Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2036Visninger
AA

6. Lånte smil

Jeg udsteder er kort skrig og vender mig om.

"Det er dig."

"Ja, Blev du forskrækket?"

"Næ.."

"Jeg troede ikke du kom."

"Hvorfor?"

"Du virkede ret.. forvirret." Han leder efter ordene.

"Hmm.."

Jeg kigger tavst på ham. Min mave knurrer.

"Vil du ikke vise mig rundt?" Spørger jeg.

"Jo, selvfølgelig!"

Vi går rundt i huset. Han fortæller om huset, med en nærmest indlært interesse i bygningens historie. Gården råder over enorme vildt bevoksede skove og plantearealer. Rosenlunden er tæt og fyldt med gule og hvide roser.

Han plukker en enkelt gul og rækker den til mig.

"En rose til dig."

"Tak." Hvor patetisk.

Vi støder ind i far. Han står og diskutere stedets arkitektur halvt mumlende med sig selv. Ruben bider sig hurtigt på.

"Ja, fantastisk murerarbejde."

Jeg tripper væk, tripper indenfor.

"Åh gud, jamen dette her er jo mit barnebarn. Ja, det er Karens, den ældste." Hun præsenterer mig for en herre i velplejet jakkesæt og nogle damer.

"Ja, Karen har jo været så frygtelig syg. Så syg, så syg. Jeg havde så ondt, ja jeg havde fået konstateret mavesår da jeg hørte det. Jeg måtte ned for at hente piller. Herregud hvor er det længe siden."

De alle udbryder en fælles gisp. Jeg stirrer.

"Ja, Noa her hun klarer det så flot."

"Undskyld mig." Jeg rykker mig og går hen og tager en velkomstdrink og skylder ned.

"Ja, sådan kan det jo gå. Men nu bliver de her nok sommeren over. De har i hvert fald købt huset dernede."

Mine fingre hviler rundt om bogen. Den føles med et så tung, i mine hænder, men samtidig er den let og nem. Jeg kan ikke lade være med, at pille ved indbindingen. Den er hård, men skrøbelig. Måske smuldrer den. Det må den ikke. Vejret udenfor har vendt sig og det er blevet slemt mørkt og det tordner stille.

De fleste gæster er ved forretten og spiser lystigt. Jeg bliver sat ved noget, som må være ungdomsbordet. Jeg har gemt bogen godt væk. Panisk og forvirret plantede jeg den i mellem de gule roser. Hvad hvis nogle opdagede den? Hvad hvis ejeren rent faktisk stadig levede? Jeg skubber tanken væk og kigger rundt. Det er han eller hun højst sandsynligt ikke. Han eller hun? Han eller hun? Jeg ved det faktisk ikke.

”Hej, du må da være Nnn?” En fyr rækker afventende hånden ud og kniber på øjnene. ”ah, Noaleen? Kan det passe.”  Jeg nikker og drejer hovedet på skrå.

”Ja. Har vi?” Spørger jeg afventende. Jeg studerer kort ansigtet. Han er meget høj, med venlige pæne træk, rødblond hår og varme brune øjne. Fregner i ansigtet gør overgangen mellem hans læber og resten af ansigtet mere flydende. Han er næsten ikke til at kende.

”Gud!” Han griner, da jeg siger det.

”Hvorfor tager du sådan pis på mig! Jeg ku’ sgu da ikke genkende dig, Thor!” Han krammer mig. Fornemmelsen af akavet er der ikke. Han storsmiler. Et smil, jeg husker som et smil, der ved noget som andre ikke ved.

”Hvad går du og laver?” Spørger jeg og tager en tår hvidvin. Det brænder let i halsen på mig.

”Du ved, jeg har været i lære som anlægsgartner. Jeg kom ikke ind på arkitektur i Esbjerg.”                  

Jeg nikker stille. Han er godt nok omkring de fem år ældre end mig. Fyldt treogtyve. Vi plejede at lege sammen, inden vi flyttede fra byen. Han stoppede aldrig med at lege. Ikke rigtigt. Vi fiskede sammen, byggede huler i skoven. Han var ellers femten, da jeg var ti. Aldersforskellen var ubetydelig.

”Hvad med de andre?” Spørger han og nipper til sin forret.

”De har det fint, mor blev der hjemme, men ellers fint.” Mine kinder føles røde som tomater. Måske er de det faktisk.

”Og dig?”

”Ja, jeg flyttede tilbage her. Nu hjælper jeg i haven, du ved, for at praktisere lidt.”

”Ja, klart. Det lyder da fedt!” Siger jeg og smiler. Jeg tager mig forsigtigt læberne.  

