The rules prohibit love - Justin Bieber.

Se traileren helt ude i højre side..

216Likes
254Kommentarer
24038Visninger
AA

9. Barbiepigen.

Kaitlyns synsvinkel.

Jeg iagttog hans bevægelser. Justin prøvede på at mase sig igennem mængden af paparazzier og fans. Alle omkring ham råbte hans navn. Justin fik mast sig sådan nogenlunde ud af mængden. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ventede på. Måske ventede jeg på at Justin ville få øje på mig? Jeg fik et svagt smil på læben, da Justins blik røg over på mig, men mit smil forsvandt hurtigt igen, da han bare gik videre og fjernede sit blik fra mig. Han gengældte ikke engang smilet. Jeg havde svært ved at se hans blik, da han havde solbriller på. Jeg blev en smule skuffet. ”Lad os bare tag hjem,” Mumlede jeg og skulle til at tage min kuffert, da Fergie brød ind. ”Lad mig tage din kuffert, du har slæbt nok på den.” Smilede hun opmuntrende, da hun så hvor skuffet jeg blev, selvom hun egentlig ikke rigtig vidste hvad det var. Jeg smilede svagt, som tak og tog så bare min rygsæk.

Vi kom ud til bilen, som var min fars og Fergie fælles bil – En Audi Q8 i sort. Jeg satte mig ind på passagersædet og Fergie satte sig på førersædet. Fergie startede bilen og satte kursen hjem af. Vi fik en samtale i gang, om hvordan det havde været og om det var som jeg havde forstillet mig. ”Altså i starten, var det en smule hårdt, selvom jeg egentlig havde forberedt mig, men så fik jeg vænnet mig til det.” Forklarede jeg og kiggede på Fergie, som koncentrerede sig om trafikken. ”Det var da godt! Har du så fået mødt en sød fyr?” Spurgte Fergie og løftede hendes øjenbryn og kiggede hurtigt over på mig. ”Der er vel okay søde fyre på danseskoen,” Mumlede jeg og prøvede på at får det til at lyde som om det var ingenting. ”Er du sikker? For jeg har hørt at Bieber også er blevet optaget på danseskolen.” Fergie kiggede lumsk på mig med et smørret smil.

Hun havde vel regnet det ud. ”Hvad er der med ham?” Jeg ville prøve at spille dum, så jeg slap for at fortælle hende hvad der forgik imellem Justin og jeg og at vi rent faktisk kunne blive bortvist for det. ”Er han ikke en fyr for dig?” – ”Tjo, han er nu meget pæn.” Fergie lo svagt. ”Kaitlyn, du ved godt at det ikke var det, jeg mente,” Jeg sukkede, nu komme jeg ikke køre den længere ud. ”Justin er en rigtig sød og charmerende fyr og vi er rigtig gode venner,” Fergie kiggede med et løftet øjenbryn på mig, som tegn på at hun vidste godt, at det ikke var helt sandt. ”Okay, okay! Vi har noget kørende!” Opgav jeg sukkende. ”Hvor det sødt,” Smilede Fergie stort. ”Vi kan risikere at blive bortvist, hvis lederen finder ud af det.” Indskød jeg og kiggede seriøst på Fergie.

”Ohh, den var ny.” Hendes smil falmede og kiggede med et medlidenhed blik på mig, som om hun havde ondt af mig. Fergie stadsede op, da hun skulle taste vores kode ind til porten. ”Så jeres forhold er hemmeligt?” Spurgte Fergie spørgende om og satte bilen i gir og kørte ind, så porten lukkede automatisk. ”Det kan man vel godt sige,” Mumlede jeg lidt nedtrykt og kiggede bare lige ud. Vi steg ud af bilen, da Fergie havde parkeret den. Jeg tog min rygsæk, og Fergie tog min kuffert. Jeg gik op til hoveddøren - til min fars og Fergies villa. Jeg kom ind og stillede min rygsæk på gulvet og smed mine sko. Jeg standsede op og kiggede lidt rundt. Alt lignede sig selv. Den enorme stue, det enorme køkken samt spisestue, de enorme trapper som førte op til anden etage, den enorme have samt poolen.

