Hogwarts 1 - Kagemagi og Eliksirkundskaber (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Jeg synes det kunne være sjovt at lave en lille fan fiction med Harry potters verden. Harry Potter og co. vil ikke være at finde i denne fan fiktion, men derimod vil personer som fx Dumbeldore, professor Snape osv. optræde.

Jeg skal dog have fundet en anden titel, men indtil videre må den hedde sådan.
En ting til... det er et stykke tid siden jeg har læst HP-bøgerne, så hvis jeg har lavet nogen fejl, er I velkomne til at smide en kommentar om det:)








Om selve historien:
Møder man den 11 årige Mathie Serverius, der skal til at starte på Hogwarts, hun har faktisk været der en gang før bare uden en officiel invitation.
Der er kun 2 problemer med hensyn til sin skolegang på Hogwarts:
1. Hun er fuldkommen elendig til magi
2. Hun blander sig konstant i Professor Snapes undervisning.




Coveret til denne movella er lavet af: tøzzzen herinde fra Movella:)


31Likes
124Kommentarer
6268Visninger
AA

12. Huffelpuffs fuser

”Tiden er udløbet. Den udløb faktisk allerede for en månedtidssiden… professor Spire… det er nok bedst hvis du får fat i den unge dame bede hende komme op på mit kontor.” lød det træt fra Dumbeldoor, mens han så på den runde heks, der nægtede at se på ham. Dumbeldoor havde haft en længere diskussion med professor Spire og selv endda med professor Snape, mente det var noget nonsens. Det var længe siden at Dumbeldoor havde set eliksirlæreren være så glad for sit fag, selvom tydelig glæde var underdrivelse, men Snape havde ikke haft møder med ham i flere måneder nu angående faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men nu så det ud til at han nok ville miste den lille gnist for faget, hvis…. Nej det var tåbeligt pigen ville stadig have en chance.                                                                                       

En chance.                                                                                                                                     

Han sukkede og kiggede endnu en gang på professor Spire, der tydeligvis ikke var glad for denne opgave, hun vendte sig væk fra ham og gik ud af kontoret. Den aldrende rektor sukkede, føniksen der som regel sad på sin pind fløj hen og satte sig på skuldrene. Hvilket troldmanden ikke lod til at bemærke selvom de rødgyldne fjer glimtede, glødede som rigtige flammer. Han sukkede endnu en gang og nussede fuglens nakke. Nogen gange hadede han sit job.

Netop denne dag havde eleverne fået fri, hvorfor fik de ikke af vide, men eleverne ville da ikke klage over dette. Den lille gruppe udnyttede da også deres ekstra fridag.  

3 skikkelser stod ved bredden af søen og så ud på to lyserøde skikkelser, der pjaskede, under skrig og hyl, rundt i vandet.

Mathie, Melissa og Malu stod, iagttog hvordan Jerry og Milla kastede sig rundt i søens vand. De to vandhunde havde væddet om, hvem der kunne holde længst ud med at være i det kolde vand. Mathie stod og stampede i den hårde jord, brokkede sig: ”Helt ærlig kunne de ikke vendte til at det faktisk er forår?” Sneen var godt nok væk, men det var kulden ikke. Malu smilede: ”du er pakket ind i mindst tre kapper, men du døjer da ikke med kulden i eliksirlokalet?” Det var lidt underligt at hun kunne se direkte på Mathie med sine store brune øjne, uden at puste sit pandehår væk fra øjne. Pandehåret var i dagens anledning blevet skubbet op under den skrig røde strikhue, som Milla havde fået strikket ved hjælp af magi. Mathie havde fået en i grøn med hvide snefnug på. Melissa havde fået et par babyblå strikket sokker, som en gang imellem kunne ses ved kanten af hendes støvler. Jerry havde fået et flere meter langt lilla halstørklæde, Millas undskyldning var at han var i voksealderen. Selvom de fleste nok ville tvivle på at han ville blive fem meter høj, men det var nogen gode julegaver og de blev flittig brugt.
De blev afbrudt i deres snak, da de pludselig hørte noget komme plaskende imod dem. Mathie havde været ved at redegøre for. hvordan hun kunne holde varmen nede i krypten, da de to vandhunde kom ,rystende af kulde, ind vadende ind til bredden. De var gået fra at have en pæn lyserød farve til at være helt blålige, deres undertøj også i hver deres kollegium farver klistrede sig til deres hud. Deres ånde stod som en tåge ud af munden på dem. Malu rakte Milla sine briller, svøbte et pink håndklæde omkring hende. Milla holdt fast i kanterne af håndklædet med sine forfrosne fingre inden hun vendte sig mod Jerry, der havde fået lilla håndklæde rakt af Mathie, sagde triumferende, det ville have lydt mere imponerende hvis ikke hendes tænder havde klapret sådan, men de andre oversatte hendes ord til: ”jeg vandt!”

