The rules prohibit love - Justin Bieber.

Se traileren helt ude i højre side..

216Likes
254Kommentarer
23906Visninger
AA

6. Gjort nar af.

Stadig Kaitlyns synsvinkel.

I døren stod Justin. Jeg kiggede forbavset på ham, i mens han gik ind af døren med hænderne nede i hans bukselommer. ”Hvad laver du her Justin?” Spurgte jeg forundret, men smilende. ”Cady fortalte mig at du var syg, så jeg ville se om du var okay.” Forklarede Justin og satte sig i min seng, hvor jeg sad. ”Jeg har det fint. En af lægerne sagde at jeg havde fået influenza og jeg ville nok først blive rask om tre til fem dage,” Svarede jeg og følte mig en smule klog omkring influenza. ”.....Jeg lader jer lige være alene,” Mumlede Cady og smuttede ud af døren med et bredt smil på hendes læber. Både Justin og jeg grinte kort, men kiggede så hinanden i øjne. ”Jeg hader at være syg!” Brokkede jeg mig mumlende.

”Så det godt du får dig noget selvskab,” Justins charmerende hæse stemme, fik mit hjerte til at banke mod mine ribben. Jeg smilede svagt, da jeg følte at jeg næsten ingen kræfter havde. Min mave rumlede, hvorefter Justin grinte. ”Har du ikke fået noget at spise?” Jeg rystede svagt på hovedet og mærkede hvor sulten jeg egentlig var. ”Du burde tage noget at spise,” – ”Jeg gider ikke gå hele vejen ned i kantinen, hvor alle folk glor på mig fordi jeg ser så syg ud.” Forklarede jeg og mærkede min sult stige. ”Kait, du bliver nød til at spise noget,” – ”Ja, ja, men ikke lige nu,” Grinede jeg af Justins alt for seriøse ansigtsudtryk. ”Justin...” Begyndte jeg og kiggede ham alvorligt i øjne. Han kiggede eftersøgende på mig, hvilket jeg forstod. Jeg prøvede på at tænke, hvordan jeg skulle spørge ham, men hver gang jeg prøvede på at sige det inde i mit hoved, lød det dumt.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det her,” Sagde jeg opgivende og slog ud med armene. ”Prøv,” Fastslog Justin og forsatte med at kigge mig i øjne. Utroligt at han havde så meget tålmodighed. ”Hvad med os?” Røg det ud af mig og fortrød en smule jeg havde stillet det spørgsmål til ham. ”Emh, kan du uddybe det?” Spurgte Justin en smule forvirret og tænksomt. ”Vi kysser, flirter. Alt det et normalt kærestepar ville gøre..” Mumlede jeg, da min forklaring fik mig til at rødme. ”Hvad er det du prøver at hentyde til?” Justins dumhed kunne gå mig på næverne. Tænk at han ingengang kan regne det ud. ”Vi flirter. Siger det dig slet ikke noget?” Spurgte jeg lige ud, men holdte mig straks for min mund, da jeg opdagede hvad jeg lige havde spurgt Justin om.

Justins ansigtsudtryk ændrede sig fra forvirret til forståelig. Hvorfor spurgte jeg ham overhoved om det? Var det ikke meningen, at jeg skulle koncentrere mig om min danse karriere, i steden for at finde mig en flirt? ”Hør Kait. Jeg kan rigtig godt lide dig, men vi bliver bare nød til at holde virkelig lav profil!” Justin virkede meget seriøs, samtidigt med at han kiggede mig dybt i øjne. Jeg sank en klump, jeg vidste egentlig ikke hvor jeg ville hen med det her, men uanset hvor meget jeg vendte og drejede det, fik jeg resultatet ingenting. Jeg havde lidt små følelser for Justin, men ikke noget stort, men samtidig, vil jeg ikke risikere at blive bortvist.

~

Der var gået fem dage og jeg var endelig blevet rask. Jeg var ved at gøre mig klar, til at Cady og jeg skulle til dansetime. Det var blevet en vane for os, at følges ad noget af vejen, hvor vi så måtte skilles, da vi ikke danser sammen. Vi gik friske ned langs gangen, hvor vi gik lidt og fjantede. Jeg var positiv overrasket over at folk havde lagt det med min mors død bag sig. Dog var jeg stadig nervøs for at møde Cody på gangen, han kunne gøre min ellers så dejlige dag, til et ren helved. ”Lille Kaitlyn, hvorfor har du ikke været til danse timerne her på det sidste? Har lille Kaitlyn være ked af det?” Jeg standsede op på gange, da det gik op for mig at jeg lige var gået forbi Cody og han stod og gjorde nar af mig.

”Har lille Cody ikke noget liv?” Svarede jeg flabet igen og skulle til at vende mig om og gå videre, da jeg troede jeg havde fået lukket munden på ham, men nej. Cody kunne man aldrig lukke munden på. Efter hans lille hjerne var det ham der lukkede munden på folk og ikke omvendt. ”Jeg er ældre end dig, så luk røven.” Jeg kunne tydeligt se på Cody at han ikke havde regnet med, at jeg ville havde svaret ham igen, da han sikkert troede jeg var så skrøbelig og at jeg ikke gjorde en flue fortræd. ”Jeg lukker min, hvis du lukker din!” Vrissede jeg og kiggede surt hen på Cody.