”Hey my prinses!” Uden tvivl, min far. Jeg blev helt glad inden i, for at se ham efter så lang tid, men jeg var stadig skuffet over at han havde vigtigere ting at fortage sig, end at hente mig i lufthavnen. Jeg kiggede over på ham, som var på vej hen til mig. Han så mit skuffet ansigt og standsede op. ”Hør, jeg er ked af det, men jeg havde en masse ting jeg skulle have ordnet!” – ”Det er ikke første gang du gør det og jeg ved det ikke er sidste gang du gør det!” Sagde jeg en smule højt og kiggede skuffende på ham. Min far gik hen mod mig, i mens jeg bare stod stille. ”Jeg stod og ventede i næsten over et kvarter, uden jeg vidste om du ville komme eller ej!” Forsatte jeg og fældede en enkel tårer, men jeg fjernede den hurtigt igen.

”Har du ikke modtaget mine opkald?” Spurgte min far frustreret, hvilket jeg også selv blev. Hvor var min iPhone egentlig? Jeg sukkede, ved tanken om at jeg havde glemt den på danseskolen. ”Den er på danseskolen, jeg var sent på den, så jeg skyndte mig og glemte min iPhone.” Forklarede jeg tankefuldt, i mens jeg kiggede over på min far. ”Jeg prøvede at ringe til dig, for at fortælle dig det, men den gik på telefonsvarer.” Jeg svarede ikke, men gav ham et kram i steden for. Jeg ville ikke ha’ ødelagt min ferie, på sådan en ting. Jeg ville nyde min ferie og slappe af.

~

Jeg sad ved poolen sammen med nogle af mine veninder. De var kommet over til mig, for at se mig, efter så lang tid. Zoey havde jeg kendt stort set hele mit liv og April var Zoeys kusine, som også var min rigtig gode veninde. Vi snakkede alle sammen utrolig godt sammen. Zoey var den pige som gør alle folk glade og altid selv er glad. April er mere den pigen som kan lide og drille andre folk og tage fusen på dem. Jeg havde fortalt dem om Cady, fra danseskolen og de forslog at vi kunne få Cady fløjet til Florida, så vi kunne hænge ud sammen, men problemet var bare at jeg ikke havde min iPhone og jeg kunne ikke Cadys nummer i hovedet.

Fergie kom ud til poolen med en bakke chips og smoothies til os. Hun havde været ude og løbe sammen med min far, det kunne man tydelig se. Både den måde hun var påklædt på, men hun svedte også. ”Tak Fergie, det ser lækkert ud!” Sagde Zoey og smilede til hende. ”Det var så lidt. Hvis i vil have noget andet, ved i hvor køleskabet står!” Også smuttede Fergie, hun skulle sikkert i bad. ”Jeg forstår altså stadig ikke, hvad du har imod Fergie. Hun er enormt sød og alt hun prøver på er at gøre dig glad,” Begyndte April mumlende og drak noget af sin smoothie. ”Der er så meget du ikke forstå April,” Sagde jeg drilsk og tog en slurk af min jordbær smoothie. ”Jeg er faktisk dybt seriøs,” Mente April og prøvede på at se seriøs ud, men flækkede så af grin, Hvilket Zoey og jeg også gjorde.

”Yeah right.” Mumlede jeg og tog en chips i munden. ”Hvad er det helt seriøst du har imod Fergie?” Blev April ved og kiggede hen på mig, i mens hun havde et fast greb om sin smoothie, så hun ikke tabte den. ”Jeg hader hende jo ikke. Jeg føler bare hun tog min mors plads.” Forklarede jeg og proppede endnu en chips i munden. ”Så snak med hende om det. For jeg tror ikke hun er ude på at tage din mors plads. Jeg tror bare hun prøver på at være sød mod dig, fordi hun syntes du er en utrolig skøn pige.” Forklarede April og smilede svagt. ”Hun gør din far glad, er det ikke det vigtigste?" Konstaterede Zoey og kiggede på mig, i mens jeg tænkte på det de havde sagt til mig.

De havde ret, og det var jeg ikke bange for at indrømme. Måske skulle jeg tage en snak med Fergie og undskylde, det var da det mindste jeg kunne gøre. Jeg sukkede, men svarede så: ”Jeg skal nok snakke med hende,” Zoey og April fik et kæmpe smil på læben og klappede i hænderne. De havde prøvet i mange år at få mig til det, men jeg havde altid nægtet det. Zoey og April begyndte og lave deres sejrdans, hvilket fik mig i den grad til at grine.