De andre fik overtalt de andre til at hoppe i deres tøj, men det forhindrede ikke Jerry og Milla i at diskutere hele vejen op til porten. De nåede lige indenfor på Hogwarts, da professor Spire fandt dem. Hun havde et trist udtryk i øjne i det hun sagde: ”frk serverius du skal med op på Professor Dumbeldoors kontor, det er vigtigt…”  Mathie rynkede bekymret panden, da professor Snape ellers havde sagt, det ikke havde gjort noget, at hun ved et uheld havde proppet lidt for meget enhjørningehov i en eliksir. Eliksiren var blevet en …smule… for stærk, men hvis man huskede at fortynde den, gjorde det ikke så meget. 
Men var Dumbeldoor alligevel blevet vred? Men hvorfor skulle det interessere Dumbeldoor? Disse tanker fløj igennem den lille huffelpuffs elevs hoved, men til sidst nikkede hun blot. Hendes venner stod tøvende  bag hende og kastede et nervøst blik på professor Spire, der stadig så ganske alvorlig ud. Mathie vendte sig rundt, smilede til dem og men hun sagde beroligende til dem: ”Bare rolig jeg kommer lige om lidt bare gå ind i storsalen.” Inden hun skyndte sig at følge med professor Spire, der var begyndt at gå ned af korridoren.
De gik et godt stykke hen ad en korridor før de nåede hen til indgangen hvor Dumbeldoors kontor befandt sig. En statue af en gargoyl sad dog i vejen, den bevægede sig en smule, i det den krævede et kodeord: ”Pringles…” svarede Professor Spire. Mathie så måbende på professor Spire, sagde hun virkelig pringles? Som chipsen? Hun havde hørt noget om at den mest berømte troldmand havde smag for forskellige madprodukter man kunne finde i mugglernes verden. Det var åbenbart rigtig nok. Professor Spire smilede blot til pigen inden hun steg op på det trin gargoylen afslørede, i det den trådte op på en piedesstadie bag den og blev igen til en almindeligstatue.  

Det varede ikke længe før Mathie blev vist ind på den mest berømte nulevende troldmandskontor, hun kunne ikke lade være med næsten at dreje rundt om sig selv, mens hun så rundt på de bevægelige billeder og de mange dimser, der var rundt omkring. Professor Spire smilede ved dette. Denne barnlige glæde pigen udstrålede. Det blev afbrudt ved den venlige stemme: ”de må være frk. serverius.” Det fik pigen til at standse brat op, hun havde slet ikke lagt Dumbeldoor, der sad bag skrivebordet, smilede venligt til hende. Mathie blev en smule rød i kinderne, mumlede højt: ”god dag professor…” mens hun lydig stod ret op og ned. Den ældre troldmand gjorde en bevægelse mod den tunge røde barokstol, der stod foran hans skrivebord: ”tag de bare kappen og huen af frk serverius” Mathie så forvirret på troldmanden, da denne satte sig om bag skrivebordet. Skrivebordet dannede en mur imellem dem. Hun trak de to kapper af så hun stod i sin pullover og huen krøllede hun  let sammen i sine hænder, professor spire slog et sving med tryllestaven så det fløj ud af hænderne på pigen, hen hænge på en stumptjener, der pludselig var dukket op. Mathie kastede et blik hen stumptjeneren, inden hun vendte sin opmærksomhed mod professoren, satte sig godt til rette i lænestolen, hun sank ned i dens bløde hynde og nærmest kiggede op på professoren. Nu kiggede hun jo op på de fleste pga. sin højde, men dette var næsten for meget. Dumbeldoor sukkede stille, så pludselig meget træt og meget gammel ud, han var gammel, men det var alligevel anderledes som om han ingen glæde ved livet havde, sagde: ”Frk. Serverius det jeg skal fortælle dig, er ikke let, men jeg vil ikke lyve om det….”

