Endnu en lorte dag

Historien handler om en pige der hedder Kira. Hun gå igennem svære ting. og har egentlig svært ved at overskue det hele. Men med lidt hjælp fra en bestemt person skal det nok gå. Det er en gammel novelle jeg har skrevet, Som jeg lige fik lyst til at lægge ind. Mest for at se, om folk egentlig gider læse den. :)

1Likes
5Kommentarer
951Visninger

1. 1

 

Det var bare en helt almindelig dag i mit liv, men alligevel ikke.

… Jeg kan mærke svedet løbe ned af min pande, og kan stadig høre mine skrig.

Dit hoved ligger på mit skød, og tårerene løber ned af mine kinder, som om de aldrig vil stoppe. Jeg forstår det ikke. Bare jeg havde fået snakket mere med dig, fået fortalt hvor meget jeg virkelig elsker dig. Jeg kan høre siranerne. Men nu er det hele lige meget, du har taget dit liv. Det forsvinder nu ud i det fri, op til himlen, hvor alt burde være godt. Perfekt. Håber at de vil tage godt i mod dig deroppe, og at du vil kigge ned på mig, for så vil du forstå at jeg virkelig elsker dig.

 

Det er nu to uger siden det skete. Min far skød sig selv. Hvorfor ved jeg ikke. Måske var ham og min mor ulykkelige? Jeg har ellers ikke mærket en kold luft mellem dem.

”Kira!!!” Råber min mor nede fra stuen. Jeg tørrer mine øjne, og løber ud af døren, og ned af trappen. Hun ligger i sofaen med helt røde øjne. Peger hen mod sin pung. ”Gider du ikke købe nogen smøgere til mig skat?” Siger hun med gråd i stemmen. ”Jo” Sukker jeg. Tager nogen penge i pungen. Tager min jakke og sko på. Snupper min mobil inden jeg er ude af døren. Tanken ligger kun to minutter væk, så går med korte skridt derhen. Kigger ned på min mobil, klokken er næsten otte. Træder ind i tanken, og går hen mod kassen. ”En af de røde der” Siger jeg og peger. Der står en dreng i kassen han er ikke meget ældre end mig, han er nok 18. Han kigger skeptisk på mig.

”Er du ikke lidt for ung til at ryge?” Spørg han med et smørret grin på læben.

Jeg sukker ”Det er til min mor”. Jeg rykker ikke en mine på smilebåndet over hans kække ansigts udtryk. ”Hvor gammel er du?” Spørg han og ignorere mit svar. ”16” Svarer jeg kort. ” Kan jeg købe dem eller ej?” Siger jeg utålmodigt. ”Har du travlt?” Spørg han smilende. ”Hvis jeg siger ja, får jeg dem så?” Siger jeg en smule surt.

”Der er vist en der er lidt gnaven” Siger han, imens han tager smøgerne ned fra fylden. ”Her. Og husk nu at det er til din mor, ikke?” Siger han kækt. Jeg smiler falsk, giver pengene og går igen. Fuck et fjols tænker jeg. Jeg åbnede døren, smider min jakke og sko. ”Her” Siger jeg stille, og giver min mor smøgerne. ”Tak” siger hun hæst, og prøver at smile, uden så meget held.

Jeg løber op på mit værelse, åbner døren og smider mig sukkende på min seng. Vender min om på ryggen, og kigger op i loftet. På en mærkelig måde gør det mig tryk, at ligge i sengen uden at sige noget, kun at kunne høre min egen vejrtrækning. Selvom jeg har talt alle brædderne i loftet tusinde gange, kan man godt gøre det flere gange. Træt heden falder ind over min krop, og jeg lukker øjnene i.

 

Jeg vågner med et sæt da mit vække ur ringer. ”Pokkers ur!” Brummer jeg halv surt.

Jeg træsker ud af sengen. Stopper foran mit skab, som jeg let åbner. Kigger sukkende ind, som altid er det et stort rod, ikke til at finde rundt i. Jeg finder et par lyseblå stramme bukser, og en stor stribet bluse. Reder hurtigt mit hår, sætter det op med to hårnåle, lidt hairspray. Tager min mascara, ligger et tykt lag, og eyeliner under øjet. Kigger mig i spejlet. ”Bedre kan det ikke blive” sukker jeg.

Går neden under smider min taske i gangen, tager jakke og sko på. Og et æble i hånden. Kigger på min mobil. Fuck, for sent som altid tænker jeg. Jeg lister stille ind i klassen, og sætter mig på min plads. ”Godt du kunne komme Kira.” Siger min matematik lærer Bente smilende. ”Godt og godt” mumler jeg for mig selv. Klokken ringer endelig efter en lang matematiktime. Min veninde Betty kommer hen til mig. ”Er du okay?” Spørg hun stille. ”Nej” Siger jeg lidt koldt. Hun sukker et lille undskyld. Jeg skynder mig at smile til hende, og får hurtigt et igen. ”Vil du med udenfor lidt?” spørg jeg. ” Bare for at trække lidt luft.” Hun nikker, og vi går ud. Solen skinner, ikke lige et vejr efter mit humør, men det muntrer mig nu lidt op.

 

Vi sætter os på en bænk ude foran skolen. Det er lidt stilhed mellem os, ikke sådan pinlig tavshed, det er rart. Indtil Betty selvfølgelig skal afbryde stilheden, med et spørgsmål jeg ikke ville svare på.

