Ajour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2012
  • Opdateret: 31 maj 2012
  • Status: Igang
Ariana lever som en egyptisk prinsesse flere hundrede år før Avery. Hun holder dagbog. Hendes liv er fyldt med selskab og søde sager, men ændrer sig ikke, før Elijah ankommer til hendes families palads. Han er hendes nye underviser. En ung, charmerende mand, der drømmer om at rejse ud og opleve verden, og hvorfor ikke starte i Egypten? Ingen af dem havde overvejet muligheden for, at en kærlighed ville spire imellem dem. En kærlighed, der på ingen måde var acceptabel.
Avery bor derimod i nutidens Irland og er lige startet på gymnasium. Stadig ikke sikker på, hvordan hun vil tilbringe livet, finder hun en dag en meget gammel, beskadiget dagbog, som hun stopper i tasken og tager med sig hjem.

To skæbner flettes sammen. Fire personer bliver involveret i en historie, der kan vise sig at betyde undergang eller det modsatte for alle parter.

4Likes
2Kommentarer
1325Visninger
AA

2. En meget gammel dagbog - Avery

 

Avery Collins begav sig ned langs Irlands gader og nød det gode vejr, der havde præget byen i flere uger. Dette ville være den første dag, hun skulle betræde sit nye gymnasium som studerende der. Livet havde altid været en fornøjelse. Ingen høje forventninger, dog med en vis angst for edderkopper. Hun havde altid været sikker på, at hun ville nå langt i livet; ingen regelbrydelser, ingen stoffer, ingen rygning. Intet, der kunne tage hendes opmærksomhed væk fra de ting, der betød noget. En af de ting var hendes lillesøster. Ava, hed hun og lignede altid en lille solstråle. Hun var netop begyndt i grundskolen og havde højt og helligt lovet sig selv og sin familie, at hun ville tilbede lektierne og lærerne fra dag et. Avery havde rystet på hovedet og kigget smilende ned i gulvet. En fyr havde hun ingen af, og ærligt talt betød det ikke så meget. Sandt nok ville det da være dejligt at have en at dele alle sine hemmeligheder med, men det var jo også en af grundene til, at vennerne var der, ikke sandt? Apropos venner, kendte Avery ingen på det gymnasium, hun snart ville indtage. Alle hendes gamle venner havde valgt et andet eller rejst ud i verden – en var endda flygtet med sin kæreste. Det var vist noget med et tog, men det havde været i en brandert, så mon ikke de snart dukkede op igen? Ja, dette betød at Avery måtte skabe sig nogle nye bekendtskaber, hun fremover kunne socialere med.

Med tankerne hvirvlende i hovedet bevægede Avery sig frem uden rigtigt at nænne andre personer eller ting omkring sig. Hvis der var én ting, hun elskede ved Irland, så var det landskabet. Heldigvis kom hun forbi et stort stykke, når hun gjorde sin vej mod gymnasiet; dette havde nok været en medvirkende grund til, at hun havde valgt netop dét gymnasium. Men der var dog også noget andet, en mavefornemmelse, der havde fortalt, at dette var det helt rigtige.

Avery rundede et hjørne, men blev hurtigt slået ud af sine tanker og følte sig nærmest skubbet tilbage mod muren, hun netop havde rundet. Selvfølgelig var hun ikke bogstaveligt talt blevet skubbet op ad den, men det havde været hendes ’selvforsvar’. Hun pressede sig så langt op ad muren som muligt, mens hun ud af øjenkrogen skævede om hjørnet. Der stod to af byens ’bøller’ – nogen man skulle holde sig langt væk fra, medmindre man ville ende ude i en ægte kokasse, der virkelig var værre end den gennemsnitlige Irlandske kos. Avery havde ikke brug for bøvl, så hun fulgte de råd, der gik rundt i hele byen (og som næsten var blevet mønstret op på plakater) og blev bag muren, indtil de forsvandt. Hun åndede lettet op, da netop dét skete, lukkede sine øjne i og lagde hovedet tilbage mod muren. Av. Hvad var nu det? Hun åbnede øjnene på klem og vendte sig, så hun nu stod ansigt til ansigt med muren. Foran hende stak noget ud. Af muren. Hun løftede forsigtigt sine hænder og placerede dem på objektet og hev så til. Det sad godt fast, og det undrede hende ikke, at hun måtte sætte en god på muren og skubbe til. Hvad end det var, så det meget gammelt og meget indelukket ud. Med et sidste beslutsomt hiv røg hun bagover og undveg med nød og næppe at slå hovedet godt og grundigt i jorden. Hun kiggede sløset op på himlen og udstødte en lyd, hun kunne sværge på, ikke var menneskelig. Avery kom dog hurtigt på benene. Hun kiggede sig omkring og så så objektet, der lå foran hende. Hun satte sig ned på knæ og tog en meget gammel dagbog i hænderne. Den var minsandten rusten, og hjørnerne var indskrumpede; dette måtte være en meget antik dagbog. Hun åbnede den forsigtigt, og så snart hun gjorde det, faldt en lige så antik seddel ud. Det var vel mere en løsreven side, der havde ligget forrest i dagbogen. Den så lige så gammel og gul ud som resten af dagbogen og havde her og der gamle blækpletter. Noget af blækket var endda smørret ud, så det ikke var helt let at læse. Hun skimtede hurtigt de første par linjer:

Kære dagbog,

Jeg ved ikke, hvordan dette ender. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bruger denne tid på at skrive i dig. Mine tanker er forfjamskede og mine hænder rystende.

Teksten stod skrevet med en umådelig smuk håndskrift, der langt oversteg hendes gamle klasselærers håndskrift, som altid havde været hendes favorit. Mere tid fik hun dog ikke til at tænke over det, da en bus kørte forbi med farten på højdrøn og slog Avery ud af sine tanker. Hun kiggede op og rundt omkring sig. Derefter lod hun blikket glide ned på hendes ur, og hendes øjne udvidede sig straks. Hun havde ti minutter, til første lektion begyndte, og hun var aldrig – aldrig – i sit liv kommet for sent, og det var ikke noget, hun skulle prøve på sin allerførste dag. Derfor lagde hun hurtigt den løsrevne side tilbage i dagbogen, lukkede den i og stoppede den i tasken, hvorefter hun hurtigt kom på benene og satte i løb mod gymnasiet, der snart ville blive et medvirkende middel til et helt nyt liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...