Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2055Visninger
AA

9. Næsten blå.

Jeg stirrer på bogen. Magno? Magdalena? Jeg er forvirret. Langsomt kysser mine øjne, hvert enkelt del af værelset. Det er så luftigt og så let. Den sarte lys blå væg. Den gamle kommode. En kunstig blomst. Næ, den er ægte. Et lille træ, i hjørnet. Det grålige, ru gulvtæppe. Et par udtrådt grønne sutsko.

En gammel orange båndoptager står på kommoden. Jeg kigger mig omkring. Ingen kommer vel herind?

Mine hænder tager fat i den lille skotøjsæske, som er fyldt med kassettebånd, nogle optaget, nogle skrevet på med sirlig skrift. Det er ikke til at se, hvor man tænder den.

Jeg vender den forsigtigt om. Må bagsiden sidder et lille klistermærke, hvis kanter har løsnet sig en smule op. Med sirlig kuglepen skrevet skrift står navnet. Magno. Båndoptageren vælter. Jeg træder tilbage og er ved at snuble over sutskoene. Lyden fra båndoptageren larmer, da den rammer den glatte træflade. Forsigtigt, da jeg ikke kan hører nogen udenfor værelset, rejser jeg den op og tænder.

Den summer. Jeg roder stille i skotøjsæsken. Kassettebåndene ligger i to små rækker. Mit yndlingstal. Tretten. Mine fingre glider tretten kassetter ned. Neglene fumler forsigtigt med kassetten og hiver den op. Titlen står skrevet med sirlig skrift.

Chet Baker

Mine hænder stopper stille båndet i, og trykker kassetten ind. Den rumler og siger en veltilfreds summende lyd. Nærmest stimulerende.

Rummet forvandles. Regnen på vinduet lyder stille, men sluges med i helhedsbilledet af musikken. De bløde toner flyder ud. Jeg stiller mig ved vinduet, hvor gardinerne er halvt trukket for. Der er et underligt eftermiddagsmørke.

”Almost Blue.” Jeg kvæler et skrig og vender mig rundt. Thor lukker døren efter sig.

”Jeg, jeg så bare mig lidt omkring.”

”Mm…”

”Du tror ikke på mig.”

”Det har stået tomt længe.” Siger han og sætter sig på sengen. Shit. Bogen lige skråt bag ham.

Jeg går langsomt over i mod ham. Han løfter et øjenbryn og sidder med underarmene hvilende på lårene. Jeg sætter mig ved siden af. Lad være med at stirre på bogen!

”Er der noget?” Spørger han. Jeg ryster på hovedet.

”Chet Baker, en af mine favoritter.” Han læner sig tilbage og kigger op i loftet. Jeg smiler til ham.

”Vil du danse?”

”Danse?”

”Mm…” Jeg lukker munden i et smil og nikker. Han rejser sig højtidligt og bukker.

”Det regnede jeg ikke med fra dig..” Han tøver og rækker så ud efter min hånd.

”Som de ønsker Noaleen” Jeg lægger min hånd i hans og vi begynder at vugge til musikken.

Dagbogen kan jeg stadig se. En stemme fylder jazzens bløde toner.

Almost blue

Almost doing things we used to do             

There's a girl here and she's almost you      

Almost

All the things that your eyes once promised

I see in hers too                   

Now your eyes are red from crying

“Jeg synes du skal lade dit hår gro ud igen.” Hvisker han.

”Hvordan? Det er da langt?”

”Nej, jeg mener bare. Jeg kan bedre lide det. Eller det er pænere, når det bare er mørkt.” Siger han og trækker lidt på skuldrene.

”Tak.”

”Selvom jeg jo altid havde håbet på, at du blev blondine.” Han smiler lydløst. Han stopper med at danse. Jeg sætter mig på sengen og prøver febrilsk, at holde masken og skubbe bogen ned bag sengen.

”Hvad laver du?” Spørger han og kigger over i mod bogen. Han hår ser helt mørkerødt ud i det her lys.

”Ingenting.”

”Jo, hvad har du der!” Han peger ikke noget. Han læner sig ind og sengen. Jeg rejser mig op. Jeg er kun er smule højere end ham, selvom jeg står i sengen.                    

”Ikke noget.”

”Ha, du lyver.” Han griner og langer ud efter fra siden. Jeg griber hans arm, men han hiver den til sig. Jeg stivner og stirrer på hans ansigt. Så tæt på mit. Hans øjne stirrer igen kort, og langer så ud efter bogen. Shit. Shit, shit, shit. Spontant…

Mine læber rammer hans som et slag. Først anspændt og modvillig. Han virker forvirret. Så gengælder han, jeg går lidt tilbage, imens jeg prøver at bikse bogen ned bag sengen med en fordrejet fod. Jeg kan ikke koncentrere mig om hans læber. Det bliver en automatisk bevægelse.

Bogen ryger ned, det afgiver en svag lyd. Jeg puster ud og smækker så benene om livet på Thor. Musikken sætter tempoet; roligt, smuk og langsomt.

Fodtrin. Fuck. Jeg slipper forbindelsen i mellem os. Hvordan blev det pludselig så varmt herinde?

”Der kommer nogen. Sluk musikken.” Hans arme forlader mig og han slukker musikken.

”Cigaret?” Han rækker en ud.

”Jo, nu når du ikke bruger udtrykket smøg.” Siger jeg og tager i mod en rød Look.

Døren åbner. Ruben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...