”Hvordan skete det?” Jeg kunne hører på hendes stemme, at hun håbede på at jeg svarede.

Jeg sukkede, men svarede så. ”Han skød sig selv” jeg holdt en lille pause før jeg snakkede videre. ”Mor var ude at rejse, og mig og far var alene hjemme. Den var 3 om natten tror jeg. Han troede nok jeg sov.” Jeg kunne mærke tårerene presse på, snøftede let. ”Jeg fandt ham i stuen, hvor blodet flød ud fra hans hoved. Et rent blod bad.” Hun afbryder mig inden jeg siger mere ” Du behøver ikke at fortælle videre, jeg tænkte at det måske bare ville være godt at snakke om det. Din mor er nok ikke så snak salig.” Jeg fnøs let. ”Nej det er hun sgu ikke, hun laver ikke andet end at side i stuen, græde og ryge. Hun burde fandeme lette røven.” Jeg kigger ned.

”Hun skal nok bare have lidt tid” Siger Betty medfølende. Hvis det havde været en værd anden havde jeg råbt og skreget op, at det kunne da ikke være meningen at det var mig der skal gøre alt. Og at hun bare kan side der hjemme som en død mus. Men Betty er den eneste af mine veninder jeg kan stole på, kan snakke med om alt. Og jeg ved hun ville blive fornærmet og går sin vej. Så jeg holder bare min mund, og nikker stille. Klokken ringer lidt efter, og vi skulle ind og have dansk. Dansk timen går hurtigt, og klokken ringer til spise frikvarter. Jeg går med Betty og to andre veninder Tine og Mandy, hen til kantinen. Vi finder et bord satte os ned.

”Skal i med op og have noget?” Spørg Tine. De andre nikker, men jeg ryster let på hoved. ”Jeg er ikke rigtig sulten, vil i ikke købe en vand til mig, så holder jeg bordet?” Spørg jeg og smiler skævt. De sukker alle tre, men nikker og går op i køen.

 

Jeg sidder for mig selv og glor ud i luften. Jeg lukker alle de andre ude, alt larmen. Og kan kun høre min egen vejrtrækning, det er beroligende. ”Hallo er der nogen hjemme?” Hører jeg en sige. Jeg vender mig forskrækket om og ser drengen fra tanken og en masse andre drenge stå og glo på mig. Jeg vidste ikke han gik her tænker jeg. Jeg kigger lidt ligeglad på dem og venter på de skal sige noget. En af drengene tager ordet. ”Sidder du alene?” Jeg kigger lidt forvirret på dem, men opfatter så hvad de mener. ”Øhm.. Altså der kommer tre og skal side her. Men i kan bare tage de andre pladser.” siger jeg uden at trække en mine. De sætter sig alle ned. Og begyder at snakke løs, jeg fortryder med det samme at jeg sagde de bare kunne sætte sig.

 

Jeg kan mærke at ham drengen fra tanken, bliver ved med at kigge på mig. Hans blik borer sig ind i mig, og jeg ville ønske jeg kunne vende ryggen til, men det ville være lidt mærkeligt, og for indlysende. Endelig kommer mine veninder tilbage. De sætter sig ned, og kigger på drengene også spørgende hen på mig. Jeg trækker på let på skuldren, og rækker ud efter den vand Betty giver mig. ”Kender du dem?” Hvisker Tine til mig, med et frækt smil på læben. Jeg ryster bare på hoved. ”De manglede bare et sted at side” Hvisker jeg tilbage. ”Lad dog være med at være så sur, og kom videre i livet for fanden!” siger Mandy højlydt og surt. Betty skubber hende i siden, og giver hende et skarpt blik. ”Av for fanden” Råber Mandy op. Alle drengene stopper med at snakke, og kigger nu over på os. Jeg kigger bare ned i bordet. Skubber stolen tilbage, og skynder mig med hurtige skridt at gå. Jeg kan høre Mandy råber undskyld efter mig. Men jeg er ligeglad. Jeg går egentlig ikke fordi jeg er sur over det hun sagde. Jeg vil bare ikke snakke om det når der er så mange mennesker tilstede.

Jeg kan mærke at der er en der følger efter mig, personen løber. Jeg gider ikke og vende mig om for at se hvem det er. Det er højst sandsynligt Betty, hvem ellers? Men da personen kommer op foran mig, og stopper mig. Ser jeg at det er en helt anden. Drengen fra tanken. Hvad vil han? Jeg kigger på ham uden sige noget. Han står bare foran mig og smiler. Men hans smil forsvinder stille, efter han har ser mit ansigtsudtryk. ”Hvorfor så nedtrykt?” Spørg han.

”Det kommer ikke dig ved” Siger jeg spydigt. Han sukker. ”Har jeg gjort dig noget eller hvad?” Han prøver at fange mit blik, men jeg undviger.

”Nej, men jeg kender dig ikke. Så hvorfor skulle jeg åbne mig op for dig, og fortælle om mit privatliv?” Siger jeg, med en kold tone.

”Jeg er nu ellers en ret god lytter” Siger han med et smil. Han håber nok på at det får mig til at smile, men næh nej. ”Kan du ikke bare lade mig være, tak!” Siger jeg stille. Han står lidt uden at gøre noget. Men flytter sig så til sidst. Jeg går direkte mod klasse værelset. Håber på at klokken snart vil ringe til time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...