Hans venner begyndte at stille sig bag Cody, som om de havde planer om at tæske mig, men ærlig talt var jeg ikke spor bange for de slapsvanse. ”Hold din kæft sveske!” – ”Hold selv din kæft med dig og dit sveske. Måske du skulle til at få dig et liv, i steden for at gøre nar af andre folk!” Nærmest råbte jeg, men Cody nåede ikke at sige mere, før vores leder brød ind. ”Cody Weniber, Kaitlyn Duhamel. Op på kontoret. Nu!” Vores leder, Mrs. Johnson var noget af en hisse prop. Jeg sukkede ved tanken om at jeg nok ville få en advarsel.

~

”Hvad forgik der så helt præcis ude på gangen?” Spurgte Mrs. Johnson i en skarp tone og så vred ud. Ingen af os sagde noget. Selvom jeg havde lyst til at plapre om at Cody var skyld i det hele, ture jeg på en måde ikke. Jeg var ikke bange for selve ham, jeg vil bare ikke være kendt på skolen for at sladre, selvom jeg egentlig ikke sladrede, men det ville folk tolke det som, da alle folk på skolen tror på alt det lort Cody lukker ud af munden.

”I får fem minutter til at tænke jer godt om. Når de fem minutter er gået og stadig ingen af jer har forklaret mig hvad der præcis skete ud på gange, får i begge en advarsel hver!” Med de ord, forlod Mrs. Johnson sit kontor, hvorefter hun lukkede døren efter sig. ”Skulle du absolut råbe så højt så Mrs. Johnson kunne høre dig?” Spurgte Cody køligt og skænkede mig ikke et eneste blik. ”Skulle du absolut komme med en dum kommentar ud på gangen? Hvis det ikke var for dig, havde jeg slet ikke siddet her, så havde jeg været nede i dansesalen og passet min dans!” Jeg nægtede at se ham i øjne. ”Luk...” Var det eneste der kom ud af munden på Cody, da han sikkert ikke havde andet at sige. Jeg slog mine arme over kors og lænede mig surt tilbage i stolen og sukkede. 

De fem minutter gik ret langsomt, i mens ingen af os sagde et ord til hinanden. Mrs. Johnson kom ind af døren og satte sig på sin læderstol og kiggede med et løftet øjenbryn skiftevis på os begge. ”Hvem af jer vil starte med at forklare?” Tavsheden bredte sig og Mrs. Johnson mistede hurtigt tålmodigheden og sukkede opgivende. ”I begge får en advarsel. I må godt gå nu!” Vi begge rejste os fra stolene og gik ud. Jeg gik med hurtige skridt ned til dansesalen, hvor jeg skulle forklare Sandy hvorfor jeg kom ti minutter forsendt.

~

Jeg sad oppe på taget og havde lige snakket i telefon med min far. Jeg havde fortalt ham om alt det der var sket i dag, men han kunne ikke rigtig gøre noget. Hans mening, var bare at jeg skulle havde ignoreret Cody og bare gået videre, for så ville jeg ikke havde fået en advarsel, men det kunne han sagtens sige. Det var ikke ham der stod i situationen. Jeg havde undladt at fortælle ham om Justin, da jeg ikke kunne se hvorfor han skulle vide noget om ham. Jeg sad bare og tænkte tingene igennem. Justins og mit såkaldte venskab, var virkelig kompliceret, virkelig! Justin havde undgået mig i dansetimen, hvilket jeg syntes var en smule forvirrende, men samtidig skulle det bare ikke påvirke mig.

”Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad der skete på gangen i morges?” Jeg vendte mig med et sæt om, da jeg blev en smule forskrækket. ”Hvad er der at fortælle?” Spurgte jeg, i mens jeg flugte Justins bevægelser. Han satte sig ned ved siden af mig og lænede sig tilbage, så han sad op af en lav mur, som gik hele vejen rundt om taget. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig noget?” – ”Om hvad Justin?” Spurgte jeg en smule surt om. Det var ikke meningen, men jeg var bare så sur over alt det der var sket i dag. Justin sukkede, i mens han bare ignorerede mit spørgsmål. ”Hvorfor er det du ignorere mig hele tiden Justin?” Forsatte jeg. Jeg havde bare en stor kæmpe boble inde i mit hoved, der var ved at springe, hvis jeg ikke snart fik nogle svar. Mit hoved var fyldt med spørgsmål.

”Ignorer dig?” Justin kiggede uforstående på mig, i mens han slog ud med armene. ”Du ignorerede mig til dansetime, og lige nu ignorerer du nogle af mine spørgsmål!” Jeg prøvede på at undgå Justins blik. Justin sukkede opgivende og kiggede ud over byen. ”Kait, hvis du ikke har lagt mærke til det, er vi på en danseskole. Hvor man intet må have kørende med en anden elev, så selvfølgelig prøver jeg at undgå at folk vil få mistanke!” Nærmest råbte Justin, han var tydeligvis sur over jeg var så selvisk og kun gik op i mine egne behov. Jeg kiggede ned på mine sko, da det sidste var at møde hans blik.

