At dø af sorg

Novellen er skrevet i forbindelse med skolearbejde i 2011 og er ren fiktion. De fleste kender det at miste en, man har kær. Hvis du ikke kan håndtere det - så få hjælp! God fornøjelse.

3Likes
2Kommentarer
860Visninger

1. At dø af sorg

Han vågnede atter af sig selv. Vendte sig, med ryggen til væggen, om på siden, med ansigtet mod vinduerne og de delvist lukkede persienner. Solens stråler, skåret i tynde skiver, stod ind ad vinduet, og det skarpe lys var først skyld i, at han kneb en tåre. Bortset fra hans rysten lå han ubevægelig, krummet sammen, med dynen trukket op under næsen. Han lå og stirrede med sine opspilede øjne på den tomme plads ved sin side i dobbeltsengen. Vækkeuret, som stod på hendes side af sengen og samlede støv, viste at klokken var alt for mange. Der lå han i nogen tid, hev efter vejret, var ofte ved at blive kvalt af gråd, og det blev til endnu en sygedag.

 

Han fik omsider samlet kræfter, til at bevæge sig ud i køkkenet, og satte sig på stolen på sin side af spisebordet. Med albuerne i bordet og hænderne mod ansigtet talte han langsomt til ti og forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning. Han rystede, så gårsdagens beskidte tallerkner og bestik foran ham klirrede. I frustration og arrighed svang han armen i en hurtig og præcis bevægelse, så servicen splintrede mod gulv og køkkenlåger. Han blev skræmt af sig selv og faldt derefter langsomt til ro. Han sad længe med et tomt blik og kiggede på ingen ting, mens han tænkte på ingen ting.

 

Telefonen ringede, men han tog den ikke. Tonen irriterede ham, så han tyggede hårdt i cigarettens filter, spyttede den ud, og krøllede den så hårdt sammen, at knoerne knak. Telefonen tavs, idet han rejste sig for at gå ud på balkonen. Han sad på kanten med ryggen mod den bagende formiddagssol, og forbandet fuglekvidder, og kiggede ind i den tomme lejlighed. Han var træt af en tilværelse uden hende. Han dagdrømte sig langt væk til en verden uden bekymringer og smerte. Han ønskede, at et knips med fingrene ville bringe hende tilbage til ham.

 

Et sammenbidt, men oprigtigt smil fandt hans læber. Han tænkte på de ting, de havde været igennem, de ting hun havde sagt, og sågar de dumheder hun havde tilgivet ham for.

 

Han kunne ikke nå jorden med fødderne. Han lagde sine hænder på lårene, rettede ryggen og lukkede øjnene. En tåre trillede ned ad hans kind. Han tænkte på, at han tit havde fortalt hende, at hvis hun nogensinde forlod ham, ville han dø af sorg; og lænede sig da tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...