Stand Up 3 (1D)

Den nu 19-årige Natalie går på universitet, og One Direction er stadig på toppen. Men da Natalie finder ud af at hun er gravid, må en del laves om i hendes og Harrys livsstil. Heldigvis er fansene glade, men hun er ikke overlykkelig, da alle presser på for at de bliver gift. Og så er de ikke så modne, som de burde være med en baby på vej. Så da de pludselig står med en baby i armen, ja, så er der ikke andet for end at være det. Men kan de virkelig også det?
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hehe, glæder mig til at høre jeres feedback. Sad og småskrev på den her under Stand Up 2 :)

26Likes
44Kommentarer
6350Visninger
AA

7. En masse smerte

9 måneder henne:

Jeg vågnede om natten ved små smerter i maven. Jeg tænkte ikke så meget over det, men pludselig gik det op for mig, at jeg var gravid. Jeg satte mig op, og vendte mig om.

"Harry! Jeg-" sagde jeg hurtigt, men indså at han var hos sine forældre! Jeg stillede mig op, og fik taget lidt tøj på. Jeg skulle føde, og så var han her ikke! Jeg fik mig langsomt og i smerter ind til Louis og Eleanor, de mumlede bare lidt, da jeg ruskede i dem.

"Hallo! Jeg skal føde!" råbte jeg irriteret, og Louis sprang op. Eleanor rejste sig op, og skyndte sig at tage alle tingene, mens Louis gik fuldstændig i panik. Han vidste overhovedet ikke, hvad han skulle gøre.

"Så ring dog til Harry!" sagde Eleanor, som allerede var klar ved døren. Louis fumlede lidt med sin mobil inde i bilen, som Eleanor kørte.

"Harry! Du er nødt til at komme! Hun føder!" skreg han panisk, jeg grinede bare af ham. Mine veer var ikke så slemme, Harry kunne sagtens nå ud til hospitalet i tide. Veerne blev hurtigt slemme, og jeg blev lettet, da jeg så hospitalet. Vi gik ind, mens jeg støttede mig til Louis. Vi blev henvist til en lille stue, og jeg lagde mig træt på sengen. Drengene kom en efter en, men Harry kom stadig ikke. Liam og Niall sad inde på stuen sammen med mig, da han endelig kom.

"Det tog sin tid!" sagde jeg irriteret, men kunne ikke helt være det, da han hurtigt afbrød mig med et kys.

"De siger, at du skal på fødegangen nu, søs!" sagde den meget glade Eleanor kort efter. Allerede? Jordmødrene kom ind, og begyndte at køre mig væk. Harry fulgte hurtigt med, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så hans spændte ansigtsudtryk.

"Held og lykke!" råbte Liam, og jeg tog en dyb indånding. Nu var det nu! For helvede, hvor gjorde det ondt!

 

"Pres! Pres!". Jordmoderens motiverende råb, gjorde mig ikke ligefrem gladere. Aldrig havde jeg haft lyst til at slå en person så meget! Harry beroligede mig ved, at han aede mig på ryggen. Jeg skreg af smerte, og der begyndte at blive en mere intens stemning, jo længere ud babyen kom. Pludselig var det som en stor lettelse flød igennem hele min krop. Jeg hørte nogle små skrig, og så Harrys lykkelige smil. Jeg fik øje på den lille klump, der var svøbt i et tæppe, jeg bevægede automatisk mundvigerne op ad. Jeg fik hende i armen, og følte en ubeskrivelig glæde.

"Ava," hviskede jeg glad, og Harry kyssede mig på munden, og kyssede derefter den lille på panden.

 

Hun lå i Harrys arme, da de kom.

"Folkens, sig hej til Ava Louise Styles," sagde Harry, og Louis spærrede øjnene op.

"Hej.." sagde de alle sammen lavt, og ville gerne ind. Jeg nikkede til dem, og de kom med en "nurhh" lyd. Ava blev givet en runde mellem de 6 nysgerrige mennesker.

"Goddag lille pige! Jeg er onkel Louis, og vi skal bo sammen!" sagde han glad, og smilede til hende. Jeg grinede lidt over deres hilsner. De kaldte dem selv for tanter eller onkler, men det var præcis sådan mig og Harry ville have det. Vi var en familie, og det ville vi altid være.

 

Louis låste døren op, og jeg tog den sovende Ava en smule op i min arm. Vi gik ind, og Harry tog den lille, da jeg bare gerne ville sove. Jeg lagde mig ned i den bløde seng, og lukkede øjnene i. Lidt tid efter kom Harry, og lagde armen om mig, jeg rykkede mig tættere ind til ham.

"Glæder du dig?" spurgte han hviskende om, jeg forstod ikke spørgsmålet i starten, men langsomt gik det op for mig.

"Mmm.." svarede jeg mumlende, og nikkede kort. Jeg glædede mig til at være mor.

------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg sagde jo der ville ske lidt mere i dette kapitel. Hvad synes I?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...