Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2038Visninger
AA

3. Ævl og Kævl

Jeg vågner med bogen. Den ligger ved siden af mig. De smudsige sider har krøllet sig en smule. Jeg glatter dem ud og kigger ud af vinduet. Aprils sol ligger og bager stille ind af vinduet. Bogen. Hvem mon den tilhører?

Den eneste navn, som jeg kunne læse mig til, var navnet Magdalena. Ejeren?

Burde jeg lade den ligge?

Huset har vidst ikke været beboet de sidste 50 år. Ejeren må for længst været flyttet. Jeg bladrer i den. Blod, hjerter, en mørkhåret mand, fugle, vejskilte og en masse bogstaver, gammel dame.

Nogle sider står tomme. Andre er fyldte og sorte af blæk. Jeg hopper ud af sengen og beslutter, at gå en tur i skoven. Måske finde et sted at sidde. Bogen stopper jeg i min lille lædertaske, som perfekt holder den lille bog.Vandet er koldt, men det bliver hurtigt varmere og jeg får vasket mig under armene og i ansigtet.

Så går jeg ud. Træerne er fyldt med små knopper og de fleste steder er bladene sprunget ud. Jeg har ikke idé om hvor jeg gå hen, men forsætter op af bakkernes skråninger.

Jeg finder en solid stub og sætter mig. Dagbogen vejer tungt i min hånd. Jeg åbner til den side jeg nåede til, før jeg faldt i søvn.

 

Jeg har egentlig gang i to. På samme tid. Ævl og Kævl. Hvorfor lige Ævl og Kævl?

Ævl er uforstående og lader mig ikke udtrykke mig korrekt, men udleder bare en lang strøm af usamenhængende ord. Kævl er mere betænksom, men slet ikke i særlig høj grad. Kævl lytter og mumler bare af og til. Ordene forlader ens læber uden man tænker over det. Mærkelige klumper kommer ud. Hverken særlig melodisk eller smukt.

Ævl forstår mig ikke, men snakker bare, uden at formidle eller tænke over mine følelser. Ævl er så dominerende og Kævl så ligeglad og uforstående. Hvis bare jeg var Magdalena.. Jeg er Magdalena!

 

Magdalena ... Magdalena ... Magdalena...

 

Ja, bare jeg var. Men jeg er? Eller ikke? Mine tanker er så ukoncentrerede. Hvis bare jeg kunne få ham. Han er så smuk. I sin uniform. I sin flotte uniform. Det lysebrune hår og de milde strålende blå øjne. Nej, nu bliver jeg nødt til det. Nødt til at berette.

Jeg prøver forfra.

 

Kære absolut ingenting og ikke nogen!

Jeg gik rundt nede i byen. Den dag hvor jeg havde fået lov til det. Politimesteren skulle op, at spise hos os om aftenen. Han nikkede venligt og anerkendende da jeg passerede ham. Det sorte kors brændende på hans arm.

Jeg forsatte ned igennem byen, ned til boghandelen, mit sidste stop på vej hjem. Mine hænder greb om dørens håndtaget og jeg gik ind. Der var drøn på, men jeg finder mine bøger. Novellesamlingen af Herman Bang. Kvinden ved disken kiggede venligt på mig, med sine kødbolle øjne.

Hun holdte fast i bogen lidt for længe. Jeg gik.

Jeg kiggede på vejskilte, da jeg cyklede hjem. Undrede mig over oldemors håndskrift og hvordan den ville se ud på skiltet.

Vores hus var enormt. En herregård. En kæmpe klods af en bygning med terasser, balkon, gamle søjler og smudsige vinduer. Udestuen var et stort terrari af fugt, planter og bøger. Jeg gik ind på værelset og lagde bogen ind bag de andre bøger. Bag de pæne bøger.

"Magno!"

"MAGNO!" Hendes stemme lød stadig som en rivejern med rust. Hun sidder sammenklemt og enorm i sin kæmpe stol i udestuen, med Öhlenschlagers samlede digte, hvilende på maven. Hendes stemme

"MAGNO! Hvorfor er du ikke i tøjet? Politimesteren og hans familie kommer på besøg dit rådne hoved'!"

"Undskyld, Bedste."

"Ikke undskyld, skaf mig min kaffe. Husk smørklatten!"

Hun smurte sin læbestift på igen. Jeggik ud i køkkenet og lavede en stærk kop kaffe, og plumbede smørklatten i. Forskellige farver reflekterede sig i overfladen af den sorte kaffe. 

"Hvad laver du? Skal du ikke have redt de ustyrlige krøller?"

"Jo, men Bedste bad om kaffe."

"Så lad gå! Men skøn dig for guds skyld!" Hun hev koppen ud af hånden på mig og vrikkede ind i stuen. Sådan var hun jo altid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...