~

”Fergie?” Jeg råbte rundt i hele huset, for at finde hende, men indtil videre havde jeg ikke fundet hende. Jeg vidste heller ikke hvor min far var. Det var i går at jeg havde snakket med Zoey og April om at jeg ville tage en snak med Fergie og nu havde jeg fået taget mig sammen. ”Fergie?” Råbte jeg igen og gik ned ad trapperne - ned til førstesalen. ”Ja, hvad er der?” Grinede Fergie, som stod på første trin af trapperne. ”Må jeg snakke med dig?” Spurgte jeg og kiggede usikkert og nervøst på hende, men hun smilede bare og nikkede. ”Lad os sætte os uden får i sofaerne, det er så dejlig varmt.” Sagde Fergie smilende og gik ud af den store havedør. Klokken var snart ti om aften, men det var stadig dejlig varmt der ude.

Vi gik ud og satte os i en designersofa, som var dejlig blød at sidde i og der var mange puder, hvilket gjorde den endnu mere behagelig at sidde i. Jeg kiggede over på Fergie som kiggede forventende på mig. Jeg blev en smule nervøs, for hvis jeg fik formuleret det på en forkert måde, ville hun måske misforstå det? Jeg tog en dyb indånding og tog mig sammen. "Fergie, lige siden min far præsenterede dig for mig, følte jeg at du ville tage min mors plads. Jeg har haft svært ved at sætte pris på de ting, du har gjort for mig i alle de år, fordi jeg altid har haft den bagtanke, at du ville tage min mors plads. Jeg ved godt at du ikke er ude på det, og jeg er virkelig ked af at jeg ikke har sat nok pris på alt det du har gjort for mig. Det må du undskylde..” Forklarede jeg vanskeligt, da der lå en masse følelser i det jeg fortalte hende.

"Det helt okay Kaitlyn. Jeg ved hvor svært det er fordi dig, at du ikke har din mor ved din side og jeg forstår dig udmærket godt!" Fergie var altid så forstående og betænksom. Jeg kunne ikke undgå at fælde en lille tåre - glæde tåre. Bare det at hun forstod mig gjorde mig rørt. "Kom her," Mumlede Fergie smilende og trak mig ind i et varmt og kærligt kram. Det var dejligt endelig at få det sagt. "Når så i sidder her ude." Kom det fra min far, som lignede en der havde været ude og køre. Han havde hænderne bag ryggen, som tegn på at han skjulte et eller andet bag sin ryg.

"Hvor har du været henne?" Spurgte jeg frustreret om og kiggede over på ham. "Jeg har været på..." For at drille, tog han langsomt sine hænder frem og holdte nogle poser i hånden. "McDonald's! Jeg tænkte i var blevet lidt sultne efter at vi ikke rigtig har fået noget aftensmad, så jeg smuttede lige på McDonald's og købte noget fast food til os," Sagde han smilende. Nu hvor jeg egentlig tænkte over det, havde jeg ikke fået noget aftensmad, men vi spiste også en smule sent frokost, så det var nok derfor.

Fergie og jeg rejste os fra designersofaen, hvorefter vi alle tre smuttede indenfor og satte os til bords. Min far vidste lige hvad jeg skulle have når det gjaldt McDonald's mad. En bakke pomfritter, noget pomfritsovs og to cheeseburger. Vi begyndte så småt ar spise vores mad, da min far og Fergie begyndte at spørge indtil danseskolen. "Er din danselærers god?" Min far spurgte nogle gange om de dummeste ting. Selvfølgelig var hun god, ellers var hun nok ikke blevet ansat til at undervise andre dygtige danser på en af verdens mest kendte danseskoler, men jeg valgte bare at nikke. "Har du så fået en værelseskammerat?" Spurgte Fergie forundret og tørrede munden med en serviet, da hun havde noget mad hang på hendes hage. Der kom et lille grin ud af os alle sammen. "Det havde jeg, men hun blev desværre bortvist. Så lige pt. bor jeg alene," Svarede jeg og tog en pomfrit i munden.

"Hvorfor blev hun bortvist?" - "Sidste år var hun også på skolen, og der havde hun fået to advarsler i forvejen og hvis man har tre advarsler i alt, så bliver man bortvist. Der er så en der hedder Cody som er en lumsk narrøv, efter min mening. Ham og Cady kom op og skændes i kantinen også udviklede det sig så til en madkamp. Mrs. Johnson, som vores danseskole ledere hedder, spurgte hvem der havde startet madkampen også måtte Cady tilstå at hun startede den. Hun blev bortvist og jeg mistede min værelseskammerat," Efter den lange forklare, kunne jeg endelig trække vejret. "Ham Cody fyren, var det ikke også ham du fortalte mig om, som gjorde at du fik en advarsel?" Spurgte min far mig mistænksomt om. "Yup, det var det!" Svarede jeg nikkende og drak lidt af min Fanta Exotic.

