Hogwarts 1 - Kagemagi og Eliksirkundskaber (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Jeg synes det kunne være sjovt at lave en lille fan fiction med Harry potters verden. Harry Potter og co. vil ikke være at finde i denne fan fiktion, men derimod vil personer som fx Dumbeldore, professor Snape osv. optræde.

Jeg skal dog have fundet en anden titel, men indtil videre må den hedde sådan.
En ting til... det er et stykke tid siden jeg har læst HP-bøgerne, så hvis jeg har lavet nogen fejl, er I velkomne til at smide en kommentar om det:)








Om selve historien:
Møder man den 11 årige Mathie Serverius, der skal til at starte på Hogwarts, hun har faktisk været der en gang før bare uden en officiel invitation.
Der er kun 2 problemer med hensyn til sin skolegang på Hogwarts:
1. Hun er fuldkommen elendig til magi
2. Hun blander sig konstant i Professor Snapes undervisning.




Coveret til denne movella er lavet af: tøzzzen herinde fra Movella:)


31Likes
124Kommentarer
6244Visninger
AA

17. Hjemme

Mrs. Pomfrey sukkede da hun så den lille pige i sengen. Pigens røde hår var spredt ud, som en vifte, ovenpå den snehvide pude hendes hoved hvilede på. Hendes små runde arme lå stadig oven på dynen. Hun havde ikke rykket sig siden den ældre sygeplejerske og hendes assistent havde lagt hende i sengen efter at have sørget for hende. Man kunne lige ane, at hun trak vejret ved, at dynen bevægede sig næsten uset op og ned. Det så ikke ud til at pigen ville vågne lige i øjeblikket, men med alt hun havde været udsat for kunne Mrs. pomfrey godt forstå, at den lille krop krævede hvilede. Den ældre dame besluttede sig til at hun godt kunne tage et smut ned til professor Spires drivhuse og høre om den runde heks havde fået høstet de mandraker. Hun sikrede sig at hendes assistent stadig befandt sig ude bagved og var ved at udfylde nogle pergamenter. Det gik ikke at syge-fløjen var helt tom, man kunne ikke vide om den næste elev, havde mistet alle knoglerne i sin arm eller havde fået meget meget uønsket hårvækst efter en hår-forlængelsesbesværgelse. Det var jo trods alt en magisk skole.

De havde set lidt af hvert på afdelingen efterhånden, men der var dog stadig elever, der kunne overraske dem.

Mathie gav et veltilfreds grynt fra sig, vendte sig i sengen. Vent lidt… en seng? Tænkte hun søvnigt. Langsomt vågnede hun op, satte sig op, gned sine øjne(næsen fik også en tur) og så forvirret omkring sig. Hun konstaterede, at det var bestemt ikke hendes sovesal og det var bestemt ikke hendes seng hun lå. (Den var overhovedet ikke behagelig at lægge i som hendes egen var). Hun lå åbenbart på sygeafdelingen. Hun sad ret op og ned i sengen, det gik op for hende at hendes hoved ikke dunkede mere. Hun var ren, hvilket var dejligt og selv hendes hår. Hun lod fingrene glide igennem krøllerne, der var ikke en gang et lille blad i fra den forbudte skov.

Hvordan hulen var hun egentlig havnet her?

Hun forsøgte at kalde minderne frem, men det sidste hun huskede var, at hun havde været så træt efter alt det, der var sket: kidnapningen, hendes gudfar var en kentaur og at hun havde brugt magi.

Vent lidt! Magi! Hvor var hendes tryllestav?

Hun kiggede febrilsk efter den, fik rodet alt sengetøjet sammen til en stor bunke og fandt den så på natbordet til venstre for hende. Hun spærrede øjne op, rakte forsigtig ud efter den, strakte sig en smule, inden hun fornemmede at den var i hendes hånd.  Hun satte sig bedre til rette i sengen, trak dynen tilbage over hendes korte ben. Hun havde sin ynglings pyjamas på, der endelig bare bestod af en stor sweetshirt og et par shorts. Hun holdt tryllestaven imellem sine fingre. Tryllestav velegnet til eliksir brug. 

Tryllestaven, hun pludselig havde fået til at virke.

Mathie måtte dog efter et kvarter intens stirren på sin tryllestav rette sit hoved op, da nakken protesterede mod at blive tvunget til at bøje nakken så længe i den stilling. Det gjorde at hun fik øje på det lille bord i fodende af hendes seng, hvor der stod alle mulige pakker på og en gul anemone stod stolt i sin knaldgule runde potte, hvor en kreativ sjæl havde skrevet hendes navn med svingende bogstaver.

Hun smilede, da hun så blomsterne, vidste at det måtte have været Jerry, der stod bag dette. Gad vide hvad professor Spire ville have sag, hvis hun vidste at Jerry havde været på rov i hendes drivhus.

Hun fnes lidt og tog sin tryllestaven. Hun var nødt til at tjekke det. At det ikke bare havde været en drøm. En ret underlig drøm, hvor en kentaur havde fortalt hende at han var hendes gudfar.