Resten af samtalen var Mathie tavs, hun kunne mærke, at hun blev mere og mere forvirret, rasende og ked af det. Hunn reagerede alligevel i en slags døs, da Dumbeldoor var færdig, at hun sagde uden at vise nogen følelser i sit ansigt udover for en gangs skyld var blevet ganske bleg: ”undskyld mig professor… professor Spire…” Hun nikkede til dem begge i det hun rejste sig langsomt, med tunge skridt gik hun af kontoret. Professor Spire så bekymret efter pigen, men Dumbeldoor sukkede dybt inden han rejste op fra sin stol, gik hen til det lille kabinet, hvor han opbevarerede sine minder.
Mathie havde glemt alt om sit overtøj, der hang på stumptjeneren.

Tre timer senere havde de andre opgivet at vente på rødtoppen nede i stor salen.

”Helt ærlig hvor bliver hun af? Jeg har ikke hørt om nogen, der sad så længe på professor Dumbeldoors kontor... i hvert fald ikke en 1 årselev...” udbrød Milla, mens hun og Melissa vendte tilbage fra Biblioteket, Melissa lagde ansigtet i tænksomme folder, svarede ikke. Det varede ikke længe før de stødte på Malu, som rystede på hovedet, i det hun så forventningen i deres ansigter, Griffindooreleven havde kigget i alle krypterne endda i eliksirlokalet, men der var den lille rødtop heller ikke. ”Det kan være Jerry har fundet hende, kan I huske da Mathie opdagede at deres opholdsstue lå så tæt på køkkenet? Hun var overlykkelig indtil hun opdagede at den tykke abbed holdt til der + husalferne nægtede at lade hende være der… men det kunne jo være at det var lykkedes..” lød det højt tænkende fra Milla, men det skød Jerry i sænk, da drengen kom småløbende imod dem og standsede brat op foran dem, mens han sagde: ”Hun er hverken i opholdsstuen og den tykke abbed har i hvert fald ikke set hende i nærheden af køkkenet.” Melissa så på de andre, de var de klogeste hun kendte på sin årgang i hver deres fag, pludselig slog en tanke ned i hende, hun udbrød: ”vi skal da gå direkte til den sidste, der har set hende!” De andre kiggede forvirret slythering eleven, deres ansigtsudtryk sagde: Hvad? Melissa satte irriteret en blond lok om bag hendes ører, rullede med øjne inden hun sagde ganske langsomt: ”hvem var det, der hentede Mathie op på kontoret ligesom dahh?”

