Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2058Visninger
AA

5. Forladte Humor

Kære absolut ingenting og ikke nogen!

Jeg hader Humor, men samtidig føler jeg sympati for hende. Hun har intet gjort. Hun er bare forladt, ene og alene. Forladt af de andre. Hun skriger på mig, men hun er svær at høre. Hun har bare ikke den stemmekapacitet, der skal til. Jeg har prøvet at kontakte hende. Jeg taber hende hurtigt. Måske kan vi bare ikke sammen. men hun er så dygtig. Jeg elsker hendes selskab, hun smiler, er sjov får mig højere op. Hun viser mig verden. Viser mig hvordan og hvornår.

Hvis jeg bare kunne få hende. Men det er som om en glasbobbel er i mellem os. Vi frastøder hinanden lidt ligesom magneterne på køleskabet. Vi kan ikke være i samme rum. Ikke i længere tid af gangen. Vi væmmes ved den andens tilværelse, men drages også af modsætningerne. Jeg kan mærke hvordan hun skæver til mig, og jeg skæver til hende. Jeg elsker hende. Uden rigtig at elske.

 

ELSKE Elske elske.. E .. E.. E.. Elske.

ELSKE

 

Jeg skævede ud af vinduet. Jeg kunne se hende komme gående bagfra. Hun greb håndfast om min hånd. Jeg vendte mig og kiggede hende i øjnene. Hendes boblende øjne. Hun pressede mig op af en væg og lod hendes hånd kører ned. Hun tog min hånd og førte den i mellem hendes ben. Jeg stirrede på hende. Hun kiggede på mig.

"Hvad er der galt med dig?" Hvæsede hun, med sine brændende æstetiske øjne.

"Det ved jeg ikke. Jeg forstår bare ikke meningen, med alt det her. Jeg er sulten." Jeg gik ud af rummet. Hun slog vildt om sig, og på mig.  "Du er så fandens åndsvag!"

Mine trin føltes som om nogle havde byttet gummisålen ud med bly. Politimesterens søn stod ved bogreolen. Min reol. Han smukke brune hår sad velredt tilbage og de lange slanke fingre kravlede forsigtigt over bogryggene. Han ansigt er så smuk og mandigt, med hans begyndende stubbe efter de første gange barberinger. Hvis jeg var kanibal havde jeg spist ham. Med chokolade eller friske bær til. Måske skulle han have et æble i munden.

Eller roser. Han kunne være Rosenprinsen fra Rosenvænget, der friede til mig med sig skilt, tog min hånd og førte mig vejen til Rosenvængets rosengård, hvor vi kunne ligge og drømme på hans hvide rosenseng, og omverdenen kun rev lidt i os, når tornene slog deres pigge i vores nøgne rygge.

"Har du fået lov til at kigge?"

"Åh, jeg havde slet ikke set dig." Han kiggede undskyldende om, og en svag ungmandsglød skyder i kinderne på ham. Det samme skete for mig.

"Læser du?"

"Ja, af og til. Jeg foretrækker digte. Det er mindre.. komplekst. Det skal du ikke sige. Det er kun en svans som kan lide digte."

"Er du da svans?"

"Nej, fy for den lede."

"Kunne du nogensinde finde på-"

"Aldrig."

"Det ville ellers vække skandale.." han vendte sig om og kiggde mig i øjnene. Jeg kunne ikke vurdere om han overvejede nogle muligheder eller hvad han egentlig tænkte på. Han vendte sig om igen. Nedtrykt vendte jeg mig rundt og gik i mod mit værelse. Endnu en arm greb ud efter mig. Han klyngede mig op af væggen, og gispede hårdt efter vejret. så tyssede han.

"Eksperimentering.." Mumlede han. Han kiggede længe mig i øjnene. Han vidste ikke, hvad jeg søgte. Hvis jeg bare forsvandt, med et. lige der. Hans læber rørte næsten mine. Så tætte, at vi udvekslede åndedrag. Han skævede. Han havde en lille bekymringsrynke. en lille fordybning, hvor massere af usagte tanker kunne gro. Lige der mellem hans kraftige øjenbryn. Humor burde være her nu. Men hun var her ikke. Hun lod mig i stikken hver gang.

Han kiggede kort til siden, stadig med mig fæstnet op af muren. Jeg skævede også. Men jeg nåede ikke at reagere på at hun stod der, før han har kysset mig. Hans læber var så bløde, som rosenblade.

Han var min rosenprins. Jeg var så sikker. Lige der. Så slipper han og Humor overtager ham i stedet. Spillede på to heste. Ja, det kunne man vel også...

Han stirrede over på hende, afventende på hendes reaktion. Hendes sorte øjne brændte forbitret. Så styrtede hun ned at trappen.

Han holdte en stiv finger lodret op foran sine smilende læber. Imens trådte hans langsomt tilbage.

"Sssh.."

Jeg var Magdalena. Endelig Magdalena.. Så tæt på. Og så langt fra. Men vi var begge forladte nu. Mig og Humor. Humor og jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...