Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2056Visninger
AA

10. Svampet

”Undskyld, forstyrrer jeg?”

”Nej, nej.” Svarer jeg hurtigt. Han sætter sig i vindueskarmen. Der bliver stille.

”Cigaret?”

”Jo, tak.” Thor rækker ham en cigaret og tænder den. En intimitet opstår. Måske er det bare noget, som jeg pålægger dem. Mine kinder føles varme. Ruben løfter et øjenbryn kort, suger og læner hovedet tilbage og puster ud. Jeg føler mig akavet malplaceret. Som en fremmed gæst. Hvilket jeg er.

Jeg burde spørge: Kender i hinanden? Hvornår kom Ruben ind i billedet?

Mine læber lukker sig om smøgen. Bare lukket.

”Kommer i ikke og deltager i resten af selskabet? Der er forret.” Thor skodder sin cigaret i et hvidt marmoraskebæger.

”Tjo.” Siger Thor og går ud. Jeg følger efter. Til sidst Ruben.

”Jeg kan ikke vente på desserten.” Jeg kigger kort på Ruben. Han smiler. Jeg trækker kort på mundvigene. Sig noget.

”Hvad skal vi have?”

”Det ved jeg ikke.” Siger han og løfter et øjenbryn. ”Det er vidst en overraskelse.” Et smil piller om hans læber igen. Han forvirrer mig.

Vi er på vej ind til resten af selskabet. De fleste står og sipper til deres drink.

”Rødvin?” Ruben har indtaget pladsen ved siden af mig. Thor på den anden side. Holy moly. 

”Ja, tak.” Ruben kigger på Thor, som også nikker.

Jeg prøver at fokusere på noget andet. De snakker sammen, diskuterer ligegyldige ting. Jeg drikker mit glas og føler mit betuttet. Bogen. Jeg skal til at slå mig selv i hovedet, men stopper bevægelsen og gør det kun mentalt. Thors grøn og hvidstribet trøje kravler op og afslører hans voldsomt tatoverede arme. Jeg kan ikke direkte se motivet, men det ser vellavet ud.

”Undskyld mig. Jeg bliver nødt til at hilse på min onkel.” De ignorerer mig. Perfekt. Jeg trisser forbi og er på vej ud i køkkenet. Far stopper mig.

”Hey, jeg har næsten intet set til dig.”

”Nå, næ. Jeg har snakket lidt med Thor. Du ved gamle dage.”

”Javel. Jeg tror, Isis gerne vil snakke med dig. Don’t you just love the place darling?” Siger han med sin britiske accent. Jeg smiler. Isis. Det var navnet. Isis. Hmm..

”Jo, jeg tror jeg sætter mig derhen nu. Maden er næsten spist..” En ledig stol, står og gør sig til for mig.

Isis blik fanger mit.               

”Lille Karen, kom og sid ned.”

”Jo, tak.”

”Ja, som jeg var ved at fortælle. Mit kære barnebarn Noaleen. Hun er jo rigtig dygtig til højdespring. Gode solide ben.” De snakker løst og fast. Jeg bidrager på de rigtige tidspunkter, kigger på Isis; måden hun snakker på, hendes øjne, gæsterne. Hun elsker det. Den gamle kvinde har så sandelig ikke tænkt sig, at lade snakken gå på pensionsopsparing, led gigt eller bridge. Hun spiller poker, ryger en cigar og nipper til hendes kaffe, som er dumpet en smørklat i. Jeg rynker lidt på næsen. Smør i kaffe?

Hun fortæller løst og fast. Om familien og om hundene og om roserne. Roser. Hunde.

Jeg hilser på onkel August. Han ser malplaceret ud. Store runde øjne og skæg som ikke har fundet ro. Han brummer at og til, imens hans øjne hviler på Isis. Efter lidt tid, får jeg sneget mig ud af selskabet. Jeg lister ovenpå og snubler kort på trappetrinet. Panisk kigger jeg rundt. Ingen.

Ovenpå står værelset, som vi forlod det. Sengen hiver jeg lidt ud og hører et lille bump i mod det ru gulvtæppe. Min hænder kravler som en edderkop ned langs den blå væg og negler den op. En side stikker ud. Jeg åbner forsigtig. Bagest. Der ligger en slags lomme, hvor et lille sammenfoldet stykke kraftigt papir lægger.