 

Forretten er spist op. Jeg sidder stille og taler med Thor om gamle dage, da en kvinde i en kæmpemæssig polkaprikket kjole træder ind. Ingen virker til at bemærke hende. Hun er mindst 130 kilo tung, ud fra min vurdering. Hun smiler venligt og hilser på. Hendes øjenbryn er barberet af og tegnet op som en halvbue. Hendes fødder svulmer over læderskoens kanter og flirter ivrigt med gulvet.

Det er Agnes. De fleste folk har rejst sig og jeg meddeler Thor, at jeg bliver nødt til at hilse på de gamle.

”Hej.” Hun vender sig rundt. Et kæmpe smil breder sig over den store kvindes runde ansigt.

”Jamen Noa! Åh Noa.” Hun trykker mig i sin kæmpe favn. Jeg rører hende ikke for hårdt. Hvad hvis hun eksploderer. Hun føles ligesom en pruttepude. Så måske gør hun.

”Hvor er det dog længe siden! Åh, gud hvor er du dog blevet udmagret. Hvad giver de dig dog at spise?” Hun kniber mine kinder og jeg mærker blodet skylde op.

”Ja, det er.”

”Har du set August?”

”August? Næ..” Svarer jeg kort og kigger rundt.

”Nå han er nok gået på toilet så. Han kommer nok om lidt så. Vi har alle glæd’t os til at se dig!” Godt forsøgt.

Hun kigger mistænksomt.

”Jeg stødte lige på dine brødre. De ligner godt nok deres far! Men dig! Ja, du ligner akkurat din bedstemor.” Hun klukker. Den samme lyd forlader min mund. Hvilket kompliment. Bedstemor, hvisker jeg for mig selv. Smager på ordet med nærmest nybørstet tænder og tunge. Det smager lidt af citrontærte. Tror jeg. Eller koldskål.

Jeg kigger rundt. En stuepige er i gang med at fylde øl op for tredje gang. Thors øjne fanger mit blik. Jeg svarer hans anmodning om at gå udenfor med et nik, og følger så efter. Det føles så underligt og alligevel ikke.

”Hvordan med hende den gamle?”

”Pas på, at du ikke siger det når hun er i nærheden.” Han smiler og kigger så ned på skovbunden. Vi går ind i skoven.

”Hun har det godt, ufattelig frisk. Traver rundt, ordner have, løber og udstiller hundene. Når ja, så bruger hun også meget tid på selskaber, som disse.” Han smiler igen. Vi går i stilhed.

”Hvad med dig?”

”Hvad med mig?” Spørger jeg undrende, og bemærker han ikke havde spurgt særlig meget ind til det.

”Ja.”

”Hmm.. ikke så meget. Jeg skal starte i første g.”

”Åh ja, det er ved at være tid siden.” Han griner og klør sine skægstubbe.

”Det undrer mig, at du stadig sidder ved ungdomsbordet.”

”Gør det? Hmm… så gammel så jeg heller ikke mig selv. Treogtyve?” Han løfter et øjenbryn.

”Tja, har du overvejet pensionsopsparing?”

”Er allerede begyndt.” Siger han med en hård sarkastisk tone. Jeg dasker til ham. Skovens bund er tør, men vejret over os varsler. Der er underligt mørk. Ikke mørkt, mørkt. Nærmere som når solen ikke får en stråle til jorden, og skyerne ulmer mørkegrå. Lidt for mørke.

”Du har vel ikke en smøg? Eller bare en sød veninde, som mangler mandigt selskab?” Mit hoved lyner rundt og stirrer på ham. Derefter dæmper jeg bevægelsen og griner. En pakke grønne LM fisker jeg op af min jakke. Mor og jeg plejer at sidde på terrassen derhjemme om morgenen, ryge en smøg, drikke en kop kaffe sammen. Det er bare rutine. Jeg ryger mere end jeg plejer. Jeg ryger også for mor. Når hun ikke kan.

”Hvis du er sød.” Svarer jeg. På nogle punkter er jeg meget mindre og yngre end ham. Og så alligevel ikke.

”Nej, seriøst jeg mener det faktisk. Der er ingenting, her på egnen. Jeg dør af liderlighed og smøgafhængighed. Langsomt.” Jeg ryster på hovedet, kigger på den hvide blomst, min sko tværer ud. Hvordan blev de så beskidte? Det er næsten ikke til at se, at de har været hvide. Det begynder at dryppe.              Bogen. Jeg kommer i tanke om dagbogen. Fuck.

”Kom, lad os gå tilbage.” Siger jeg og smiler.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...