Jeg sagde intet, men holdte bare min mund lukket. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde ingen ord jeg kunne sige. ”Kait, undskyld.....” Begyndte Justin, i mens han prøvede på at fange mit blik. ”Det var ikke meningen at råbe af dig, men...du bliver bare nød til at forstå at vi kan blive bortvist for det her.” Justin tog to af sine fingre op under min hage, så han løftede mit hoved op og jeg blev nød til at kigge ham i øjne. Justin rykkede forsigtigt sit hoved tættere på mit og jeg vidste hvad han ville. Jeg rykkede automatisk mit hoved tættere på, hvorefter vores læber endte i et blødt og dejligt kys.

Justin trak sig væk, efter nogle par sekunder. ”Fortæl mig. Hvad skete der på gangen?” Spurgte Justin med et smil i stemmen og trak mig ind til ham. Jeg sukkede. Justin gav aldrig op. ”Cody ville irritere mig, så han valgte at gøre nar af mig, da jeg jo har været sygemeldt og det med min mors død. Så vi kom op og skændes også kom Mrs. Johnson og sagde at vi skulle gå op på hendes kontor, omgående. Det gjorde vi så, også ville ingen af os sige havde der var sket. Så hun gav os begge en advarsel..” Forklarede jeg en smule bittert. Bare tanken om Cody, gjorde mig sur! ”Kait, hør....bare prøv at ignorer ham, okay? For ellers ender du med at få hele tre advarsler, på grund af Cody. Det er det han er ude på, at få dig bortvist!” – ”Men..” Jeg nåede ikke at sige mere end, men, før Justin afbrød mig.

”Ikke noget men. Jeg vil ikke have du bliver bortvist..” Hvor var han sød. ”Okay, jeg vil gøre et forsøg. For din skyld..” Mumlede jeg opgivende og kiggede Justin smilende i øjne. Han var så kær. Justin gengældte mit smil og kyssede mig i panden. ”Vil du ikke love mig en ting?” Begyndte jeg og kiggede Justin seriøst i øjne. Han kiggede afvendte på mig, som betød at jeg skulle forsætte. ”At lade hver med at ignorere mig? Vi kan jo sagtens snakke sammen, folk vil jo ikke få mistanke. De vil bare tro det er venskabeligt,” Justin nikkede svagt og smilede sit dejlige smil.

~

Cady og jeg sad i kantinen, sammen med nogle andre piger. Vi fik en gang imellem grineflip, da Stasie sagde nogle rigtige sjove ting om hendes ven, Dean. ”...Også sagde han til manden at..” – ”Undskyld mig?! Du sidder på min plads!” Vi alle vendte opmærksomheden hen på en dullet pige, som højst sandsynlig snakkede til Cady. Vi alle var ved at flække af grin over pigen, som var godt dullet op. Vi alle var bare i godt humør i dag og vi grinede over de mærkeligste ting. ”Hvornår er der begyndt at blive fastepladser?” Spurgte Cady uforstående og vendte fronten mod pigen.

”Siden hele tiden?” Gosh, hende pige der, var godt nok snobbet. Hun troede jo hun ejede det hele. Vi andre var begyndt at tage det lidt mere seriøst og stoppede med at grine. ”Babe. Christina relax..” Cody kom til syne. Det lignede ikke ham at sige til folk, at de skulle tage det roligt. ”Cody, hver en rigtig mand og hvis dem at det er min plads!” Pev snobben Christina og trampede hårdt i jorden. ”Undskyld mig? Falske negle, falske bryster, falske tænder, falsk hår. Fortæl mig igen, hvornår du vil have en ægte mand,” Råbte Cady nærmest op og rejste sig fra sin plads. Christina kiggede mopset på Cady og gik med hårde skridt ud af kantinen med sine femten centimeter høje hæle. Cody stod bare og kiggede fornærmet på Cady. ”Siger du, at jeg ikke er en rigtig mand?” Cody ville altid have det sidste ord, altid.

”Tja...” Begyndte Cady flabet og smilede smørret. Folk var stoppet med at spise deres mad og var begyndte at vende opmærksomheden over mod Cady og Cody. Cody kneb sine øjne sammen og knyttede sine næver, som om han ville slå Cady. Cady kiggede bare følelsesløs på Cody, som tegn på at han kunne rende hende. Man kunne se vreden stige i Cody.

_____________________________________________________________

Heeey alle dejlige læsere.

Grunden til at der ikke har været publiceret et nyt kapitel, i et stykke tid; er fordi min bedsteveninde, som kommer helt fra Jylland, har været hos mig i en uge, så jeg har hverken haft tid eller overskud til at koncentrere mig om historien, men nu er der kommet mere, og jeg håber i kan lide kapitlet.

Giv gerne historien en 'like' hvis i syntes den fortjener det. Håber i alle sammen har en vidunderlig sommerferien, desværre er den snart slut. Øv bøv. ):

Nyd det gode vejr! Much love. Simone B. ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...