”Hvad?” Jeg stirrer undrende og pakker så forsigtigt med bankende puls, det lille sammenfoldet papir op. Det ligner næsten et kort. Jeg kigger undrende på det.

Med sirlig skrift er der indtegnet forskellige ting. Jeg har svært ved at gennemskue det, men det er alligevel super detaljeret. Kortet viser noget, som må være vores hus, skoven, herregården og noget andet jeg ikke kan gennemskue. Et sted i hjørnet er der plantet to roser, som danner et abstrakt kryds. Hvad er det?

Jeg stirrer mig blind på kortet. Men efter lidt tid bladrer jeg tilbage, finder der hvor jeg kom fra. Finder Magdalena igen…

 

Kære bare ingenting

Noget i mig har lovet at berette. At berette noget fra en tid. En tid, hvor ingen minder er. En tid hvor kun noget kan ske og intet andet. Men jeg skal samle mig, holde mig selv fast. Binde mig i et fiskenet. Så intet slipper igennem og jeg aldrig slipper fri. Men et fiskenet har huller…

Fiskenettet er bare for skrøbeligt. Den kan holde en masse, men hvad beskytter den? Ingenting.

Jeg fortæller nu. Jeg lover det. Det skal ned. Om så det aldrig bliver læst.

 

Karen kyssede min kind. Vi gik i skoven, plukkede kantareller, samlede skovjordbær og andre svampe. Hun havde ønsket sig en antologi om svampe og dyreliv. Med oprigtig interesse, havde vi siddet i fire timer ved bækken og stirret på et egern-bo. Et lille fed egern havde ivrigt kravlet op af den tykke stamme og rodet rundt i trækronen. Efter det gik vi hjem. Karen vidste hvor der var blåbær. Vi fandt en kæmpe busk og plukkede rub og stub. Hun smed sit forklæde og samlede næsten to kilo. Vi bar det hjem og nåede at tabe det hele to gange.

”Magno, vask dig om munden!” Sagde Agnes vredt da vi kom hjem. Hun tog blåbærrene fra og begyndte at lave mad. Vi havde tjenestepiger, det var jo en stor gård at passe. Folk spurgte altid hvor far blev af. Mor vidste godt han var i skoven. Han var på jagt sagde hun. Eller han er ude for at holde styr på beplantningen. Men han ventede altid hjem med svampe og en lallende smil på. Så skældte mor ham ud og lod ham sove hos hundene. Han grinte bare. Spiste nogle svampe.

Han lå og sov i gangen. Vi må ikke gå derud. Mor vil ikke have det, så hun låste ham ude i gangen, med hundene.

”Han skal have ro til at sove børn.” Sagde hun og trykkede vores hoveder mod hendes svulmende vom.
Agnes irriterede køkkenpigerne. Så meget at hun fik sit eget hjørne, hvor hun selv havde sit eget udstyr stående og hun ikke løb i vejen for pigerne. Når far vågnede omkring klokken fire, var hans første prioritet at spise en dåse flåede tomater. Så gryntede han lidt og satte sig i stolen i stuen for at læse boligmagasiner. Hans vildeste besættelse. Nogle gange lavede han plancher med prisforskelle i boligudstyr, så han kunne sammenligne det, som var lavet i bladet og det som han selv havde fundet, næsten magen til. Han holdte regnskab og styr på priserne, på de forskellige skrev differencen og besparelserne ned. Lavede fordele og ulempe lister.

Mor stirrede altid på ham så forblændet af kærlighed. Tror jeg. Måske mere bare som en sulten kat, på en distræt mus. Han elskede hende også. Nok lige så meget som dåsetomater og svampe.

”Det er ufattelig besparelser skat. Ufattelige!” Hun stirrede bare lidt på ham og smilte så koket. De tog en meeeeeeeget lang lur i soveværelset og far kom ud forvirret og rodet. Han samlede sig og gik i skoven. Til hans elsker. Eller det troede jeg, efter at have overhørt en tjenestepige sige, at herren skulle ud til sin anden elsker. Jeg forstod det ikke. Han havde jo kun mor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...