”Professor Spire?”                                                                                                 
kaldte Jerry forsigtigt, Melissa slog sig for panden, for hulen da det ville tage evigheder at finde professoren hvis de skulle hviske i dette kæmpe drivhus. De havde brugt mindst en halv time i hver drivhus og nu var de endelig nået til drivhus nr.3. Milla sukkede bare, mens hun pudsede sine briller i kappen. da de begyndte at dugge efter at have været ude i kulden til at komme ind i varmen igen. Malu kastede et blik på Jerry, rystede på hovedet, vendte sig ud mod rummet og råbte: ”Professor Spire vi vil gerne tale med dem..” Et eller andet bevægede sig inden imellem planterne og ud dukkede den runde heks op. Hun var blevet godt beskidt efter de sidst så hende, så Melissa havde givet et hvin fra sig da heksen dukkede op.   Heksen så fornærmet på Melissa, der var skamfuld nok til at kigge ned i gulvet. Professor spire så kort på hver enkelt af eleverne ansigt, spurgte undrende: ”Hvad vil I tale med mig om?” 
Det var lidt unormalt for 1 års elever, at henvende sig lærerne på en fridag og dog... Jerry kunne nok have fundet på det, han var hendes ynglings elev, ville gerne være tæt på planterne selv uden for undervisningstimerne, det samme ville hun også selv gerne. Hun vendte hurtig sin opmærksomhed mod eleverne igen, da de pludselig blev meget stille, hvordan skulle de spørger? Det blev Jerry, der med bekymring malet i sit ansigt spurgte: ”professor, sidder Mathie stadig oppe på professor Dumbeldoors kontor?” den runde godmodige heks tog en beskidt op til sit ansigt og sagde: ”åh nej… det må have taget hårdere på hende end vi troede…” Hun blev opmærksom på at fire elever så uforstående på hende, professor spire sukkede og forklarede kort: ”Har I hørt om ministeriets nyeste påfund angående fuser?” Melissa rynkede panden, Malu og Jerry rystede på hovedet. Det var Milla, der til sidst brød tavsheden med rystende stemme: ”nej… åh professor…” Hun slog hænderne op for munden, for at forhindre et hulk trænge frem. ”Hvad?” udbrød Jerry en smule irriteret, helt ærlig kunne de ikke bare give et direkte svar?  Milla vendte sig i stedet rundt og styrtede ud af drivhuset. De andre fulgte hurtig efter, mens de råbte: "MILLA VENT!!" Professor Spire lukkede øjne et øjeblik, lyttede til de løbende fødder og døren til drivhuset blev lukket op og klappet i to gange før drivhuset igen blev stille. Inden en plante gav et skingert hvin fra da den mærkede kulden fra døren. Professor Spire åbnede øjne, koncentrerede sig om planterne. Hun konkluderede at Mathies venner ville være de bedste til at trøste hende nu.

Milla var endelig standset op eftersom hun ikke både kunne løbe og hulke samtidig. De andre nåede op på siden af hende og stod i en halv cirkel om den hulkende pige og så på hende med forvirringen malet i ansigterne. Millas voldsomme hulken så ikke ud til at ville have en ende, så det endte med at Malu blev så frustreret over gråden, at hun trådte et skridt frem og gav Milla en lussing, så brillerne sad skævt, stak sit ansigt frem imod pigen og hvæsede: ”tag dig sammen og fortæl os hvorfor hulen du nu tuder?” Melissa og Jerry rykkede et par skridt tilbage over denne heftighed, men de så, at det virkede, den kloge Milla med det rolige ansigt kom op til overfladen igen. Ravenklooreleven var tilbage, hun satte brillerne på plads, efter at have tørret sine øjne med ærmet og sagde stille: ”Tak Malu… undskyld men det er simpelthen forfærdelig…det er sådan at…” Hun blev afbrudt da Hagrid dukkede op bag hende og brummende afbrød: ”det er helt igennem forfærdeligt…Kom hellere med mig i tørvejr, der kommer snart regn….” De kiggede alle automatisk op i mod himlen, så de mørke skyer, der trak sig sammen og konstaterede at nøgleforvalteren havde ret. De fulgte hurtig efter Hagrid da denne begyndte at gå tilbage til sin hytte. Det varede heller ikke før de var nået ned til den kæmpemæssige dør, hvor Hagrid lukkede op for dem, de trimlede nysgerrig ind i det runde hus. Der var faktisk meget mere plads indvendig end der så ud til udefra. Kun i et lille øjeblik lod de bekymringen for Mathie glide i baggrundet. Et lille øjeblik.

Jerry var ved at smide sin kappe ligesom de andre, selv Hagrid hang sin frakke op på en krog, der dog sad for højt oppe til at 1 års eleverne kunne nå derop. De fornemmede alle de nok skulle blive her lidt længere end fem min. Da huffelpuff eleven fik øje på noget rødt  og behåret, der stak op under et tæppe, der lå i Hagrids lænestol. Den trak vejret. Jerry lod kappe være kappe og gik nysgerrig hen til tæppet, tog fat i det, trak det en smule væk og afslørede:

