Tilfædige noter

Jeg spiser ikke.
Jeg drikker ikke.
Jeg lytter ikke til musik.
Jeg går ikke med sminke.
Jeg går ikke med kjole eller nederdel.
Jeg tror ikke på noget.

Jeg er døv.
Jeg er tavs.
Jeg er væk.
Jeg er syg.
Jeg er blind.
Jeg er noget.

Jeg er ikke nogen.


Sådan begynder den udslidte dagbog Noaleen finder, den dag hun flytter ind på det enorme gamle landsted i de dybe skove på Syd-als.
Noaleen har aldrig interesseret sig det nærmest for dagbøger, men begynder at læse den tungsindige 'Magdalena' underfundige tanker og logik.
Hun kastes hovedkulds ud i et mysterium, af gåder, uudtalte familieforhold, historie og melankolsk kærlighed.
Dette er en historie jeg deltager med i dagbogs-konkurrence og jeg håber i vil kommentere og give kritisk respons! :)

*STØDENDE SPROG OG SEKSUELLE SCENER KAN FOREKOMME* læses på eget ansvar ;)

9Likes
40Kommentarer
2052Visninger
AA

7. Flaskesamler

 

7.

”Du kan bare gå ind, jeg kommer.” Han kigger kort mistænkeligt på mig og går så ind. Shit. Shit, shit, shit! Jeg løber ned igennem rosenlunden, til de gule roser. Mine fingre skiller forsigtigt busken ad, hvor jeg skilte den før. Torne bider i min hud og efterlader rifter. Rifter, der minder om min bedstemors.

Den lægger der stadig. Regnen har gjort sin entre, men den tykke indbinding er kun blevet lidt blød. Bogen putter jeg i inderlommen på min jakke. Den kan ikke rigtig være der. Jeg løber i mod huset.

Hundene lægger i det store bryggers lige ved siden af køkkenet. I køkkenet kører de fuld tryk på madlavningen. Jeg lister mig forbi og en på et værelse. Der er stille med rolige lyseblå vægge og sirligt sengetøj. Jeg sætter mig forsigtigt, og låser døren omhyggeligt inden. Mine fingrer piller stille ved den bløde overflade.

Tør nu, tænker jeg. Jeg bladrer langsomt i siderne, til jeg når dertil.

 

Kære absolut ingenting og ikke nogen og alle i andre ingenting!

Jeg har samlet mig. Samlet stumperne, som knust glasskår. Men det er umuligt. Der er som at prøve at samle alle skårene op, og prøve at samle det igen. Det kan ikke samles. Det vigtigste mangler. Der er marginaler. De helt små. Man kan næste ikke gætte at det er glasskårene. Men det er det. Og flasken bliver ikke den samme. Den ser måske sådan ud, men den bliver aldrig hel.

Måske skulle jeg lade være med at samle glasskår. Jeg skærer mig bare. Nogle lærer at gå på dem. Andre skærer sig bare. Nogle helt andre knuser aldrig flasken...

Jeg knuser aldrig flasken. Jeg samler bare skårene op. Får blod på hænderne. Blod, som ikke er mit.

Jeg elsker ham. Måske elsker han mig. Min rosenprins. De mørkeblå roser om hans skuldrer. Hans stærke arme. Det smukke hår og de øjne. Øjne som to perler, der længe har ligget på havets bund og ladet sig forgylde.

Måske er det bare vandet der gør dem så blå. Men hvad gør så vandet blåt? Hvorfor er vand egentlig blåt overhoved?

Nej, jeg bliver nødt til det. Nødt til, at være flaskesamleren. Samle hvad jeg kan og samle det hele. I bider, men i et tag. Det gør ondt. Sådan er det, når man ikke længere har handsker, til at tage de små splinter op med. Kun bare fingre. Bare nøgne fingre. Måske kan jeg faktisk lære mig selv, at gå glasskår. Det gør jeg allerede. Jeg kan ikke undgå det. Det er fundamentet mine fødder, min krop hviler på.

Det gør bare mere ondt hvis jeg rokerer. Flytter mig.

Men hvordan skal jeg nå rosenprinsen, så længe jeg går på glasskår og han på hvide roser?

Nej, jeg må fatte mig nu. Jeg snakker udenom, SKRIVER UDEN OM.. !!!

Okay, jeg begynder forfra. Magdalena, begynder forfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...