem svære ting. og har egentlig svært ved at overskue det hele. Men med lidt hjælp fra en bestemt person skal det nok gå.

Det er en gammel novelle jeg har skrevet, Som jeg lige fik lyst til at lægge ind. Mest for at se, om folk egentlig gider læse den. :)

1Likes
5Kommentarer
1046Visninger

2. 2

 

Jeg låser døren op, smider min taske i gangen. ”Jeg er hjemme” Råber jeg. ”Jeg er i stuen.” siger min mor, med en stemme der kan knække sammen når som helst.

”Selvfølgelig er du det” Mumler jeg for mig selv. Trasker op på mit værelse. Finder min computer frem og tænder den. Da den endelig er tændt, går jeg ind på facebook. Det er snart lang tid siden jeg har tjekket den. En venneansøgning. Hvem kan det være fra? Joey står der. Kender jeg en der hedder Joey? Godkender bare, og går så ind og tjekker hvem det er. ”Forfølger han mig” Mumler jeg næsten uden lyd. Selvfølgelig var det tank drengen. Nu når jeg kigger på hans billede, ser han faktisk meget pæn ud. Det har jeg nu ikke lagt mærke til, har nu også haft andet at tænke på. Jeg ser til min rædsel at han er på. Pleas han ikke skriver! Men hvad fanden nytter det. Et lille vindu dukker på, Joey skriver.

'Når du vil godt være venner herinde ;D'

'Jeg er venner med alle jeg ved hvem er, selv dem jeg hader!'

Jeg fortrød lidt efter jeg havde sendt den, men hvad fanden. Jeg skal jo ikke snakke med ham igen.

'Hader du mig eller hvad?'

'Jeg kender dig ikke.'

Han svarer ikke, har nu heller ikke regnet med.

________________________________________________________________________________

Det er nu gået en måned siden det skete, jeg har overlevet indtil videre. Mit humør er ikke meget bedre, men jeg snakker lidt mere. Rækker hånden op i timerne igen, svarer når nogen spørg om noget. Undtagen når det er Joey. Jeg ved ikke hvad jeg har imod ham, men han går mig lidt på. Også bliver han ved med at kigge på mig, når jeg sidder i kantinen eller går på gangen. Nogen gange kommer han endda hen og siger hej, men kun når jeg er alene. Sikkert for han ikke bliver til grin over at jeg afviser ham. Det har lige været frikvarter, og vi skal have billedkunst, eller jeg skal. Det er et valgfag, så Betty, Tine eller Mandy har det ikke. Men her på det sidste har det været godt for mig at have det. Jeg udtrykker mine følelser godt, på et billede. Selvom det er triste billeder, lige meget om ordet 'sol' er det man skal tænke på når man maler. Får jeg kan altid finde en negativ ting ved et ord. Alle ord. I dag skal vi male et billede inspireret af billedet Monalisa. Det første strøg med penslen, var helt perfekt, ligeså den næste og den næste. Lige indtil jeg havde et billede af min far. Min far der sad ligesom Monalisa, ryggen rad og ikke en mine på læben. Jeg var tilfreds. Min lærer kommer gående bag mig, og kigger på min maleri. ”Her på det seneste stykke tid, har du godt nok forbedret dig. Det ser jo helt professionelt ud.” Siger hun smilende. Klokken ringer. Jeg går hen af gangen, over mod mit skab. Jeg åbner det og finder min mobil. Betty har ringet. Ringer hende op igen. ”Hej det Betty” Siger Betty i telefonen.

”Hej, du har ringet?” Siger jeg.

”Når ja ville bare sige at mig, Mandy og Tine, er taget hjem. Vores sidste timer var aflyst.”

”Når okay, så ses vi i morgen, ikke?” Svarer jeg lidt nedtrykt.

”Jo hej hej”. Siger hun hurtigt, og vi ligger på. Jeg tager min jakke ud af skabet, tager den på. Ligger min mobil i lommen, og smækker skabet i. Vender mig om og går hen af gangen mod døren.

”Hey vent!” Hører jeg en råbe. Jeg vender mig om og ser Joey, perfekt.

”Vil du ikke have et lift hjem, det regner ret meget?” Spørg han. Jeg tænker lidt og svarer så ”Nej det okay, jeg vil gerne gå.” Jeg kan høre han sukker tungt.

