Stand Up 3 (1D)

Den nu 19-årige Natalie går på universitet, og One Direction er stadig på toppen. Men da Natalie finder ud af at hun er gravid, må en del laves om i hendes og Harrys livsstil. Heldigvis er fansene glade, men hun er ikke overlykkelig, da alle presser på for at de bliver gift. Og så er de ikke så modne, som de burde være med en baby på vej. Så da de pludselig står med en baby i armen, ja, så er der ikke andet for end at være det. Men kan de virkelig også det?
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hehe, glæder mig til at høre jeres feedback. Sad og småskrev på den her under Stand Up 2 :)

26Likes
44Kommentarer
6287Visninger
AA

5. Hvad skal man svare?

Han var ikke på knæ, han stod der bare, og smilede. Jeg begyndte at trække vejret mærkeligt, og før jeg vidste af det, var jeg ude af rummet. Døren til vores værelse, lukkede i, og jeg tvang låsen til at klikke. Jeg havde brug for tid til at tænke.

"Natalie, kom nu ud," lød Harrys stemme, der tydeligt var forvirret. Jeg kunne høre en masse spørgsmål, og hans forbavsede mumlen. Jeg lagde mig ned i sengen, hvad havde jeg lige gjort?  

Jeg havde ligget der i lang tid, da jeg endelig vovede mig ud. Otte hoveder vendte sig mod mig, men jeg kiggede i stedet på Niall.

"Kan jeg lige snakke med dig, NiNi?" spurgte jeg ligeglad, han nikkede og kom ind på værelset.

"Hvad er der?". Spørgsmålet var omsorgsfuldt, og jeg kiggede tårevædet på ham. Han omfavnede mig venligt, og jeg gav mig til at tude på hans trøje. Han strøg hans hånd ned af min ryg.

"Hvad skal jeg sige?" kom det hulkende fra mig, han trak let på skuldrene.

"Det er dit eget valg, NaNa," sagde han, og jeg trak mig lidt væk, "Men han elsker dig, det ville være dumt at sige nej.". Hans svar forbløffede mig. Jeg tog ham hurtigt i hånden, og kyssede ham på kinden. Niall trak mig med ud, og Harry hurtigt rejste sig op. Niall gav slip, og jeg kiggede forsigtigt på den nervøse Harry, der gav mig et spørgende blik. Jeg gik hen til ham, og jeg kyssede ham blidt på munden.

"Ja, Harry. Det vil jeg gerne," hviskede jeg i hans øre, hans lille grin kunne mærkes på min hals. Jeg kyssede ham igen, og de andre stillede sig op, og lykønskede os. Tænk, at jeg sagde ja!

 

Alle lå og sov, men mig og Louis var stadig oppe. Jeg skulle spørge ham om noget, men jeg vidste jeg ville begynde at tude.

"Louis, der er noget, jeg skal spørge om," sagde jeg nervøst, og jeg kunne allerede mærke tårerne presse på.

"Hvad er der?" spurgte han, og lagde hånden på min rystende hånd.

"Når babyen kommer, bliver du så? Jeg ved det lyder mærkeligt, men jeg tror ikke jeg kunne leve uden dig," svarede jeg grådkvalt, og han kyssede mig på panden, og trak mig ind i et kram.

"Selvfølgelig bliver jeg. Jeg kunne aldrig forlade dig og Harry, I er jo fuldkommen fortabte uden min hjælp,". Han grinede svagt, og jeg grinede med. Vi lagde os til at sove, og jeg kunne slet ikke lade være med at tænke over Louis' sidste ord. De passede jo. Vi var jo fortabte, slet ikke modne nok til en baby.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...