~

Dagene gik ekstrem hurtigt og inden jeg havde fået set mig om, var der kun én enkel dag tilbage også skulle jeg tilbage til danseskolen igen. Jeg havde fået vasket alt mit tøj, som jeg så var ved at pakke ned. Klokken var lidt i ni om aften, så det var på tide jeg fik pakket. Jeg var i gang med at lægge mit tøj ned i min kuffert, da min far kom ind og kiggede på mig. "Har du tid i et øjeblik, jeg vil gerne lige snakke med dig," Sagde han med hans dybe stemme og med er svagt smil på læben. "Jo, selvfølgelig." Mumlede jeg og kunne tydeligt høre på hans stemme at det var noget vigtigt. Det gjorde mig en smule nervøs. Jeg smed hvad jeg havde i hænderne og lagde det på min seng, hvorefter jeg fulgte efter min far.

Jeg var tavs, i mens jeg fulgte efter ham. Havedøren, som stor set altid stod åben, gik vi ud af og hen mod læggestolene. Det var blevet en smule mørkt, men det var stadig dejligt varmt, men det var altid varmt i Florida, så det var ikke rigtig noget nyt. Vi bege satte os på hver vores liggestol, så vi sad foran hinanden, med benene ud over. "Jeg ved du ikke er meget for at snakke om det, men vi bliver nød til at snakke om din mor," Da han stadig ordet mor, fik jeg en underlig mavefornemmelse. Det kom en smule bag på mig, at han ville snakke om min mor, for han var selv ikke meget for at snakke om hende, da det gjorde alt for ondt. "Katy, det er 17 år siden hun dødede. Du bliver nød til at give slip," Det gjorde mig trist, at han følte jeg blev nød til at give slip, men måske havde min far ret?

"Har du givet slip?" Spurgte jeg ham og fældede nogle tårer. Han svarede ikke, men trak mig ind i et dejligt kram. Efter et stykke tid, trak vi os begge ud af krammet. Min far fjernede de tårer jeg havde løbende ned ad kinderne, hvorefter der slap et lille grin ud af min mund. "Har du snart tænkt dig at fortælle mig om ham Bieber fyren, du har noget kørende med," Indskød min far smilende. Det var nu mere en hentydning, end det var et spørgsmål. Fergie havde sikkert fortalt min far det, men jeg havde ikke noget imod det, for så slap jeg for at fortælle ham det. 

~

Efter en uges ferie, var jeg tilbage på danseskolen. Jeg var glad for at være tilbage, for at få danset igen, men også for at se Justin. Jeg havde i den grad nydt min uges ferie hjemme hos min familie. Det var dejligt at jeg kunne få lov til at se dem en gang imellem. Jeg havde fået nøglen til mit værelse, og jeg glædede mig til at jeg havde fået pakket alle mine ting ud, så jeg ikke skulle slæbe på min tunge kuffert og min rygsæk. Jeg låste døren op til mit værelse og åndede lettet ud, da jeg havde lukket døren, hvorefter jeg lænede mig op af den og lukkede øjne. Dejligt at flyveturen var overstået. ”Hej Kaitlyn,” Jeg fik et chok og med det samme slog jeg mine øjne op. Det var meget løg!

Jeg havde aldrig i mit hele syttens års liv, troet at Christina ville stå inden på mit værelse – Codys barbiepige, hende som Cady kom op og skændes med i kantinen. ”Hvad laver du her?” Spurgte jeg forundret og gik over mod min seng. ”Hvad tror du? Jeg er din nye værelseskammerat,” Svarede hun snobbet. Hvorfor lige mig? ”Havde du ikke et værelse i forvejen?” Spurgte jeg en smule mopset om. Jeg gad da ikke og dele værelse med hende? Helt ærligt, nu måtte skolen til at tage sig sammen.

______________________________________________

Heey læsere. Waauw, hvor er der mange, som har sat denne historie på deres favorit. Det sætter jeg virkelig meget pris på, og det gør mig helt glad, ar der er så mange læsere, som giver min historie en chance. Tusind tak! Jeg håber i vil give min historie en 'like' hvis i syntes den selvfølgelig fortjener det, hehe. Jeg håber i alle har haft en god sommerferie, som for mig, snart slutter. Øv bøj.... Håber i nyder at læse det jeg skriver, for det sætter jeg utrolig meget pris på! Forsat god aften/nat. Muuuuch love. Simone B. ♥  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...