Hun rystede på hovedet for at tømme det for tanker, holdt vejret og pustede roligt ud imens hun udtalte: ”winegardium leviosa,” og lavede det lille sving, som Flitwick utallige gange i de ekstra timer han tilbød hende. Hun lærte bevægelsen til perfektion, men fjeren havde altid forblevet liggende, hvor den havde været.

Hun rettede tryllestaven mod potteplaneten, ventede anspændt. Potten rystede let og begyndte at svæve en smule vippende. Hun løftede tryllestaven lidt op og det samme gjorde potteplanten indtil: ”Jeg ser at du er vågen…”

Forskrækket mistede Mathie koncentrationen, så blomsterne styrte ned mod gulvet, forsvandt i et øjeblik ud af hendes synsfelt, men der lød ingen glasskår og i stedet fløj potteplanten op igen og svævede op til hende i sengen. Da den var lige ud foran hende, tog hun fat i den med begge hænder, mærkede vægten fra den i det besværgelsen forsvandt. Pigen så op på troldmanden, som hun aldrig havde troet hun skulle se eller snakket med siden, hun dumpede sin eksamen. Hun satte forsigtigt potteplanten på natbordet efter distrikt havde snuset lidt til dem.

Hun elskede de blomster.

Inden hun tog fat i tryllestaven som hun havde lagt oven på dynen, lagde den i stedet lige ved siden af potteplanten. Til sidst kan hun ikke udskyde det længere, rettede nervøst sit blik på professor Dumbeldoor. Den ældre mand smilede til nervøse pige, som genert smilede tilbage, hun kunne ikke lade være. Han forsatte i et roligt tonefald: ”Jeg vil lade dine venner vide, at de godt kan se til dig nu, de er ved at vælte over hinanden for at komme ind og hilse på dig…” Mathie afbrød ham nervøst, en smule forvirret, rejste sig halvt op i sengen, imens hun så på ham med sine store blå øjne: ”Professor hvad med… det gik jo dårlig til eksamen og…. Min hukommelse… de vil…” Hun var ved at gå i panik, hun tog hænderne op til sit ansigt og trak skuldrene næsten helt op til ørerne. Dumbeldoor gik hen til siden af sengen og lagde en beroligende hånd på hendes lille skulder, så ned på hende, indtil han mærkede hun var faldet så meget til ro, at han kunne sige: ”De vil ikke tage din hukommelse… Din gudfar fortalte det hele og mange har hørt om lignende fænomener, der sker med børn, der bliver udsat for store magiske ting som helt små.. Du vil få lov til at forsætte på hogwarts. hvis ikke dette var sket, så tror jeg næppe at Professor Snape ville have tilladt, at hans bedste elev fik slettet sin hukommelse..” Den gamle rektor blinkede muntert til hende og tilføjede med lav stemme: ”Nævn aldrig for prof. Snape eller nogen anden, at jeg har sagt det om ham,” fik lokket et kæmpe stort smil frem i det lille runde ansigt.

Mathie vidste, at Snape ville benægte alt det Professor Dumbeldoor havde sagt alligevel, hun lagde sine hænder ned på dynen igen, så taknemligt op på troldmanden. Hun havde så mange spørgsmål, men hun vidste, at dem, skulle hun nok få svar på. Den lille pige sagde blot en ting inden den største nulevende troldmand gik ud for at hente hendes venner: ”Tak…” Professor Dumbeldoor nikkede, men latteren buldrede i hans meget lyseblå øjne, i det han gik ud af syge-afdelingen. Hun nåede, at høre en dør blev åbent op og den gamles latter, inden hun latteren blev overdøvet af noget som lød som en hel hær komme trampende ind. Forskrækket spærrede hun øjne op, inden det gik op for hende i det flokken standsede foran hendes seng og spredte sig ud over det hele, at det var hendes venner.

De stirrede ned på hende i tavshed og pludselig begyndte de stille mindst tyve vidt forskellige spørgsmål efter hinanden: ”Er det rigtigt? At din gudfar er en kentaur? Er du okay?” men til sidst blev alle de andre spørgsmål gjort til skamme, da det det allervigtigste spørgsmål dukkede op:

”Må du blive?”

Spørgsmålet kom overraskende fra Melissa, hun så genert ned i gulvet og mumlede et eller andet, mens resten af gruppen (det ville sige Malu, Milla, Jerry Patrick og Jessica burde de ikke have time nu?) blot vendte deres opmærksomhed igen mod pigen, der sad med sit store røde hår og så alvorligt på hver enkel af dem.

Mathie tog en dyb indånding, smilede så over hele hovedet, mens hun svarede: ”I slipper ikke for mig så let!” Derefter forsvandt hun under bunken af kroppe, der alle ville kramme hende. Mrs. Pomfreys assistent kom styrtende ud i den tro, at nogen var ved at blive slået ihjel, men konstaterede bare at der blot var tale om flok unge mennesker, der alle var klar til at nyde livet. 

Et liv med magi, venner og nye eventyr forude.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...