Mathie…                                                                                                                                 

Det var derfor at nøgleforvalteren havde kigget efter dem. Hagrid opdagede hvad Jerry havde opdaget og sagde stille: ”Lad hende sove, kom herop til bordet så skal Milla nok fortælle det Mathie skal udsættes for…” Jerry slap forsigtig tæppet så det faldt ned under Mathies runde hage, gik hen for at kravle op på en af stolene ved bordet. Milla og Melissa kunne lige sidde to på en stol, mens Malu og Jerry havde fået fat i hver deres, Malu sad dog på sine knæ for, at få et overblik over bordet og fordi at det krus som Hagrid havde stilt foran hende var så højt, at hun ikke kunne se noget, hvis hun var blevet siddende på stolen. Milla begyndte at forklare, hvad det var for en beslutning som ministeriet havde taget og hvordan Albus Dumbeldoor sammen med andre højt respekterede magikere gik ind og protesterede mod dette.

Det var endt med et kompromisløsning.

Jerry slog hænderne i bordet, BONK, sagde langsomt: ”Okay jeg skal lige forstå det rigtigt: Alle fuser bliver smidt ud af det magiske samfund uanset om de har familie, der er magiker, og får slettet deres hukommelse… det er jo forfærdeligt…” Milla nikkede og svarede stille: ”men dem der bliver anklaget som fuser får en chance for at bevise at de ikke fuser ved en eksamen, hvis de allerede er kommet ind på en magisk skole…” en stille stemme afbrød hende:  ”Det er en eksamen, der afgøre om jeg har magi nok til at forsætte på Hogwarts." Stemmen tav i det, dem ved bordet drejede rundt og så direkte på hende. Det var Mathie, som var vågnet op, havde rejst sig op fra lænestolen, hun knugede nærmest om sig selv, mens hun forsatte forpint: "..Hvis jeg dumper får jeg en uge til at sige farvel til jer, men hvad nytter det hvis jeg alligevel bare får slettet hukommelsen? Jeg får jo ikke lov til at beholde nogen minder om jer!” Hun krummede sig en smule sammen, som om tanken gjorde for ondt. 

Malu kiggede på hende, konstaterede stille: ”Det var derfor du gemte dig..” Pigen nikkede, ventede bestemt ikke, at Malu pludselig skiftede toneleje, råbte, mens hun kom kravlede ned fra stolen, (det så ikke elegant ud, skal det lige siges) og marcherede hen til den lille rødhåret pige, der stivnede i chok: ”DU SKAL IKKE GEMME DIG! Helt ærlig du giver jo allerede op inden du overhovedet er ved eksamensbordet. Holder du slet ikke af os?” Mathi så forvirret og svarede stammende: ”jo jeg gør…men…” Malu stampede arrigt i jorden, forsatte sit udbrud: ”Der er ikke noget men, Mathie!  Vi holder af dig! Det kan nok være du er ligeglad eftersom din hukommelse bliver slettet, men os andre får jo ikke slettet hukommelsen om dig. Vi vil jo savne dig, hvordan tror du ikke vi ville have det hvis du bare bliv smidt ud af skolen uden dine minder! Dig, dine smil og dit gode humør, selvom du kan være lidt humørsvingende..." Her brummede Jerry lavt: "Hvem er lige humørsvingende?" Han fik et ordenlig puf af Melissa, der sad tættest på. Den mørkglødet pige afsluttede mere stille for at forhindre sin stemme i at ryste: "Men du betyder alt for os… Så du får ikke lov til at give op!” Malu fik helt tårer i øjne og kiggede ned i gulvet. Hun rettede først hovedet op, da hun mærkede en hånd på sin skulder hun kiggede op eller en smule ned ad og så ind i Mathies øjne. De blå øjne lyste op, selvom tårerne løb ned af kinderne, ingen sagde noget herefter.

Malu havde sagt alt det de andre tænkte og følte. Mathie forstod det, hun tænkte ved sig selv, mens hun mærkede varmen fra sine venners opbakning sprede sig i sit hjerte og kulden som havde plantet sig forsvandt:

Jeg giver ikke op.

Jeg vil træne og øve mig for mine venners skyld.

For min egen skyld vil jeg kæmpe!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...