Mit livs øjeblik

Dette er skrevet i forbindelse med skolearbejde, men er en personlig beretning fra den dag jeg mødte min kæreste - lidt følelsesporno skader aldrig. God fornøjelse!

0Likes
4Kommentarer
708Visninger
AA

1. Mit livs øjeblik

I dag er jeg uden andre gøremål og gudskelov for det, for jeg skænker ikke andet en tanke. Det er mandag, og i dag er det, at det er. Rystende som et espeløv render jeg rastløst rundt og snakker til mig selv. Der er blot få timer til, at jeg sidder på caféen og drikker kaffe - over for hende. Hende jeg endnu ikke har mødt men blot skrevet med. På en café jeg ikke kender, et sted jeg, med garanti, ikke kan finde. Det kan kun gå galt.

 

Jeg er altid tidligt på den, og denne gang er ingen undtagelse. En halv time før aftalt står jeg foran caféen og kigger på de forbipasserende. Jeg ved hvordan hun ser ud, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan genkende hende. Jeg bliver enig med mig selv om, at tiden aldrig før er gået så langsomt som netop nu. Jeg beslutter mig for at slentre langs gaden med blikket i jorden - mest af alt for at få pulsen ned. Tanken om at jeg kan være gået forbi hende gør, at jeg alligevel er nødt til at kigge på dem, som kommer imod mig.

 

Jeg tøver med at vende mig. Det kan jeg roligt gøre, for hun så ikke mig. Jeg tøver også af den grund, at jeg alligevel bliver i tvivl om, om det nu er hende; hun er jo ikke alene. Hjertet sidder helt oppe mellem skulderbladene, idet jeg vender mig om for at se efter dem. De er stoppet op foran caféen, og det er helt afgjort hende. I takt med at jeg nærmer mig dem, bliver det ikke længere et problem at holde blikket i jorden. Jeg må nærmest tvinge blikket op, hvilket møder et tydeligt genert smil. Hun udveksler et par ord og et knus med sin veninde, hvorefter jeg kigger på hende og impulsivt udbryder et kækt: „Får jeg ikke et kram?“.

 

Da tjeneren spørger ind til, hvad jeg kunne tænke mig, sidder følelsen af at have hende i mine arme stadig i mig. Hun snakker, og jeg lytter overhovedet ikke. Jeg er optaget af at være betaget af hende. Ind imellem tager jeg en tår af min kaffe, som overhovedet ikke smager mig og indskyder et par ord som: „Ja“ og „Nej“. Jeg er ikke længere nervøs - snarere tværtimod. Hendes blik, og hendes ord jeg hører som en konstant mumlen, giver mig en helt særlig ro.

 

Efter et par timer er gået med at sidde og blotte min drøbel, er vi nu på vej til toget for at tage hver til sit. Jeg er tilbage i mit pessimistiske sind, og jeg kan ikke se, hvordan hun nogensinde kan have interesse i at lære mig bedre at kende; men som vi står, skulder mod skulder, tæt, og venter på toget med armene ned langs siden, mødes vores hænder, som kunne det ikke være anderledes. Hjertet er tilbage i halsen, pulsen er høj, og tiden går alt, alt for hurtigt.

 

Dén mandag og dét kys vil jeg sent glemme - hvis nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...