Et atypisk eventyr

Et spidsfindigt digt i form af et eventyr vi alle kan nikke genkendende til. Det er skrevet i forbindelse med skolearbejde i 2011. God fornøjelse!

4Likes
2Kommentarer
1236Visninger
AA

1. Et atypisk eventyr

Der var engang en prinsesse så fin,

med guldfarvede lokker og i en kjole hvid som sne.

Hendes hud var lys og øjnene blå;

i slottets have dansede hun rundt let på tå.

En perfekt sommerdag at solbade i,

hvis ikke det var for hendes påtrængende pollenallergi.

I kjolens påsyede lomme lå en næsespray;

et pust i hvert næsebor måtte hun nok hellere tage.

Bedre fik hun det ikke den tøs;

hendes øjne rendte, og hun fik ej stoppet et nys.

Ud af næsen kom, det siger sig selv,

naturligvis den spruttende ild.

 

Også engang var der er mand;

han havde sit eget sted i det fortryllede land.

Hans nakke var muskuløs, på trods af hans spinkle krop,

for det kræver sit at holde tre hoveder oppe.

Med et ømt eksteriør og indvendigt ligeså,

gjorde stedet sig, især med seks øjne, ondt at se på.

Hans opdagelse af, at han havde låst sig ude,

resulterede i at han begyndte at tude.

Han kiggede på den genstand, han havde i sin hånd,

og opdagede at mobilen var løbet tør for strøm.

Med en bøn om at noget magisk skulle hænde,

satte han sig ned blot for at vente.

 

En dag tog prinsessen på opdagelse selv,

bare for ikke at kede sig ihjel.

Langt ad den sti hun naivt havde fulgt,

blev hun ført til et træ så stort og hult.

Ved træets side stod en heks så dyster,

og ved dets fod lå et forladt tornyster.

Prinsessen gik ufortrøden videre i gruset,

og mødte da en mand, som var overordentlig beruset.

Over for prinsessen var han ubehøvlet og pinlig,

og ævlede om en mand, der kunne trylle vand til vin.

Videre hun gik og i det grønne græs,

så hun en kvinde ligge på mere end en madras.

Ved hendes side var en madkurv og et ternet tæppe;

kvinden havde iført sig en trøje med rød hætte.

Her lå hun uroligt og vred sig i smerte,

og gjorde sig megen umage for ikke at mærke ærten.

 

Ved enden af stien stoppede prinsessen op;

hun så da et lille hus på en bakketop.

Op ad bakken begyndte hun at gå,

spændt på, hvad hun nu skulle få øje på.

 

Den trehovedet mand var tæt på at give op,

da han pludselig så en silhuet af en kvindekrop.

Han rejste sig straks, børstede sig grundigt af,

og hilste på prinsessen med et goddag.

Hun kiggede på ham og så noget genkendeligt;

noget der mindede hende om noget venligt.

Efter hans midterste hoved hun hånden rakte,

og sendte da kæledyret, hendes drage, en tanke.

Han blev noget paf, tog et skridt tilbage,

så man kunne høre terrassens brædder knage.

Hun forsikrede ham for, at han ikke skulle være bange;

den reaktion havde hun fået mange gange.

Manden var usikker på, hvad hun mente,

og et blik op og ned ad hende, han sendte.

Da blev han i tvivl, om han kunne stole,

på kvinden med den forbrændte kjole.

 

Han fortalte da prinsessen, at han ikke kunne komme ind;

at der, på trods af hans pusten og prusten, skete ingen ting.

Prinsessen tog sig et ordentligt hiv,

mens manden sprang, som aldrig før, for sit liv.

Ud af prinsessen stod det med ild,

og døren i huset forkullede på ingen tid.

Manden betragtede hullet i døren omstændigt,

og så at en nøgle nu var komplet unødvendig.

Det var ham nu igen muligt at komme ind,

og han inviterede prinsessen indenfor med et gæstfrit sind.

 

Efter en tid kunne manden mærke,

at følelserne for prinsessen, i hans mave, værkede.

Han spurgte ind til prinsessens tanker om ham,

men responsen fra hende var noget tam.

Hans kærlighed til hende var ikke gengældt;

hun forklarede sig med, at hun bare ville være selvstændig.

Han tilbød det halve af huset og hans hånd,

hvorefter prinsessens blik blev helt tomt.

Hun sagde, at hun aldrig ville lade sig binde,

og levede af den grund lykkeligt, som en fri kvinde, til hendes dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...