”Kom nu bare med, jeg voldtager dig jo ikke.” Siger han og griner, men stopper hurtigt da han ser mit følelsesløse ansigt. Jeg sukkede ”Okay så, men direkte hjem.” Jeg kiggede op på ham. Han var næsten et hoved højere end mig, 183 gætter jeg på. Jeg ryster let på hoved, du er ligeglad Kira tænker jeg. Vi går i stilhed ud til hans bil, han har nu ret, det regner utrolig meget, det písser ned! Da jeg ser bilen smiler jeg lidt. ”Lækker farve, lyserød?!” Siger jeg og kigger lidt på ham.

”Sjovt! Det er min søster, hun har brækket benet, så må låne den indtil hun kan bruge den igen.” Siger han og smiler lidt. Jeg nikker bare, åbner døren og sætter mig ind i bilen. Der er ikke så meget plads, og det undre mig lidt han kan være der.

 

Vi kører hen af vejen, i retningen mod mit hus, det undre mig lidt han ved hvilken vej jeg bor, har ikke fortalt hvor jeg bor endnu.

”Øh, ved du godt hvor jeg bor?” Spørg jeg undrende. Han rømmer sig lidt ”Ja jeg fulgte sådan halvt efter dig forleden” siger han, og jeg kan høre han skammer sig lidt. Jeg svarer ikke, men fremstammer et lille fnis. Da vi kører ned af min vej, kan jeg se lys der blinker, fra en ambulance. Jeg begynder at svede. Og da jeg ser det holder uden foran mit hus, begynder jeg at ryste! Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg kan mærke at Joey begynder at køre lidt langsommere. Uden at tænke over min handling, flår jeg døren op imens bilen stadig kører. Spæner over mod mit hus, jeg ser en bårer bliver kørt ud af huset. Åh nej.

”Hvad sker der!” Råber jeg op.

”Hver venlig at hold dig tilbage tak!” siger en politimand. ”Det er miii...in mo..or” Fremstammer jeg, og prøver at holde gråden tilbage. Det er som om min verden går i stå, bare et split sekund. Tanken om at min mor måske ikke er i live, at skulle på børnehjem eller bo hos en plejefamilie. Det er ikke noget jeg vil gøre frivilligt! Og tanken om at miste min mor, tanken om at miste et familiemedlem mere. Hvorfor skal alle mine kære tages fra mig? ”Skal du med?” Spørg en af ambulancemændene om. Jeg ryster bedrøvet på hoved. ”Jeg kommer senere.” Hvisker jeg næsten. Han nikker og giver min skulder et lille klem.

”Hun skal nok klare den.” Siger han beroligende. Derefter går han ind foran i ambulancen, og kører af sted.

 

En politimand stiller mig få spørgsmål, som navn, alder, skole, familie. Og lignende om min mor.

Joey kommer gående imod os, imens vi snakker. Jeg kigger lidt på ham, jeg kan se han er lidt chokeret. ”Har du nogen at være hos, et familiemedlem måske?” Spørg politimanden mig pludselig.

Joey står nu ved siden af mig, så jeg skynder mig at gribe hans hånd og siger: ”Ja, min kæreste Joey” Siger jeg og smiler skævt. Jeg giver Joey et lille klem. Politimanden nikker, ”Så går jeg igen” Siger han så og går hen mod sin bil. Mig og Joey står hånd i hånd, og kigger efter bilen. Da bilen er helt væk, skynder jeg mig at slippe Joeys hånd.

”Tak for turen, vi ses.” Siger jeg bare, og går hen mod min hoveddør. ”Øhgr..mh. Hvad?” Fremstammer Joey. Men jeg skynder mig bare at lukke døren. Jeg glider ned langs døren, og støtter min pande mod mine knæ. Tårerene får nu frit løb. Jeg tror jeg sidder der i 5 minutter, men så er der en der banker på. Det er nok Joey, hvem ellers tænker jeg. Jeg sidder bare uden at åbne, men mærker så døren åbner mod min ryg. Jeg glider frem ad da han åbner døren. Han kigger forvirret bag ved døren, og ser mig side der. ”Hov undskyld, jeg vidste ikke du sad der.” Siger han lidt paf. Jeg snøftede en gang, og tørrer så mine øjne. Joey skynder sig at lukke døren, sætter sig ned på knæ foran mig. ”Du må ikke græde!” Siger han uroligt. ”Undskyld, kan ikke lade være” Snøfter jeg.

Han sætter sig hen ved siden af mig, og ligger sine arme om mig. Jeg føler at min hud brænder da han rør ved mig, så jeg laver et lille spjæt i kroppen. Det virker ikke til han ligger mærke til det, for han knuger mig bare ind til ham. Og jeg ender så med at ligge mine arme rundt om ham.

Vi sidder der lidt tid, det er rart. Jeg føler mig tryk i hans arme. ”Skal jeg køre dig til hospitalet?” Spørg han pludselig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...