Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2042Visninger
AA

2. Løse ord

Støv fejer ud fra rummet, og jeg beslutter, at lade min ting stå udenfor på den tørre jord. Jeg træder ind i et andet århundrede. I enden under et vindue, står en mørkebrun træstol, med grønt sædebetræk. Overfor står en lige så dæmpet og klassisk sofa ved siden af en kæmpe bogreol.

Gamle klassikere står og fylder hylderne med alle mine yndlings: Brönte, Tolstoj, Karen Blixen, Herman Bang, Shakespeare, Amalie Skram. Et god blanding.

"Hej!" En brunhåret dreng stikker hovedet ind af døren. Jeg skriger.

"Undskyld, hvis jeg skræmmer dig!" Siger han med en blandingsdialekt af tysk og sønderjysk.

"Nej, det er okay. Hvem er du?"

"Ruben, jeg er oppe fra den gamle Herregård, du ve', det her landsted hører jo til. Jeg arbejder der. Du må være Noalene?"

"Noaleen."

"Nå, er det engelsk?"

"Ja, min far er brite."

"Nå, hvor skal du starte henne?"

Jeg stirrer rundt i rummet og bevæger mig forbi reolerne, med øjnene hvilende på bøgerne.

"Jeg afslutter 10. klasse. i år, på den lokale."

"Okay. Det er da altid noget." Jeg kigger på ham. Han har håret sat i en lille nærmest utilstrækkelig knold på hovedet. Nærmere hestehale af en art. Hans tøj er en afslappet; ternet skjorte og beige chinos.

"Hvis jeg skal hjælpe dig med noget, kan du jo altid bare ringe. Ja, altså op til gården."

"Tak."

"Hov, jeg glemte helt hvad jeg kom for. Du er inviteret til middag den første maj."

"Middag? Nå, men det er vel også på tide, at jeg møder dem." Mit spyt smager sjovt.

"Møder?"

"Ingenting." Han kigger med sammenrynket pande på min bogreol.

"Interessant."

"Læser du noget af dette?" Spørger jeg og folder armene over kors og nikker mod reolen.

"Du skulle hellere spørge om der er noget jeg ikke læser." Han smiler selvtilfreds.

"Jeg må heller gå, pligten kalder. Vi ses." Så går han. Jeg stirrer ud i luften efter ham.

 

Efter at have fået varmen og slugt hundrede sider i Jane Eyre, kravler jeg ovenpå. Mine kinder brænder let. Der står en dobbeltseng under vinduet, til højre, ved siden af et lille natbord med en moderne lampe, placeret en smule akavet i forhold til det oprindelige stearinlys. Bag trappen er et smukt gammelt klædeskab, med et spejl i midten. Den helt nostalgiske atmosfære er svær at rumme, men også meget smuk. Jeg gør mig færdig. Så går jeg i seng, og lægger og kigger rundt.

Der er meget mørkt. Så mørkt er der ikke i byen. Aldrig. Jeg har ikke noget i mod mørke. Det beroliger en af sanserne og gør de resterende kraftigere. Jeg piller forsigtigt ved sengens kant ind i mod væggen og lader min hånd glide ned. Kanten er hakket, som om den har fået et hak ind. Jeg føler forsigtigt. Det rører sig let. Der er helt mørkt. Jeg banker på væggen. Det lyder hult.

Jeg banker længere henne. En anden lyd. Jeg rejser mig rundt om på knæene i sengen og presser fingrene på det flytbare plade. Den stritter imod og rykker sig kun lidt. Jeg får den skubbet til side, men tænder så min svage gule natlampe for at se. Der ligger den. I det lille smalle hulrum. Kraftig indbinding med mønster på og en næsten udbrugt blyant. Jeg åbner den. Siderne er fyldte. Siderne er tomme. Jeg læser.    

 

Kære absolut ingenting og absolut ikke nogen!

 

Har du nogensinde undret dig over vejskilte? Hvem giver et vejskilt et navn? Hvem bestemmer det skal være Rosevænget eller Kastanjeallé, Nedergade eller Smedevej? Har der vokset roser på rosenvænget? Eller fører vænget til den smukkeste rosengård, hvor en flot prins sidder og stirrer ud fra sin seng af røde roser, med hovedet hvilende på hans hvide rosen pude? Han kommer slæbende med sin lang kappe, lavet af de fineste bløde blade fra blomsten, og venter kun sagte og trist på sin…

Jeg ved det ikke. Måske er et vejskilt bare bestemt. Måske har nogen bare bestemt, at det skulle være der. Måske har nogen bare bestemt, at det skulle hedde Smedevej, og at skiltet skulle være klæbrig grønt med hvide bogstaver og stå med en bestemt skrifttype, der mindede dem om et eller andet. Måske.

Hvis jeg skulle male et skilt, skulle det være oldemors skæve skråskrift, malet med rødt på sort. Farven skulle passe til vejens navn, eller i så fald hvem, som boede der. Min oldemor. Kære elskede oldemor… Hun er død. Død som et vejskilt. Hun ligger begravet ikke så langt herfra. Måske ikke.

 

Bla. Bla… Blææ.. Blaa..

 

Mine tanker er ukoncentrerede. Jeg prøver at skrive dem ned. Måske ville det hjælpe, men det gør det ikke. Jeg føler langsomt noget i mig vokse. Noget der vokser langsomt, men breder sig voldsomt.

Jeg ved ikke hvad det er. Det er som en sæbeboble, der langsomt pustes luft i og snart springer. Jeg er en sæbeboble. Jeg er et vejskilt. Et forelsket vejskilt. Forelsket i den hvide due. Den sorte solsort, som hver dag flyver forbi og sætter sig, med sin grå veninde... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...